Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mine børn og dine børn

Jeg er ikke enig i, at man ikke kan elske den andens børn lige så højt som ens egne. Selv har jeg tre børn og en (eks)kærestes datter i mine »forældre-børn-kærlighedsrelationer«. Jeg elsker dem alle fire lige højt, men ikke på samme måde. Et svar til Eva Agnete Selsing og Anne Sophia Hermansen.

Pernille Weiss Terkildsen. Fold sammen
Læs mere

At læse i denne avis hvad Eva Agnete Selsing (EAS) og Anne Sophia Hermansen (ASH) – den ene elegant akademisk, den anden ligefremt og flydende – skriver, påskønner jeg højt. Især når de refererer til deres eget liv. Her bliver det endnu mere originalt, ærligt og derfor måske også øretæveindbydende at kommentere på.

ASH fortæller forfængeligt, at den andens børn ikke helt kan elskes, som ens eget afkom. Og at det er en erotisk og parforholdsrollemæssig udfordring at opleve den anden som forældre. Det sidste er jeg enig i. Men det er også min erfaring fra to lange ægteskaber, at det gælder uanset om han er far til barnet eller ej. Og jeg er sikker på, at mine to eksmænd er enige, skulle de reflektere over min måde at være mor til deres børn på.

Nej, vi elsker ikke den andens børn som vores egne

At man ikke kan elske den andens børn lige så højt som ens egne, er jeg derimod ikke enig i. Det har jeg selv erfaret, at jeg gør og har heldigvis også både familie og venner, for hvem der heller ikke har været denne skelnen mellem dine og mine. Heller ikke når det var svært og nærliggende at afskrive sig ansvaret, fordi »det jo alligevel ikke er mit eget afkom«.

Selvfølgelig er præmisserne tilsyneladende skæve: »Blod er tykkere end vand.« Javel. Men det er en hul sandhed, så efter min mening bare bruges som dårlig undskyldning for at slippe ud af en pinefuld udfordring. At blod skulle være tykkere end vand, har jo aldrig forhindret smertefulde separationer mellem biologiske forældre og barn i både kortere eller længere tid. Måske netop smertefulde, fordi den der med »blodet og vandet« ætser sig ind i den enkeltes skam- og skyldfyldte kar af ubearbejdede erfaringer med alle mulige idealer om tilgivelse og retfærdiggørelse alene baseret på, at fordi vi er blodsbeslægtede, så må jeg godt alt det, jeg gør, jeg ikke vil. Igen og igen. Her har både forældre og barn af og til hånden dybt nede i sækken med rabatmærker, de kan slynge i ansigtet på hinanden.

Gør det kærligheden dybere og stærkere, fordi relationen er genetisk? Nej. Men vi bilder os det ind. Fordi det er nemmest i en kultur, hvor vi helst skal og vil være fri fra det, der er svært. Det, der er udfordrende. Fordi det er nemmest i en kultur, der med EASs pointe om, at kernefamilien er bedst for barnets tarv jf. en undersøgelse (der er sikkert flere, hvis der graves dybere). Kernefamilien i EASs optik kan kun forstås som den originale, biologiske førstevalgsmodel, hvor de voksne bider tænderne sammen og bliver sammen uanset nærmest hvad som helst. For børnenes skyld. Alternativet er brudte og sammenbragte familier i konstante bevægelser mellem samling og spredning, og hvor børnene – det siger ASH jo selv – får mindre og mindre kærlighed fra de voksnes side, fordi det biologiske slægtsskab (jo) ikke er 100 pct. tilstede.

Det er min fornemmelse, at ASH godt kunne være enig med mig i at »forældrekærlighed« opstår uanset biologiske bånd. Den opstår i det øjeblik, at man møder hans barn i og med kærlighed. Den forbindelse, der her opstår har lige så uendelig en rækkevidde og en styrke, som havde man født barnet selv. Men »kernefamilie-ideologien« og de serielle singlers højlydte og undskyldende refleksioner over noget, der alligevel ikke (igen, igen) blev som det skulle, er med til at betinge denne kærlighedsrelation af, at det er »kun så længe, jeg er sammen med ham«, at kærligheden kan opstå som en mulighed, der i øvrigt også er betinget af, at barnet rækker ud efter mig og kun så længe barnet gør det. Herre Gud – hvilket fattigt kærhedsbegreb!

Det er min erfaring og min påstand, at kærlighed mellem den voksne og barnet i en familie – uanset biologisk forbindelsesled eller familierelationens bibliografi og historie – er unik og individuel. Ligesom man ikke kan være halv jomfru, kan man heller ikke elske det ene barn lidt mere end det andet. I sin rene essens. Hvis man tør. Men det fordrer også modet til at erkende, at kærlighed har mange forskellige udtryk og former. Selv har jeg tre børn og en (eks)kærestes datter i mine »forældre-børn-kærlighedsrelationer«. Jeg elsker dem alle fire lige højt, men ikke på samme måde. Det er banalt, men form og indhold ER altså ikke det samme. De har min kærlighed ubetinget og evigt – uanset hvor meget og hvordan vi er sammen. Og så er den ikke længere.

EAS retter – med nogen ret – kritik af det moderne, voksne menneskes fokus på eget velbefindende og realisering og på den blinde fascination og tro på idealbilledet af familien, der for mange gør det svært at omsætte aktuel udmattelse i den daglige trummerum – og hermed forbundet overfladisk årsag-virkningslogik om partnerens uformåenhed og egen fejlplacering i den aktuelle familiekonstellation – til overbærenhed og tilgivelse af de mange sammenstød mellem individers følelser i kærlighed- og familierelationer. Denne pointe ledsager hun retfærdigvis også med omsorg og forståelse for, når dette fører til endnu flere brudte forhold og familier. Det er menneskeligt, skriver hun. Jeg er enig.

Jeg er bare af den overbevisning, at det ikke er den egentlige årsag. I stedet for at problematisere kernefamilien som det nærmest umulige projekt, tror jeg, at vi som voksne tjener os selv og de børn vi har og får undervejs i vores søgen efter »den eneste ene i den anden«, hvis bestræber os på at åbne op for kærligheden i os selv, til os selv, til andre og fra andre med en betingelsesløs kompromisløshed, der løfter sig ud over den aktuelle ramme og det konkrete rum.

Om det kan redde flere originale kernefamilier fra sammenbrud, skal jeg ikke påstå. Men det er min erfaring, at det moderne menneske har alt for travlt med betingelser for dit og dat i relation til deres kærlighedsforhold og familiemodeller. Vi har så travlt på andres – og egne – vegne, at glemmer at bruge kræfterne på at være tilstede med og i tillid til, at kærlighed og familie er meget større og stærkere end den aktuelle konstellation, vi indgår i. Kan vi opnå at forstå det og handle i overensstemmelse hermed, skal det være min påstand, at kerne- og sammenbragte familier kan fyldes med mere kærlighed og mindre med enten sammenbidt, stædig udholdenhed eller alt for mange udskiftninger. Kan vi det som voksne, vil vi formentligt også opnå, at argumentet om at »blod er tykkere end vand« mister sin betydning for at kunne holde ud at blive eller holde ud at gå.