Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mine år med DR

»Danmarks Radio fylder 90 år i dag, og halvdelen har været mine. Hun begyndte som ærværdig gammel dame og endte som fræk teenager med ADHD i konfirmationstøj. Hvem skulle have troet det? Tillykke med dagen, kære DR.«

»Jeg bliver helt varm om hjertet, når tankerne falder på Matador, ja, tilgivende. Serien blev skabt i en socialistisk tid, hvor DDR fik fint besøg af radikale og socialdemokratiske politikere, og hvor danske kommunister og socialister var på genopdragelseslejr i Østberlin. En på mange måder skrækkelig tid, men også tryg, fordi der var grænser og ingen masseindvandring. Her i denne socialistiske ørkenvandring gjorde DR det muligt for Lise Nørgaard og Erik Balling m.fl. at skabe et dansk fjernsynsunder.«Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På min barndomsegn i Kolding var vi lykkelige for, at der var tre tyske fjernsynskanaler, for programmerne på DR var godt nok ikke noget at råbe hurra for. På dem så vi John Wayne skyde skumle skurke og råbe »hände hoch«, mens vi på DR fik serveret folkeoplysende programmer med DDR-fjernsyn og Klaus Rifbjerg. Valget var ikke så svært, selvom det betød fjernsyn på fremmedsprog.

På en måde var det godt, for så fik jeg lært tysk og set børneprogrammer, der var sjove. Hvad ville min barndom have været uden »Semamstrasse« (»Sesamy Street«) med »Graf Zahl« og »Keksemonster« eller de tjekkiske børnefilm så som »Pantau«, »Roxana die Hexe« og »Drei Nüsse für Aschenbrödel«. Hold da op, hvor der var mulighed for drømmeverdener i stedet for formynderiske venstresnoede fjernsynspædagoger. Godt, de ikke vidste, hvor mange »sriller« (thriller på tysk) med Clint Eastwood, Charles Bronson og Burt Reynolds min bror og jeg så sent lørdag aften. »Bamse og Kylling« kom jeg for sent til, men det var ikke politikernes skyld. Ikke dem alles.

Læs også:Hukommelsestab i Danmarks Radio

Som dreng elskede jeg Erhard Jakobsen. Det var skægt, når han skældte ud på DR. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men fornemmede nok, at det var retfærdigt. Jeg fandt også ud af, at københavnere måtte nøjes med svensk fjernsyn som alternativ. Jeg fik helt ondt af dem, og det var ret stort, når man nu var jyde.

I 1990erne var det ikke blevet bedre med DR. Tværtimod. Det var Birthe Weiss-æraen. Hende socialdemokratministermadammen med de rigtige meninger. Hende lagde DR sig tæt opad og udskammede alle, der var modstandere af EU og indvandringen.

Det var i 2000erne, at jeg mødte DR som andet end lytter og seer. Jeg var blevet politisk aktiv, og DR var ikke til at komme udenom.

Det var også i nullerne, jeg havde opgivet DR. Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg nægtede at se TV-avisen. Alle de mange halvkvædede viser og fordrejninger var uudholdelige. Jeg tror ikke, at Morten Messerschmidt var klar over, hvilken overvindelse det var for mig at sige ja, da han spurgte, om jeg havde lyst til at hjælpe ham ved at være aktiv i Kritiske Licensbetalere. Det betød jo, at jeg skulle se TV-avisen.

Det er egentlig underligt, at DR blev så forstokket, for TV2 åbnede allerede i 1988. Det var dengang, medarbejderne var knyttet til Odense og ikke som nu, hvor stationen er en bleg udgave af DR. Konkurrencen burde have ændret DRs syn på seere og lyttere, men i stedet skete der noget andet. Man vrængede ad dem. Så meget for ædel kappedyst.

Læs også: Se listen: Det klagede DRs seere mest over

Der er intet som den københavnske kulturradikale klike. Intet skulle få den til at komme seerne mere i møde. Hvorfor skulle den også? Man havde jo licensen.

Og så alligevel. Mit DR. Jeg bliver helt varm om hjertet, når tankerne falder på Matador, ja, tilgivende. Serien blev skabt i en socialistisk tid, hvor DDR fik fint besøg af radikale og socialdemokratiske politikere, og hvor danske kommunister og socialister var på genopdragelseslejr i Østberlin.

En på mange måder skrækkelig tid, men også tryg, fordi der var grænser og ingen masseindvandring. Her i denne socialistiske ørkenvandring gjorde DR det muligt for Lise Nørgaard og Erik Balling m.fl. at skabe et dansk fjernsynsunder.

Ingen på min barndomsegn slog over på tysk fjernsyn, når der var Matador. Jeg havde i hvert fald ikke hørt om dem. Danmark samledes. Vi blev en nation igen. Det kunne have været en ny begyndelse for DR, men i stedet fik vi overbærenhed og Karen Thisted. Der var langt mellem folk som Poul Thomsen og »Dus med Dyrene«. Han var som danskerne flest, inden de kulturradikale magthavere lukkede ulvene ind over grænsen. Mild og venlig. Poul Thomsen og largo i d-dur fra Vivaldis guitarkoncert nr. 2 i skøn forening. Det kunne godt lade sig gøre at tale ordentligt til seerne.

De mange års tæsk og kritik af DR fik fugerne til at knage. Det hjalp selvfølgelig, at Muren var faldet og med den socialismen. DR professionaliserede sig og tog pænt tøj på. Opdagede, at der var et Danmark uden for Valby Bakke. Genfandt ånden fra Matador og begyndte at opdyrke og udklække talenter i TV-dramatik. Lavede endda underholdning, som folk gad se.

DR begyndte at smile, og folk kunne lide det. Journalistikken blev bedre og mere afbalanceret. Programmerne omfavnede danskerne. Lavede X Factor. Bed hovedet af al skam, og lod Blachman, en kulturradikal på nederste rangstige, fylde æteren med sort snak, blakket dansk og nedrigheder, en ufrivillig parodi på 100 års kulturradikalisme.

TV2 var på hælene. Selv ikke »Vild med dans« kunne forhindre det. DR satte dagsordenen. Hvad var der dog sket? Tidsånden var sket. Den havde indhentet DR, og i Gyngemoseørestaden forstod man, hvad det ville sige at være et massemedium.

Det var derfor et dejavu, da sagen om UnderholdningsOrkestret eksploderede. Alt var alligevel ved det gamle. Men mon ikke det var de sidste krampetrækninger? Man kan håbe på det. For DR bør være hos danskerne og søge deres hjerter. Det er derfor, vi betaler licens.

Læs også: Nu bliver omstridt orkester til Danmarks Underholdningsorkester

Danmarks Radio fylder 90 år i dag, og halvdelen har været mine. Hun begyndte som ærværdig gammel dame og endte som fræk teenager med ADHD i konfirmationstøj. Hvem skulle have troet det? Tillykke med dagen, kære DR.