Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Minderne kommer ikke af sig selv

Læs mere
Fold sammen

For nylig overtalte min bror mig til at gå med i kirke. Vi er opdraget kirkeligt, og selvom det ikke på alle stræk er gået som præsten prædikede og mor håbede, så har jeg det stadig godt med kirken og dens ritualer. Jeg føler mig hjemme, også den pågældende søndag på Vesterbro, hvor man i øvrigt har gjort sig den ulejlighed at lægge gudstjenesten kl. 13. Så er der jo ingen undskyldning og slet ikke i reformationsåret.

Der på kirkebænken, et sted mellem »Den signede dag« og »Se nu stiger solen«, gik det op for mig, at det var Allehelgenssøndag.

Præsten talte i sin prædiken om, at de døde lever hos os levende, og da hun bagefter – som skikken er – læste navnene op på alle sognets døde det forgangne år, rørte det mig overraskende meget. Ét menneskenavn ad gangen, korte pauser, usentimentalt, andægtigt. Jeg kendte dem ikke, men de var alle sammen, forhåbentlig, nogens. Og i den stund var de alle lige her hos os, om end under mulde.

Minder om mormor

Undervejs kom jeg til at tænke på min mormor, som jeg ofte gik i kirke med som barn, og jeg kan faktisk huske en Allehelgenssøndag, hvor navnene på de døde blev læst op, og hun sad lige så stille i kirken og græd. Jeg har næppe forstået det store, men jeg husker det som noget rigtigt. Er godt, hengemt minde.

Så jeg tænkte videre på mormor resten af dagen. Hun døde i 2004, og jeg kan mærke, at hun forsvinder fra erindringen. Det gør mig ked af det og også en smule skamfuld, for hun er et af de vigtigste mennesker i mit liv. Hun må ikke forsvinde og fortabes.

Således blev min tilfældige genopdagelse af Allehelgenssøndag også en erkendelse af, at vi har brug for rammer omkring andægtigheden og erindringen. Minderne kommer ikke uhjulpet, selvom Facebook prøver at bilde os det ind hver morgen, og Instragram det samme, hver gang det bliver #throwbackthursday.

Jagten på det religiøse

Vi må gøre os umage og sætte det i ceremoni, og det kan kirken og andre åndelige rum hjælpe os med. Derfor skal vi også passe på med jagten på det religiøse, hvad enten det er skoler, beklædningsgenstande, bygninger eller traditioner. Religiøse tossers fortrædeligheder ufortalt må vi forstå, at det religiøse symbol og ritual i dets bedste brug og forstand er udtryk for fordybelse og refleksion. Vores opgave er så til gengæld at bruge det religiøse begavet. Mit intellekt slår sig da i tøjret, når vi i kirken trosbekender os til »kødets opstandelse«, så det forholder jeg mig kritisk til. For mig er det evige liv ikke legemlig genopstandelse. Det er at vi, der bliver tilbage, holder de døde i live i ord, tanke og minde.

Vi forvalter det selv, men det kræver ceremoni og ånd. Ellers ender vi som en flok lemminger, der sidder og LOL’er over et billede fra firserne med skør permanent, og bilder hinanden ind, at det er et minde. Imens fortabes de døde.

Andreas Gylling Æbelø er retoriker og direktør.