Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Min udenrigspolitiske trosbekendelse

Liberale tager fejl. Der findes ikke én forenet menneskehed. Derfor er fysiske og mentale grænser nødvendige.

Foto: ALEXANDER BECHER. Kasper Støvring i opgør med Søren Pinds liberaler værdier.
Læs mere
Fold sammen

Forleden skrev Søren Pind et eksemplarisk forsvar for et liberalt syn på verden. Mure og grænser er af det onde, og Vestens krige for at fremme demokratiet er af det gode. Det liberale verdenssyn er det dominerende i vores del af verden, skønt ikke alle formulerer det så skarpt som Pind. Men i min kommende bog Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden formulerer jeg et helt andet, mere realistisk og konservativt verdenssyn.

Foto: Kasper Støvring SH KasperStø. Fold sammen
Læs mere

I min bog består verden af en mangfoldighed af forskellige kulturer. Der findes ikke noget sådan som én forenet menneskehed. Fysiske og mentale grænser er naturlige og nødvendige. Forsøget på at sprede liberale værdier er blot en sofistikeret form for imperialisme, der vil blive mødt af en eller anden form for modstand, især hvis det sker med magt.

Det skyldes, at de såkaldte universelle menneskerettigheder kun giver mening i Vesten: Resten er mere kollektivistisk anlagt. Her står grupperettigheder højere i værdiernes hierarki.

Menneskeligt at hade

Hvad mere er: Sondringen mellem »os« og »dem« er nødvendig for identitetsdannelsen. Uden et dem, intet vi. Vi ved kun, hvem vi er, når vi ved, hvem vi ikke er, og ofte kun når vi ved, hvem vi er imod, ja, måske endda kun, når vi kender vores fjende. Det er menneskeligt at hade, ligesom mistillid er menneskers normale indstilling over for fremmede. De andre udgør nemlig en potentiel trussel mod dig.

Liberale ønsker ofte at smide nationalstaterne på historiens mødding. Også Søren Pind taler henført om EU. Men nationalstaterne er de vigtigste politiske aktører i verden, og alle stater er i besiddelse af en vis grad af offensiv handlekraft. Det betyder, at de kan skade andre for at styrke sig selv – og de vil nogle gange gøre det. Men der er ingen højeste myndighed, der kan komme til undsætning og løse konflikterne. I storpolitik er der ingen i den anden ende, når man ringer 112. Verden er et anarki. Der eksisterer selvfølgelig forsvarsforbund som NATO, men disse er midlertidige ordninger, der er genstande for forhandlinger. Sådan som vi aktuelt ser det under Trumps ledelse.

Pind fejlbedømmer Ukraine-krisen

En stat hylder forskellige værdier, som den ønsker at bevare og måske promovere. Vestlige stater hylder ofte de liberale frihedsrettigheder. Men en stat ønsker først og fremmest at sikre sin egen overlevelse. Det er jo betingelsen for, at den overhovedet kan promovere sine øvrige værdier. Og selv om en stat måske forsikrer andre om, at den ikke vil noget ondt, kan man ikke vide det. Man kan ikke stole på andres intentioner.

»Stater frygter hinanden, og derfor vil de altid søge at få så meget magt som overhovedet muligt. «


Når Vesten forsikrer Rusland om, at NATO- og EU-udvidelsen sker for at skabe fred, er Rusland med god grund skeptisk. Af samme grund fejlbedømmer liberale, herunder Søren Pind, totalt Ukraine-krisen. Den skyldes ikke blot Ruslands aggression, den er også Vestens skyld.

Stater frygter hinanden, og derfor vil de altid søge at få så meget magt som overhovedet muligt. De vil søge at dominere andre, så de selv kan blive eneherskere uden risiko for selv at blive domineret. Som Rusland gør i Ukraine, og som USA gjorde under Cuba-krisen.

Konflikter mellem mennesker, stater og kulturelle grupper er altså uundgåelige. Lyder det grimt? Det gør det måske. Men som jeg argumenterer for i min bog, kan en realistisk og mere tilbageholdende politik bedre sikre freden end den krigeriske politik, liberale som Søren Pind har slået til lyd for. Mure, grænser, nationalstater og geopolitisk rivalisering mellem stormagter er vendt tilbage for fuld kraft i den nye verdensorden. Og den er ikke liberal.