Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Min hemmelige heltinde

»Ministeren har 20 sekunders TV-skærm at svare i, og en virksom pille mod folkelig vrede er at nedkalde endnu et dokumentationskrav over det offentlige.«

Chefredaktør Jens Grund Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg mødte Thyra Frank på Folkemødet på Bornholm for to uger siden.

I ved, hende, der drev plejehjemmet Lotte, hvor de gamle genvandt retten til at være mennesker. Jeg mødte Thyra første gang, da jeg var redaktionschef i DR, som havde besøg af Thyra for at høre om god ledelse.

Siden dengang har hun været min hemmelige heltinde.

Fra nær og fjern valfartede politikere og andre dengang for at se miraklet på matriklen i Frederiksberg, som såmænd bestod i, at Thyra Frank insisterede på, at mennesker ikke er maskiner. Da den uddannede sygeplejerske i 1988 indtog plejehjemmet, skulle de gamle ikke længere partout op på samme tid om morgenen, de måtte få rødvin til aftensmaden, og sengetiderne var – som mennesker nu engang er – forskellige.

Læs også: Plejehjem sætter hjemmelavet mad på menuen

Thyra Frank insisterede også på, at personalet ikke måtte sidde ved computerskærmen og administrere i arbejdstiden. De skulle være ude hos beboerne, som blev glade, og personalets sygefravær faldt samtidig bemærkelsesværdigt.

Det danske sundhedsvæsen har omkring 100.000 ansatte. Et godt gæt er, at mange af dem gerne vil gøre en forskel for andre, de syge og svage. Et andet godt gæt er, at mange føler, at de bruger mindre tid på patienter end på papir – eller rettere på de computere, som skulle befri os fra papirvældet. Nu er vi i stedet slaver af et andet vælde, data- og dokumentationsvældet. Nu står lægen i værste fald og glor ned i computeren ved stuegang i stedet for at se på patienten.

I dag er Thyra Frank et fremtrædende medlem af Liberal Alliance, men hun er først og fremmest et menneske, som ser andre mennesker. På Bornholm fortalte hun mig, at hun havde døjet med den tilsynsførende, som altid sad med øjnene tildækket af kardeks og derfor kun kendte beboerne fra kliniske ord på et papir.

Dokumentationsvældet tager magten i det offentlige – ikke kun i sundhedsvæsenet – for vi hører flere og flere eksempler på, at tiden går med at måle, veje og dokumentere, så der ikke er tid til borgeren. Senest slog landets socialrådgivere alarm. Man kan håbe, at den elektroniske sundhedsplatform, som sygehusene på Sjælland netop har indført, på sigt giver mere tid til patienterne. Men jeg frygter det værste.

Den største hindring for et opgør med regelrytteriet er desværre symbiosen mellem presse og politikere. For vi journalister er fremragende fejlfindere. Vi bærer fejlene op til ministeren og spørger med rynkede bryn og rullende kamera, hvad hun eller han vil gøre. Ministeren har 20 sekunders TV-skærm at svare i, og en virksom pille mod folkelig vrede er at nedkalde endnu et dokumentationskrav over det offentlige. Case closed. Vi fik en historie og ministeren fred. Men socialrådgiveren eller sygeplejersken fik endnu et skema at udfylde.

Deres menneskesyn adskiller sig næppe fra Thyra Franks. Men hun nægtede som leder at lade bureaukrati, dokumentationskrav og blind økonomistyring vinde over den personlige omsorg.

Læs også: De intolerante og tolerancen

Der er brug for politikere med tillid til, at offentligt ansatte kan deres kram, vil borgerne det bedste og ikke skal røntgenfotografere alle bevægelser. Der er brug for en presse, som ikke kun finder fejl. Og der er brug for ledere, som tør sætte mennesket over maskinen.

Der er brug for flere som min hemmelige heltinde.