Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mikkel Andersson: Hverdagstanker om døden

Foto: Sofie Mathiassen Fold sammen
Læs mere

For halvandet år siden døde min mor på Rigshospitalet under den sidste af en lang række operationer. Hun var 60 år gammel, og det var ikke nogens skyld. Der tilstødte blot uforudsigelige komplikationer i et forsøg på at fjerne en godartet tumor, der imidlertid sad et utrolig uheldigt sted.

Det er langtfra nogen unik historie. De fleste børn når at opleve deres forældres bortgang, og selv om min mor døde tidligere, end hun burde, har mange mennesker oplevet langt værre tragedier.

Min mor havde et godt liv og nåede at se sine fire unger godt undervejs. Hun havde tid til at indstille sig på, at døden kunne være et muligt udfald af de mange operationer, forlige sig med tanken og få sagt de ting, hun gerne ville sige, til os alle. Det når mange ikke.

Som kyniker samt forbenet ateist, der ikke plejer forestillinger om nogen mening i tilværelsen ud over den, vi skaber for hinanden, troede jeg, at jeg havde et ganske godt begreb om det definitive punktum, som døden sætter.

Ikke helt. Jeg vidste ikke, at dødens banale og brutale endegyldighed ikke skal forstås, men erfares over tid, og at den derfor kun gradvis bliver mere begribelig.

Min mors telefonnummer er stadig på min telefon. Men efter halvandet år fanger jeg ikke længere mig selv i refleksagtigt at være ved at slå det op for lige at ringe og fortælle, hvordan det går barnebarnet på efterskolen, det planlagte huskøb på Amager eller alt det andet dagligdags, som ikke rigtig betyder noget, men alligevel en hel del. Nummeret ligger der bare, fordi det tidspunkt hvor det virker rigtigt at slette, stædigt nægter at indfinde sig.

Vaskestativet står også endnu i mine forældres forhave. Men når jeg går op ad indkørslen, forventer jeg ikke længere, at hun er ved at hænge lagner på det – fordi sengetøj, der har hængt ude, nu engang dufter bedst.

Minder

Efterhånden er det kun i drømme, jeg stadig kan glemme, at hun er død. Her har vi mødtes et par gange og talt om vind og vejr, mens alt er normalt. Før eller senere går det dog op for mig, at hun er død, og at jeg drømmer. Af og til er min mormor, som døde et halvt år efter min mor, også med. Det er ikke uhyggeligt, tværtimod griner vi hjerteligt og kun lidt bittersødt over det absurde i situationen, inden jeg vågner.

Langsomt har erkendelsen også indfundet sig af, at minder, der burde tilhøre to personer, nu kun er mine. Selv om de kan deles og fortælles, bliver de aldrig fælles igen.

Ingen andre var der, dengang jeg som fem-seks-årig fik lov til at gå alene i kiosken første gang, og min mor i smug fulgte efter mig for at sikre sig, at jeg klarede de 250 meter gennem det søvnige forstadskvarters blinde veje.

Hvordan vi et par år senere gik rundt i Venedig, og hun viste mig den mest fantastiske ædelstensbesatte altertavle i Markuskirken og øen med de mange glaspustere, er også kun min historie nu.

Det samme er, hvordan vi en utrolig varm sommer i 1997 sov på hver sin sofa i stuen, og hun holdt mig med selskab. Fordi det dengang var mig, der var diagnosticeret med en tumor i hovedet, som alle troede, var meget farlig, men som et par operationer senere viste sig at være harmløs.

Tiden og sorgen

Jeg har altid har holdt af Aarhus’ Nordre Kirkegård, der er en af landets fineste med udsigt over bugten, et botanisk-have-lignende udvalg af forskelligartede træer og imponerende historiske gravminder over danmarkshistoriske kæmper som Peter Sabroe og hedens betvinger, Enrico Dalgas.

Jeg havde imidlertid aldrig forestillet mig, at jeg regelmæssigt ville begive mig til et gravsted, da jeg ikke, så vidt jeg ved, gør mig nogen forestillinger om, at hun er den mindste smule til stede i en urne et par meter nede, og mener, at minderne findes et helt andet sted.

Men når jeg rammer Aarhus, er jeg nu forbi graven, omend jeg stadig ikke helt forstår hvorfor. Der er åbenbart et sted i baghovedet, som stædigt nægter at rette ind efter det rationelle jeg.

Da jeg første gang besøgte gravstedet efter bisættelsen, var det blot for at se gravstenen med det fint indhuggede billede af familiens utallige katte, som var blevet nedlagt senere. Et sted nede fra underbevidstheden lød min mors stemme, der ironisk-anklagende indvendte: »Besøger du virkelig din moooders grav uden blomster?«

Hun var absolut ikke sentimentalt anlagt, men havde en uovertruffen evne til på skrømt at pådutte dårlig samvittighed. Og så kunne hun faktisk ret godt lide blomster – så længe de ikke var gule. Gul er nemlig jalousiens og falskhedens farve, mindede hun mig hjælpsomt om nede fra underbevidstheden. Kort efter havde jeg så – kun let undrende – aflagt et af mit voksenlivs meget få blomsterbutiksbesøg. Der er kommet flere til sidenhen.

Jeg har også erfaret, at tiden desværre heller ikke læger alle sår. Følelsen af fravær kan tværtimod blive endnu mere håndgribelig, jo længere tid der går. Særligt i situationer, hvor familien – minus én – er forsamlet, og alle ved, uden at sige det, hvordan det menneske, som mangler, ville have reageret og nydt det, når et barnebarn gør noget helt fantastisk første gang, eller vi når det punkt i en samtale, hvor hendes indspark skulle være kommet, men mangler. Så sidder man der og venter på, at et spøgelse, som aldrig kommer, går gennem stuen.

I stedet indfinder sig den gradvise erkendelse af, at virkeligheden nu har fået dybe rifter, som aldrig rigtig vokser sammen igen, trods al tid i verden.

Mikkel Andersson er journalist og debattør.