Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mig som jordemoder? Jeg ville jo stå afpillet tilbage som et slasket intetkøn

Foto: Pelle Rink. Fold sammen
Læs mere

Jeg er netop blevet færdig som social- og sundhedsassistent. En prægtig uddannelse, der er adgangsbillet til andre uddannelser i omsorgs- og plejesektoren.

Jeg kan for eksempel blive jordemoder. I så fald ville jeg blive medlem af en meget lille og eksklusiv klub af mandlige jordemødre. Der er så få, at det ikke er muligt for Danmarks Statistik at registrere dem. Jeg kan også tage en lidt længere vej og blive sundhedsplejerske. Der findes højst en håndfuld mandlige sundhedsplejersker.

Og hvorfor mon? Jeg ved det ikke, men det er et lidt skræmmende syn, jeg får for mit indre blik, når jeg lukker øjnene og forestiller mig selv instruere en flok kvinder i ammeteknik. Eller hvis jeg ser mig selv for bordenden af mødregruppens første møde.

Ville der overhovedet være noget mand tilbage i mig? Hvad ville der blevet af ham den maskuline jæger fra evolutionsklicheen? Ham det stærke brøl, der nedkæmper fjender og sikrer artens overlevelse. Ham der tjener kassen og i en dopaminrus drøner rundt i den firmaleasede Mercedes på jagt efter mere succes. Jeg ville jo stå fuldstændig afpillet tilbage som et slasket intetkøn, latterliggjort og foragtet hos både mænd og kvinder.

Ligestillingsdebatten er skrumpet ind til stort set kun at handle om enten mangel på kvinder i bestyrelser eller om en instagram-feminisme, hvor unge kvinder viser billeder af deres kroppe.

Måske er virkeligheden bare, at kvinderne er både kloge og snu og selvfølgelig søger derhen, hvor den reelle magt ligger: De bærende stillinger i velfærdssamfundet. Det er ligesom i familien. Så kan man få lov til at bestemme samtidig med, at man kræver ligestilling. Det er ti gange mere smart end at spilde sin tid i en dødkedelig bestyrelse.

Kvinderne fortsætter med at blive pædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Der findes et hav af kvindelige gruppeledere, afdelingsledere og institutionsledere. Personligt skal jeg ud at arbejde sammen med 45.000 kvindelige social- og sundhedsassistenter. Til sammenligning er vi 1.800 mænd. Kvinderne passer vores børn og gamle, vores syge og svækkede medborgere.

Kvinderne er den bærende pille under vores velfærdssamfund. Det giver en enorm magt. Men heller ingen ændringer. Hvis ligestillingen for alvor skal rykke, må vi gøre op med de kønsstereotype forestillinger. Satse lidt af kønsidentiteten. Hvem tør?

Jeg har taget et stort skridt. Engang var jeg journalist. På Ekstra Bladet blandt andet. Jeg gjorde karriere i et miljø. hvor testosteronniveauet var kanonhøjt. Hver måned nedlagde jeg et kæmpe pengedyr, som jeg slæbte hjem til familien. Så en dag forlod jeg jagtmarken, gav afkald på høj løn og prestige og blev social- og sundhedsassistent.

Nu overvejer jeg at gå jordemoder-vejen. Jeg er både for dum og for gammel til at blive læge. Men det er et vildt spændende fag. Spørgsmålet er blot, om der overhovedet er mere mand tilbage i mig, når jeg står der med lytterøret på den gravide mave?