Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mig, mig, mig-generationen kunne lære noget af Lykke Per og Snedronningen

At se sig selv som alle tings formål og sine medmennesker som et middel er lige så anstrengende, som det er udbredt. Det er blevet en del af ungdomskulturen: »Se mig, mig, mig.«

top
»Vi kan forkaste al religion og se stort på begreber som ondskab, kærlighed, svigt, skyld og tilgivelse. Men et blik på verden viser jo, at disse begreber er højaktuelle,« skriver Bertel Haarder. Fold sammen
Læs mere

H.C. Andersens Snedronningen kan i dette efterår opleves i to versioner i Operaen og i Tivoli. Om lille Kaj, der bortføres af Snedronningen og får troldsplinter i øjet og hjertet, så han kun ænser sig selv og kun ser fejl hos andre. Hans legeveninde Gerda gennemgår eventyrlige prøvelser for at finde ham. Men da det lykkes, vil han ikke kendes ved hende. Indtil hendes tårer drypper på hans bryst og hjerte, og han græder troldsplinterne ud af øjnene. Hendes kærlighed gør ham til menneske igen.

Temaet er velkendt i litteraturen. Henrik Pontoppidan har skrevet om sig selv i romanen Lykke Per – den ingeniørstuderende, der forkaster sit hjems menneskefjendske kristendom og mener, at naturvidenskaben, teknikken og han selv kan klare det hele. Han ser en fordel i forlovelsen med den jødiske rigmandsdatter Jakobe, som han derefter forlader, inden hun har fået fortalt ham, at hun bærer deres barn i sit skød.

»Han er intet værd, han er som et løg, hvor man kan pille skæl for skæl uden at komme ind til nogen kerne. Han fortjener at blive støbt om til et ordentligt menneske.«


Han forlader også den jyske præstedatter, som han får tre børn med. I sin evige søgen efter sig selv, ender han som eneboer et sted i Nordjylland. Men Jakobe glemmer ham ikke. I Bille Augusts fremragende filmatisering opsøger hun ham i hans nordjyske eksil som udtryk for hendes ubegribelige tilgivelse og kærlighed. For hende var han alligevel noget værd – trods alt.

Det samme gælder for Henrik Ibsens Peer Gynt, der er en lige så stor egoist, som farer rundt i verden og laver ulykker – også på sig selv. Han er intet værd, han er som et løg, hvor man kan pille skæl for skæl uden at komme ind til nogen kerne. Han fortjener at blive støbt om til et ordentligt menneske. Men der er trods alt noget af værdi i ham. Ungdomskæresten Solveig glemte ikke det gode, hun så i ham. Hun bevarede det i sin tro, sit håb og i sin kærlighed. Og størst af alt er som bekendt kærligheden.

Det umoderne fascinerer

De tre fortællere var ligesom Blicher før dem og Jakob Knudsen efter dem ikke specielt kirkelige, snarere tværtimod. Men deres fortælling om svigt og skyld og skam, om menneskelig egoisme og ubegribelig tilgivelse og ufortjent kærlighed – det er evangelisk tale, men også frygteligt umoderne i en tid, hvor disse begreber som regel er skrevet ud af litteraturen og dramatikken. Måske er det netop det umoderne, der fascinerer os i deres fortællinger. De er som oaser i nutidens sekulære ørken, hvor Gud er død og borte.

»Hvad med friheden til at se ud over sin egen næsetip og være noget for andre. Hvad med at se sig selv som en del af noget større?«


Fortællingerne er aktuelle i en tid, hvor så meget drejer sig om mig, mig, mig med deraf følgende stress og livslede. At se sig selv som alle tings formål og sine medmennesker som et middel er lige så anstrengende, som det er udbredt. Det er blevet en del af ungdomskulturen: »Se mig, mig, mig.«

Ved landets busstoppesteder har man i en måned kunnet se en reklame for onlineshoppen Zalando, der meget godt illustrerer det. Den viser nogle perfekte, unge, stærke og storsmilende kvinder med underteksten »FRIHED TIL AT VÆRE I RAMPELYSET. FRIHED TIL AT VÆRE DIG SELV«. Men er det et ideal? Hvad med friheden til at se ud over sin egen næsetip og være noget for andre? Hvad med at se sig selv som en del af noget større?

Rive i følelserne

Jeg deltog i en paneldebat på Nyborg Gymnasium, hvor blandt andet to helt unge talentfulde kommunalpolitikere skulle drøfte unge og demokrati. Med rivende tungefærdighed fortalte de om sig selv – og næsten kun om sig selv. Uden at ville det, kom de til at illustrere det selvbeskuende i ungdomskulturen, hvor man hele tiden ser på sin iPhone og orienterer sig i det ekkokammer, man har sammen med dem, man er enige med – sine »følgere«.

»De væsentligste forhold i tilværelsen ændrer sig nemlig ikke. Derfor kan vi fascineres af både Holberg og Shakespeare, Kaj Munk og Karen Blixen.«


Der er også folketingsmedlemmer og ministre, der under møderne er så optaget af deres iPhone, at de mest ser sig selv og deres genspejlinger. Jeg er såmænd ikke bedre selv, når jeg tjekker mit eget ekkokammer på de sociale medier.

De gamle fortællinger kan stadig betage os og rive i følelserne. De er lige så relevante i dag, som da de blev skrevet. De væsentligste forhold i tilværelsen ændrer sig nemlig ikke. Derfor kan vi fascineres af både Holberg og Shakespeare, Kaj Munk og Karen Blixen.

Vi kan forkaste al religion og se stort på begreber som ondskab, kærlighed, svigt, skyld og tilgivelse. Men et blik på verden viser jo, at disse begreber er højaktuelle. Og at vor vidunderlige teknik og lige så vidunderlige velfærdsordninger i sig selv hverken kan skabe menneskelig lykke eller fejlfrie samfund. Derfor skal mig, mig, mig-generationen ikke tales efter munden, men tværtimod udfordres.