Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Middelklassen – helt ude i hampen?

14DEBANNETTEFRANCK-142445.jpg

Hallo – der er mail til os i middelklassen fra underklassen! Karina Pedersen har skabt stor debat med bogen »Helt ude i hampen!« I mails til en veninde fortæller hun oplevelser fra sin opvækst i en »boligghetto« som et af fem børn med en mor på kronisk kontanthjælp. Miljøet var præget af omsorgs­svigt og voksnes misbrug. Offentlig forsørgelse var normen.

Vi har pligt til at læse hendes vigtige budskaber. Reaktionerne på Karinas mailbog har indtil nu været en shitstorm af undvigelser fra mange fronter.

Indigneret forargelse: »Kan man virkelig tillade sig at tale sådan om hhv. sin familie, et helt boligkvarter, en social klasse?«

Hævngerrig skadefryd: »Se bare, hun er selv, som hun beskriver sin familie og underklassen.«

Eller afvisning med veluddannet analyse: »Fakta eller fiktion? For passer det hele, når TV 2 har fundet tre selvforsørgende i nabolaget, og velfungerende klasse­kammerater holder jubilæum uden Karina.«

Middelklassedanmark har hysterisk og rasende afvist Karinas budskaber til os. Debattæsk hagler over damen. Det tyder på, at vi har meget på spil.

Jeg slugte Karinas bog, og mine omgivelser skulle høre om, hvor vigtig den er. Karina fortæller os, at vi i middelklassen i Velfærdsdanmark lever på en bekvem løgn. Vi betaler verdens højeste skat, har verdens største offentlige sektor, og derfor påberåber vi os at være gode mennesker, mens vi vender det blinde øje til omsorgssvigt af børn og accepterer, at destruktiv livsstil nedarves gennem generationer. Nu er det nemlig ikke vores problem. Vi har betalt aflad med skattekroner til velfærdsstaten, så der kommer nogen fra kommunen, som tager sig af det.

Karina fortæller os, at sådan fungerer det ikke. Det burde vi allerede vide. Fakta hober sig op efter +40 år med velfærdsstaten. Vi kommer ikke uden om at tage ansvar på os.

Tøndersagen er bare et af mange eksempler på, at vi ikke vil indse vores kollektive bekvemme løgn. Medierne fokuserede på hendes forældres horrible vanrøgt, mens kommunen i relativ stilhed betalte 300.000 kr. i erstatning til pigen. Når jeg læste om sagen, sad jeg tilbage med raseri og rædsel. Ikke bare over forældrene, men også over myndigheder og omgivelser. For vi har jo betalt verdens største offentlige sektor for, at vi ikke skal bekymre os om andres børn eller underklassens livsstil. Men Tønder-pigen udtalte:

»Der gik jo mange år, hvor jeg levede i den der mørke verden og spekulerede på om der egentlig var nogen, som kom og reddede mig. De kunne jo have grebet ind.« (Politiken, 5. marts 2014)

Ja, hvad lavede de egentlig på kommunen? Det fik vi ikke svar på, for vi spurgte ikke. Rejste vi en shitstorm mod velfærdsstaten? Næ, vores tavshed var larmende. Og alle i Tønder-pigens omgivelser kunne fralægge sig ansvar, for det ligger i verdens største offentlige sektor, hvor lønmodtagere er ansat til opgaven. Tønder-sagen viste os, at det ikke sker. Karina fortæller os, at det ikke virker.

Det fortsætter i generationer

Uanset faktatjek af Karinas personlige oplevelse af omsorgssvigt, kan vi fakta­tjekke historien på samfundsplan. Her kan vi konstatere, at uhyggeligt mange børn vokser op i »ghettoer«, hvor voksne dokumentérbart oftere er på kronisk offentlig forsørgelse, ikke uddanner sig, er misbrugere, kriminelle, etc. Det er fakta!

Vi kan faktuelt konstatere, at det fortsætter i generationer på trods af velfærdsstat i +40 år. Misbrugsproblemer går i arv, social mobilitet er fortsat begrænset, sundhed vender »den tunge ende nedad«, ghettoer vokser, etc. Alligevel undlader vi at tage vores samfundsmodel op til overvejelse. Den største erkendelse er måske, at vi er ved at fatte, at »send flere penge« ikke er løsningen?

Nå ja, sådan har underklassen altid været, kan man kynisk mene. Ja, men den helt store kynisme er, hvis vi i Velfærdsdanmark mener, at vi har taget vores del af ansvaret og opgaven. Derfor elsker vi Lisbeth Zornig, for hun bekræfter os i vores trygge forestilling om egen godhed: »Se bare, det kan lade sig gøre.« Men vi afviser rasende Karina Pedersen, for vi har åbenlyst svært ved budskabet om, at Velfærdsdanmark faktuelt ikke hjælper underklassen, og måske faktisk bidrager til at fastholde destruktiv livsstil på næste generations bekostning. Jeg læser, at det er et af Karinas vigtige budskaber til os.

Hvis hun har ret – hvilket fakta om vores samfund tyder på – så svigter vi så mange børn, men kigger bekvemt den anden vej. Socialt armod handler ikke – bare – om materielle goder fra den store velfærds­kasse. Hun bruger et meget gammeldags ord for, hvad underklassen mangler: Moral.

Første skridt er måske at diskutere middelklassens moral, når vi ikke forholder os til fakta, der modsiger vores bekvemme forestillinger. Svigter vi også ved stædigt at fastholde forestillinger om underklassens offerrolle, som vi bekvemt kan betale os fra som aflad? Shitstormen mod Karina tyder på, at vi har meget på spil med hendes budskaber. Middelklassens reaktion på bogen har været helt ude i hampen.

Annette Franck er selvstændig, cand.phil., MBA og journalist