Bestyrtelsen over afsløringerne af den globale skattesvindel i Panama, der ikke overraskende indeholder navne på flere også danske sportsstjerner, er naturligvis helt forståelig. Ingen med kendskab til de beløb, der kan tjenes ved at spille bold, kan være overrasket over, at de altid apolitiske sports­ikoner selvfølgelig figurerer i de lækkede dokumenter. Fra intensiv mediedækning præsenteres vi dagligt for billeder fra verdens største sports­arenaer, hvor begreber som moral, etik og fair play udnyttes kynisk nærmest blasfemisk til at give publikum et kortvarig følelse af, at sportens verden er den retfærdige, der hviler på værdier, som ikke kan gøres op i penge.

Med det udgangspunkt havde jeg for nylig en snak over en øl med en journalist, der tjener sin usle gage på at dække fodbold. Han og de fleste andre fodboldelskere er vist nok enige om, at spillet på grønsværen aldrig har været bedre end nu, hvor verdens allerbedste spillere jævnligt mødes i Champions League. Prisen er til gengæld, at alt omkring verdens mest populære sport aldrig har været mere uskønt, vulgært og korrupt. Stort set løber alle de feterede verdensstjerner rundt med en minutløn, der langt overgår tilhængernes månedsgage betalt af primitivt pralende arabiske oliemilliardærer, der, hvis de har andre værdier end penge og den dumme prestige, de kan købe sig til, repræsenterer alt det, vi i disse år desperat forsøger at bekæmpe.

Midt i denne frastødende internationale loge sidder også Danmarks største sportsstjerne, Michael Laudrup. I juni 2015 rendte han godt nok igen af pladsen som træner. Denne gang for Lekhwyia, et hold i den bedste række i verdens rigeste diktatur, Qatar. Hvad der var grunden til, at den uangribelige dansker endnu en gang sluttede et trænerjob efter meget kort tid, står hen i det uvisse. Men det var næppe politiske uoverensstemmelser, der fik ham til at forlade landet, der mere end noget andet står, som en af de ypperste bidragydere til fodboldens korrumperede verden.

»AMBASSADØREN« KALDTE JAKOB Kvist sin biografi fra 1996 om Michael Laudrup. En titel der hentydede til boldgeniets elegante optræden med og uden bold. I de tyve år, der er gået siden, har Michael Laudrup mest af alt gjort sig bemærket ved at være en fiasko, som klubtræner. Fred være med, at danskeren trods alt ikke evnede at skrive sig ind i historien på niveau med sin mentor – nyligt afdøde Johan Cruyff. Til gengæld har han skrevet sig ind i historien af hyklere, der taler om skønheden og kærligheden til det vidunderlige boldspil uden at ytre den mindste kritik af de groteske og skandaløse rammer, sporten er havnet i.

Qatar støtter officielt ikke Islamisk Stat, men at de svimlende pengekasser i ørkensandet via såkaldt islamisk velgørenhed også er kommet denne grænseløse morderbande til gode, burde Michael Laudrup være klar over. Men det generer ham åbenbart ikke.

På den måde er Danmarks største sportsikon indirekte ambassadør for en legitimering af et styre, der strider mod al form for fair play på samme måde som det danske kongehus gjorde, da det aflagde visit hos naboerne i Saudi-Arabien. Denne gestus under parolen: Købmandskab frem for alt!, blev da heldigvis udsat for massiv kritik i Danmark.

Michael Laudrups tilsyneladende umættelige glæde ved købmandskab mødes derimod aldrig med et kritisk ord. Vel, manden er ingen officiel repræsentant for sit fædreland. Og tak for det. Alligevel fyldte han op i medierne efter Morten Olsens exit med spekulationer og forhåbninger om, at den arbejdsløse træner ville tage imod et tilbud om aktivering i nationens tjeneste. En opgave, der kun ville være interessant for en sand idealist og patriot, der hellere vil sidde og se på klumpedumpebold på stadion i Hobro fremfor i pamperlogerne med Sepp Blatters arabiske sponsorer.

HAVDE MICHAEL LAUDRUPS engagement i Qatar så blot været som enhver anden ganske almindelig global dekadent rigmand, ville han på grund af sine danske aner stadig have en vis kritisk bevågenhed i medierne på linje med Bjarne Riis og Lars Seier Christensen.

Men den depraverede ambassadør nyder stadig en beskyttelse som en enevældig konge. Mange andre med økonomisk tilknytning til den kommende værtsnation for VM ville på sociale medier være blevet udsat for rabiate krav om at fratage mandens danske statsborgerskab og lignende. Hvis det skulle ske, vil det nok ikke genere ham i mange sekunder. For Michael Laudrup er den oldgamle løgn om, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre, stadig bekvem.

Brian Laudrup blev født med det åg, at han hele tiden skal sammenlignes med broderen. I denne sammenhæng er det for en sjælden gangs skyld til hans fordel. I forhold til livs­indkomsten er han den af de unikke brødre, der kommer tættest på det moderne kontanthjælps­loft. Alligevel har han dog valgt at investere sig selv og sin energi i projekter med et social profil. Det er nok lige rigeligt at forlange af brormand. Hvor ville det dog være velgørende, om han opdagede nye sider af sin forfængelighed og snart købte sig aflad for sin magelige holdningsløshed i en tid, hvor der netop er brug for, at store stjerner siger fra over for det kvælertag, de arabiske banditregimer har lagt på verdens populæreste sport.