Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Meyer og voldsmændene

Eva Agnete Selsing: Hvorfor er det kritisabelt, når Claus Meyer tager dømte forbrydere ind i sin butik?

Om få uger ruller programmet ’Vrids­løselille’ over skærmen. Her spiller Claus Meyer, sammen med en række af landets mest hårdkogte forbrydere, hovedrollen i bedste sendetid. I traileren til showet kan man se klip med Meyer, der med rumopfyldende beskedenhed omtaler sit forehavende: resocialisering af den kriminelle. Forud for programmet er gået en hektisk debat om Meyer og Marlene Duus - en ung kvinde, som blev offer for sin ekskæreste, der næsten lykkedes med at slå hende ihjel. Det viste sig, at den afstumpede gerningsmand inden udstået (kort) straf havde fået en attraktiv praktikplads hos den hjertensgode kendiskok. Meyer forholdt sig ikke til forbryderens gerninger, men kun til selve resocialiseringen. Heltekokken er landet - er det ikke godt?

Ikke rigtig. Meyers handling er kritisabel af i hvert fald to årsager. For det første, fordi han benytter sin kendisstatus til at fjerne fokus fra forbrydernes gerninger. Gerninger, som har kostet andre mennesker deres liv. Deres elskede, deres pårørende. Deres helbred, deres ejendom. Uanset hvad man måtte mene om resocialiseringsarbejde, er der et uomtvisteligt moralsk aspekt af Meyers valg om at tage sig af forbryderne - han kunne jo lige så vel have valgt at satse på ofrenes rehabilitering. Men Meyer kerer sig ikke om den enkelte forbryders ugerninger. Han er, i sin altruisme, hævet over den slags profane causerier. Eller også, kunne man indvende, vil han bare gavne sin butik. Hvilket også er fint - så længe det bliver klart, at det er projektet. Der er nemlig mange godhedspoint at score i Politiken-segmentet ved at se stort på ofre og pårørende. Dét er, i de cirkler, næstekærlighed, der vil noget.

Og det er det andet problem: den kriminologiske ortodoksi, som præger både retssystem og kulturelite, og er langt fra den almindelige danskers tanker om forbrydelse og straf. Meyers handling sender et signal, der rækker ud over den konkrete situation og repræsenterer en elitær tilgang til straf, hvor forbryderen prioriteres over offeret. Penge, tid, rådgivning, omsorg, resocialisering, for ikke at tale om useriøst lave straffe - alt sammen yder vi til dem, der har gjort andre ondt. Hvad får ofrene? En lang næse. Og en konstant påmindelse om, at samfundet skam ikke er til for dem. Nej, retssystemet og dets behandlerstand er til for forbryderen, der selv figurerer som et offer i den postmarxistiske fortælling om kriminalitet. Her er gerningsmanden et offer for ulighed, for en dårlig barndom, for ringe kår. Voldens anatomi bliver offerideologi.

Dette er den kriminologiske logik, der ligger bag mange juraeksperters udtalelser i medierne. Den kriminelles fremtidsmuligheder er vigtigere end straf. Lader man sig rive med af medfølelse med ofret, er det udtryk for en uklædelig pøbelmentalitet.

Forsvaret for den afstumpede forbryder er i visse dele af jura- og kultureliten ligefrem blevet synonym med humanisme. Man er en moralsk feinschmecker, hvis man forsvarer den uforsvarlige og negligerer den uskyldige. Denne tilgang til forbrydelse og straf er nok udbredt, men det gør den ikke mere anstændig. Særligt ikke, hvis dette forsvar udspringer af et affekteret ønske om at demonstrere sit eget moralske raffinement. For hvem gavner dét egentlig?