Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mette Frederiksens makrelmadsdoktrin er under angreb

Identitetspolitiske opgør i Socialdemokratiet har slået en sprække i Mette Frederiksens vinderdoktrin. Det er en stor mulighed for de borgerlige.

Mette Frederiksens værdikrigere har affejet identitetspolitikken som en »totalitær« krænkelsesparathed. Men nu kræver Laura Rosenvinge, politisk ordfører for Socialdemokratiet i København, et opgør med partiets »antistorby-, antiidentitetspolitisk, antiwoke socialdemokratisme«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden sad to socialdemokrater og diskuterede i et tv-studie.

På den ene side var der Lars Aslan, som er kendt for slagkraftige one-liners om kriminelle indvandrere og islamister, som skal se at droppe deres religiøse særkrav og tilpasse sig danske forhold.

Lars Aslan er arketypen på den socialdemokratiske værdikriger, som var med til at bringe Mette Frederiksen til magten.

Hendes vinderdoktrin i 2019 bestod af arbejderisme, elitebashing og et løfte om stort set at overtage hele højrefløjens hårde udlændingepolitik.

Det lykkedes længe ufattelig godt.

Vi fik en statsminister, som delte billeder af makrelmadder, mens hendes integrations- og udlændingeminister rejste rundt i Afrika for at finde et land, der vil tage imod fremtidens asylansøgere for Danmark.

Samtidig flyttede værdikampene over til højre side af Folketingssalen. Venstre blev sprængt, da partiet ikke længere kunne rumme både Inger Støjbergs fejringer af udlændingestramninger, og Lars Løkke og de liberale, som gerne vil have en mindre skinger udlændingedebat.

Men nu er værdikampen rykket tilbage til venstre for midten.

Over for Lars Aslan i Deadline-studiet på DR 2 sad Laura Rosenvinge, politisk ordfører for socialdemokraterne i København, og hun repræsenterer en ny generation af yngre venstreorienterede, som har adopteret store dele af den identitetspolitiske retorik fra amerikanske woke-aktivister.

De nye venstreorienterede vil ikke nøjes med at føre økonomisk klassekamp og da slet ikke en rent national klassekamp.

For dem er de nye undertrykte etniske minoriteter og alle med en kønsidentitet, som ikke er klassisk binær, og derfor kæmper de for både nye pronominer, kønsneutrale toiletter, lettere adgang til kønsskifte og transkvinder i kvindesport.

Lars Aslan har affejet mange af de identitetspolitiske krav som en »totalitær« form for krænkelsesparathed, som kan »smadre centrumvenstrefløjen«, fordi traditionelle arbejdervælgere står af, når wokeisterne kræver nye navne til eskimois og reagerer med voldsomme anklager om transfobi, hvis man ikke vil skrive under på, at der findes flere køn end de to biologiske, mand og kvinde.

Den identitetspolitiske storm, som gennem flere år har samlet styrke på sin vej over Atlanten, måtte til sidst også begynde at få effekt i Danmark, og det er Laura Rosenvinge et eksempel på.

Laura Rosenvinge er en selverklæret »progressiv københavner«, som har forsvaret, at den identitetspolitiske organisation, Normstormerne, er hyret af Københavns Kommune til at undervise børnene i en »normkritisk« forståelse af køn.

Laura Rosenvinge i Deadline på DR 2:

Det har skabt stor debat, at undervisningsmaterialet holdes hemmeligt, alt imens man kan slå fast, at Normstormerne i deres kommunikation og i debatindlæg fremfører synspunkter, som må siges at være yderliggående.

Normstormerne har afvist, at racisme mod hvide overhovedet findes og delt argumenter om, at fordomme mod hvide er en »berettiget selvbeskyttelses- og selvbevarelsespraksis«.

Monir Mooghen, videns- og formidlingskonsulent i Normstormerne, har kaldt lesbiske, der ikke anerkender transkvinder som egentlige kvinder, for en »cancercelle«, som skal »vi skal have fjernet hurtigst muligt«.

Torsdag blev Normstormernes undervisningsmanual lækket, og her kunne man læse, at børnene skal undervises i, at det at være hvid eller mand er privilegier, og at »den binære kønsstruktur (to køn) ikke er dækkende«.

Det fremgår også af materialet, at klasselæreren »ikke forventes at stille spørgsmål til undervisningen undervejs«, at vedkommende udelukkende er observatør, og at dette »ikke er til diskussion«.

Det er den organisation, som Laura Rosenvinge har forsvaret. Hun har slået fast, at opdragelse i, at »der ikke findes normalitet« om køn og identitet er »for vigtig en opgave bare at overlade til forældrene«.

Senest har Rosenvinge i et indlæg i Politiken også kaldt til et identitetspolitisk opgør i sit eget parti, hvor hun ser en skadelig »antistorby-, antiidentitetspolitisk, antiwoke socialdemokratisme«.

Her står den nye front altså, og det er en mulighed for borgerlige partier. Den identitetspolitiske ekstremisme vækker en slags urborgerlighed.

Venstrefløjen vandt de store slag om opbygningen af velfærdsstaten i det 20. århundrede, men vi har på tværs af politiske skel og alle mulige kønsidentiteter nedarvet normer om ordentlighed, flid og respekt.

Vi opdrager vores børn til at være både frie og næstekærlige. Stærke følelser for det nationale består, og det samme gør familien – selv i sine mest sammensatte og moderne former.

Den urborgerlighed findes også hos menige socialdemokrater, og de vil altså ikke finde sig i at blive mistænkeliggjort, som Laura Rosenvinge gør, når hun vil tage opdragelsesrollen fra dem.

Ligesom mange socialdemokratiske vælgere vendte sig mod mistanken om kommunistisk indoktrinering i folkeskolerne i 1970erne, vil de i dag kræve respekt for, at de sagtens selv kan opdrage deres børn til at være tolerante. Men ja, måske mener de samtidig, at der kun findes to køn.

Urborgerligheden har højrefløjen på ingen måde patent på, men den findes, og den betyder, at nogle debatter er nemmere at tage for borgerlige end for venstreorienterede.

Jo mere ekstremt identitetspolitikken fremføres på venstrefløjen, jo mere vil der være brug for fornuftige borgerlige stemmer, som vil holde fast i, at vi ikke skal give efter for de mest ekstreme krav. Og heller ikke fratage familierne deres opdragelsesrolle.