Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mette Frederiksen vil være statsminister for enhver pris

Vi har alle forskellige værdier og forskellige prioriteter, og der er gode grunde til at stemme på de fleste partier. Men hvorfor dog stemme på Socialdemokratiet?

Amalie
Amalie Lyhne. Tegning: Kate Copeland Fold sammen
Læs mere

Er du gammeldags socialist, så stem på Enhedslisten – eller SF, hvis du trods alt ikke er så socialistisk, at det gør noget. Er klimaet din vigtigste prioritet, så stem på Alternativet. Er der intet vigtigere i hele verden end muslimer, så stem Dansk Folkeparti. Er det vigtigste derimod at markere din modstand mod Dansk Folkeparti, så stem radikalt. For de borgerlige er der tre forskellige partier at vælge imellem.

Men hvorfor skal man stemme på Socialdemokratiet?

Partiet kritiserer uafladeligt den siddende regering for at udhule velfærdsstaten, og det er vel også netop velfærd og »en anden retning end regeringens«, som i partiets egen optik skal være hovedårsagen til at sætte krydset ved liste A nu, hvor der ingen forskel er på de to statsministerpartiers udlændingepolitik. Men hvad betyder det egentlig? Vil det overhovedet gøre nogen konkret forskel, hvis Mette Frederiksen kommer til magten?

I udgangspunktet er der god grund til at være skeptisk. Den sidste socialdemokratiske regering, vi havde, videreførte som bekendt den forudgående borgerlige regerings økonomiske politik »i bredeste forstand.«

Kritik klinger hult

Helle Thorning-Schmidt sænkede både topskatten og selskabsskatten og forøgede uligheden ret markant, ligesom hun valgte et offentligt forbrug på præcis samme niveau som den nuværende regering – et niveau, som Mette Frederiksen i sidste uge kaldte for en »tilståelsessag,« som »trækker Danmark i den forkerte retning.«

Kritikken klinger mere end hult, og selvom hun gør meget ud af at distancere sig fra sin forgænger, var hun immervæk beskæftigelsesminister og sad med i de mest magtfulde ledelsesudvalg. Hun kan ikke med nogen som helst rimelighed påstå, at hun intet har med den forrige regering at gøre.

Men er Frederiksen ikke helt sin egen, og har hun ikke en helt anden politik end Thorning-Schmidt? Tja, lad os se lidt nærmere på netop hendes politik.

I udspillet »Danmark er for lille til store forskelle« er der en række ideer, som skal positionere partiet som middelklassens stemme over for de borgerlige, som kun tænker på topskattelettelser og lavere afgifter på lystyachter. Det er primært tiltag, som rammer de rigeste i samfundet. Det har måske en vis symbolsk betydning, men eftersom Danmark er et af de mest lige samfund i verden, har vi ikke særlig mange rige mennesker, og derfor er ting som »supermillionærskat« (regulering af lønninger over ti millioner kroner om året) og højere afgift på meget store arvesummer ikke noget, der betyder noget for samfundet som helhed.

Hvad der til gengæld har enorm betydning for både samfundsøkonomien, og for et meget stort antal mennesker, er størrelsen på overførselsindkomsterne. Det er her, det er interessant: Socialdemokratiet vil gerne fremstå mere socialt ansvarlig end de borgerlige, som omvendt har stået hårdt på, at det skal kunne betale sig at arbejde – derfor har vi blandt andet kontanthjælpsloftet.

Hovedet i busken

Men Mette Frederiksen vil ikke love, at hun vil rulle loftet tilbage, hvis hun kommer til magten. Det burde ellers ikke være så svært at forholde sig til: Får kontanthjælpsmodtagere for få penge eller ej?  Hun vil heller ikke sige noget om den lave integrationsydelse, der som bekendt netop er blevet endnu lavere og omdøbt til en »selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse.« Det er ellers netop disse ydelser, som alle på venstrefløjen – partier, organisationer og meningsdannere – pt. udpeger som de største skurke i dansk politik. Har Mette Frederiksen virkelig ikke en holdning til det?

»Socialdemokratiet kan både kritisere regeringen, forarges over det stigende antal fattige børn og samtidig undlade at love noget som helst.«


Nej, hun har valgt at stikke hovedet i busken ved hjælp af en såkaldt »ydelseskommission«, som på et senere tidspunkt skal komme med nogle anbefalinger. En kommission er et politisk tryllemiddel, der sætter forslagsstilleren i stand til både at blæse og have mel i munden: Socialdemokratiet kan både kritisere regeringen, forarges over det stigende antal fattige børn og samtidig undlade at love noget som helst.

Det er som bekendt Lars Løkke, der ejer betegnelsen »statsminister for enhver pris« – han kom selv for skade at sige, at han ikke ville være det, og siden har udtalelsen ramt ham som en boomerang. Det er da også rigtigt, at Løkke meget gerne vil blive siddende, ligesom man kan kritisere Venstre for den samme ulyst til at melde alt for stærkt ud om egen politik.

Men det er på tide også at rette skytset den anden vej. Det er virkelig svært at finde en god grund til at stemme socialdemokratisk: Mette Frederiksen vil også være statsminister for enhver pris, og derfor vil hun helst ikke mene noget for alvor.