Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mette Bock: Regneark? Det kan I kunstnere selv være

»Vi skal have modet til at sige højt, at den statslige kulturstøtte næppe vil ændre sig i hverken positiv eller negativ retning de kommende fem-ti år.«

Mette Bock, LA Fold sammen
Læs mere

Stor ros til Berlingske for forsøget på at skubbe liv i debatten om kultur og dannelse. Det er op ad bakke. Debatten er stendød, og foreløbig tyder intet på, at det lykkes at løfte den op over niveauet »send-flere-penge«.

Det er helt i orden at kritisere politikerne. Men bidrager kulturens udøvere selv til debatten med substans? Der er langt mellem perlerne. Lad mig nævne tre aktuelle eksempler:

Det Kgl. Teaters direktør, Morten Hesseldahl, kritiserer i Dansk Kirketidende politikere – par excellence – for at mene, at kunst og kultur »udelukkende må klare sig på markedsvilkår«.

Læs også: PÅ SPORET AF BORGERLIGHEDEN

Jeg aner ikke, hvad han bygger denne generalisering på.

Forfatteren Knud Romer deltog som oplægsholder på et debatmøde om kultur på Rødding Højskole. Han var sammen med en række kunstnere og ledere af kulturinstitutioner inviteret af kulturminister Bertel Haarder til at tale om andet end økonomi. Romer benyttede sin taletid til at nedgøre kulturministeren – og politikere i det hele taget – på den mest perfide måde. Uden at komme med et eneste forslag. Det var decideret udannet.

Senest udtaler operasangeren Peter Lodahl i et interview i Berlingske 17. oktober, at politikerne udelukkende har fokus på excel-regneark. Så fik vi lige den.

Ved I hvad? I kan selv være regneark!

Hvis der er nogen, der taler om penge, er det da vist d’Herrer. Jeg har stor respekt for dem som kunstnere. Jeg læser gerne Hesseldahl og Romer, ligesom Lodahl er min absolutte yndlingstenor. Men som debattører og bidragydere i en væsentlig kulturdebat gør de præcis det samme, som de kritiserer politikerne for: De reducerer debatten til et regneark.

Jeg har sagt til Bertel Haarder, at han bør gå drastisk til værks. Han skal simpelthen sætte økonomidebatten på standby. Økonomi er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for et samfund rigt på kultur. Der skal sættes ild til kulturen!

Den statslige kulturstøtte har, med små udsving, ligget på stort set samme niveau gennem de seneste 50 år. Uanset hvilken farve regeringen har haft. Såkaldte nedskæringer er ofte udvirket af, at flere får tildelt støtte, men få fratages noget. Så bliver fernissen tynd og kulturstøtten konserverende, uden plads til nybrud.

Rammer og armslængde

Vi skal have modet til at sige højt, at den statslige kulturstøtte næppe vil ændre sig i hverken positiv eller negativ retning de kommende fem-ti år. Opgaven er derfor at finde ud af, hvordan vi sikrer gode rammer for den kultur, der gør vore liv til andet og mere end regneark.

På Christiansborg er opgaven at skabe rammer, men samtidig holde armslængde. Vi skal gøre op med de velerhvervede privilegier og gentænke præmisserne.

Men først og fremmest skal vi alle indse, at en revitalisering af kulturen og dannelsen kræver mere end penge.

Vi kan stille de fineste musikskoler og undervisningstilbud til rådighed for danske børn, men det bliver sjældent til andet og mere end hyggeligt shopperi mellem instrumenter, hvis ikke forældrene gør en indsats derhjemme. Hver dag. Der skal øves – det er træls – og det kræver den voksnes engagement. I årevis.

Vi kan bygge de fineste biblioteker, men læser vi ikke højt for vore børn, og løfter lærerne ikke introduktionen til litteratur ud over en død litteraturkanon, kommer vi ingen vegne. Pligtlæsning bliver aldrig til lystlæsning.

De mennesker i min omgangskreds, der er mest engageret i kultur, kan næsten alle berette om mødet med en engageret underviser, en begejstret forælder eller en nabo, hvis interesse for billedkunst åbnede nye indsigter.

Det, vi mangler mest af alt, er civilsamfundets passion og ansvar. At »nogle«, læs voksne, tager børnene i hånden og følger dem på vej i stedet for at sætte dem af foran musikskolen, biblioteket eller teatret. Vi skal rejse os af sofaen. Walk the talk.

Tænk, hvor groft vi svigter kommende generationer, hvis vi læner os op ad den illusion, at »det med kulturen« er der nok andre, der tager sig af. Og i øvrigt må det ikke koste noget.

Jeg ved naturligvis godt, at den stereotype opfattelse af mit partis medlemmer er, at vi er kulturløse, udannede og historieløse.

Gad vide, hvor mange kunstnere, ledere af kulturinstitutioner – eller journalister for den sags skyld – som har gjort sig den ulejlighed at læse Liberal Alliances kulturpolitik, der i øvrigt udgør det længste afsnit i vores arbejdsprogram.

Nå, jeg vil ikke lade mit humør ødelægge, selv om det ærgrer mig grusomt, at vi ikke kan få en substantiel debat.

Jeg tror, jeg læser en bog for mine børnebørn og bagefter tager med mand og brødre til Jorn Museet i Silkeborg og ser på Baselitz’ billeder.

Vi får nok lov at komme på tålt ophold.