Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Merete Riisager: Liberalismen er ikke en religion med egen bibel

Tvivl og kritisk tænkning er liberalismens motor, så man skal ikke bilde sig ind, at der findes en perfekt position for de »ægte liberale«.

Merete Riisager skriver om perfekte eller »ægte liberale«: »Sådan en perfekt position findes nemlig ikke, og hvis den gjorde, ville den være i modstrid med liberalismen. Der er intet facit i liberalismen og ingen endestation. Man kan ikke være bogstavtro liberal.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Liberalismen er i strid med sig selv. Eller rettere, liberale er uenige om, hvori liberalismen består, og hvordan man bedst besvarer samtidens politiske spørgsmål. Det er der ikke noget mærkeligt i. Faktisk kan man sige, at det er helt i tråd med liberalismens ånd at stille spørgsmål og søge svar.

Debatten kører dog i hegnet, når nogle tegner en snæver cirkel omkring sig selv og hævder at være de perfekte eller »ægte liberale«, mens alle uden for cirklen slet ikke er liberale. Sådan en perfekt position findes nemlig ikke, og hvis den gjorde, ville den være i modstrid med liberalismen. Der er intet facit i liberalismen og ingen endestation. Man kan ikke være bogstavtro liberal.

I et land som Danmark, der ligger i den internationale superliga for offentligt forbrug og højt skattetryk, kan man nok sige, at hvis man går ind for en endnu større stat og højere skatter, er man næppe liberal. Hvis man afskyr det frie marked, videnskaben og er indifferent over for frihedsrettigheder og familie, og man griber til regulering, hver gang et problem bliver bragt på banen, og hvis man konsekvent ønsker at betvinge andre menneskers mulighed for at indrette deres liv, som de selv ønsker det, kan man også siges at komme på kant med grundlæggende liberal tænkning.

Men der er mange samfundsspørgsmål, der er vanskelige eller umulige at finde et entydigt liberalt svar på. Hvad bør den liberale eksempelvis mene om aktiv dødshjælp? Èn position er, at den enkelte altid har retten over egen krop og derfor skal kunne bestemme, hvornår livet afsluttes. En anden, men lige så legitim liberal position, er dog den, at døden er et privat anliggende, der aldrig kan statsliggøres, og at den enkeltes integritet må beskyttes, så ingen presses til at afslutte livet.

Merete Riisager Fold sammen
Læs mere
Foto: Merete Riisager SH www.lplusv.dk.

Hvad skal den liberale mene om omskæring? Mange liberale vil mene, at mennesker selv må træffe beslutninger om deres egen krop, og at det derfor giver mening at beskytte børn mod omskæring, der ikke har en medicinsk begrundelse. Men de liberale pejlemærker kan også gå i retning af, at forældrene har ansvaret for barnet, og at trosfriheden og retten til at udføre religiøse handlinger må forsvares. Begge positioner kan forklares med liberale argumenter.

Spørgsmålet om Danmarks tilknytning til EU er en tredje liberal hovedpine. Bør liberale være internationalt sindede og derfor positive over for ethvert overnationalt samarbejde? Eller bør liberale kæmpe for decentrale løsninger, der giver kommunale og nationale beslutninger forrang? Begge positioner kan forsvares inden for liberalismen.

Den største anstødssten i liberales værdidebatter er dog i disse år udlændingepolitikken. Men heller ikke her er det muligt at slå op i en bog og få det endegyldigt liberale svar, selvom nogen vil hævde det. Det er for tiden moderne at hævde, at liberale må være fortalere for en åben udlændingepolitik, der giver gode rettigheder for at opnå opholdstilladelse og familiesammenførelse. Fokus er her på immigrantens eller asylansøgerens rettigheder og muligheder.

»Forudsætningen for et liberalt samfund med en stat, der ikke griber voldsomt ind i borgernes liv, er, at borgerne respekterer det åbne og demokratiske samfunds spilleregler.«


Men lige så vel kan det hævdes, at den liberale må være fortaler for en stærkt reguleret udlændingepolitik, der beskytter herboende borgere fra at betale for tilrejsendes liv og ophold, og som sikrer, at liberale værdier bibeholdes i civilsamfundet. Forudsætningen for et liberalt samfund med en stat, der ikke griber voldsomt ind i borgernes liv, er, at borgerne respekterer det åbne og demokratiske samfunds spilleregler.

I det øjeblik, hvor volden stiger, ytringsfriheden udfordres og kvinders rettigheder indskrænkes, vil statens lyst til at agere politimand over for borgerne vokse markant. Derfor kan man ud fra en liberal tænkning argumentere for, at en liberal udlændingepolitik må tage højde for, at balancen i civilsamfundet vil forrykkes, hvis en voksende andel af borgerne eksempelvis tilslutter sig æresbegreber og religiøse leveregler snarere end liberale principper.

Det er ikke let. Den liberale vil til enhver tid stå over for dilemmaer, når han eller hun skal træffe beslutninger i livet og i samfundsspørgsmål. Liberalismen er ikke en religion med egen bibel og ikke en formfuldendt ideologi med svar på alting. Tvivl og kritisk tænkning er liberalismens motor, og det er der en god grund til. Samfund, der styres gennem absolutter og totalitær tænkning, har det med at lægge hindringer i vejen for problemløsning, udvikling og vækst. Kritisk tænkning er bøvlet, men den er så langt at foretrække.

Lidt populært formuleret kan man derfor sige, at liberalismen ikke er en lukket fest. Liberale kan skændes om, hvad der er de bedste svar på dilemmaer, som de bliver præsenteret for i samtiden, men at indtage positionen som »ægte liberal« eller liberalt bogstavtro, er – i liberalismens egen ånd – ikke en mulighed.