Den håbløst forgældede andelsboligforening Duegården har det sidste halvandet år forsøgt at få opløst foreningen via konkurs. Sagen er nu endt i Højesteret, og kendelsen var forventet afsagt 26. april, men er nu udskudt på ubestemt tid. Kreditorerne, Nykredit Realkredit A/S og Nykredit Bank A/S, modsætter sig konkurs. I ventetiden kan man overveje, om det er en god strategi. Uanset hvilken afgørelse, Højesteret træffer, vil Nykredit stå tilbage som taber.

Nykredit har gennem hele sagen fra Sø- og Handelsretten til Højesteret udstedt dommedagsprofetier om, hvilken samfundsmæssig skadevirkning det vil få, hvis Duegården får lov at gå konkurs. Dels forudser Nykredit, at det vil blive svært for andelsboligforeninger at opnå lån fremover, og dels vil det give store tab for Nykredit. Med hensyn til det første argument, så er det sikkert korrekt, og mon ikke det er godt, hvis det kommer til at ske. Det er langtfra samfundsskadeligt, hvis det betyder, at færre andelsboligforeninger stiftes med en hasarderet långivning. Det er ligefrem samfundsgavnligt. Vi kender en del andelshavere, der ville have været glade, hvis kreditforeningerne tidligere havde været mere tilbageholdende med lån til nye andelsboligforeninger.

Med hensyn til det andet argument, vil Duegårdens konkurs formentlig komme til at betyde et tab på 200-300 mio. kr. for Nykredit. Hvor stort et tab Nykredit risikerer, hvis flere andelsboligforeninger går konkurs, er svært at spå om, men mon ikke Nykredit pludselig vil vise reel forhandlingsvilje over for de gældsplagede andelsboligforeninger – hvilket ikke tidligere er set – og indgå bæredygtige rekonstruktioner, der forhindrer flere konkurser og begrænser Nykredits tab til glæde for både Nykredit og andelshaverne.

Hvis Højesteret ikke tillader Duegården at gå konkurs, skulle man tro, at Nykredit vil stå stærkt, men det kan vise sig ikke at være tilfældet. Det vil blot betyde status quo, og Nykredit vil fortsat stå med en stor gæld, som Duegården ikke betaler af på, og hvor renterne kun i begrænset omfang bliver betalt.

En højesteretskendelse, der går imod Duegården, er også en højesteretskendelse der (in)direkte blåstempler en belåning på 185 pct. En belåning på 185 pct. betyder, at der i værdien af ejendommen kun er begrænset dækning for realkreditobligationerne. Regler, der er indført for at sikre tillid til danske realkreditobligationer, er der set stort på. Reglerne blev strammet op, et års tid inden Duegården blev stiftet. I høringssvarene til lovbekendtgørelsen kan man læse, at bl.a. Realkreditrådet argumenterede for en fortsættelse af mere lempelige regler, hvor der var langt større rum for udlån. Uagtet den finansielle sektors indsigelser valgte Folketinget at vedtage lovbekendtgørelsen, der trådte i kraft 1. januar 2006. Nykredit fortsatte business as usual og så stort på reglerne. Det kom også frem under hovedforhandlingen i Højesteret, hvor Nykredits advokat gjorde klart, at Nykredit havde ydet lån ud fra forudsætninger, der ikke er tilladt jf. bekendtgørelsen. Der er således med fuldt overlæg ydet lån i strid med gældende regler.

Nu kan man tro, at overbelåningen blot var en enlig svale. Vores gennemgang af flere foreninger viser, at det langtfra er tilfældet, snarere reglen end undtagelsen. Vi er således i en situation, hvor realkreditkunderne efter endnu en bidragsforhøjelse er trætte af realkreditten i almindelighed og af Nykredit i særdeleshed. Samtidig kan vi komme i en situation, hvor også ejerne af realkreditobligationer får mistillid til sektoren grundet massiv overbelåning. Endda på et tidspunkt, hvor erhvervs- og vækstministeren forsøger at forsvare »verdens bedste« realkreditsystem over for Basel-komitéen. Gad vide om realkreditsektoren stadig ønsker at undgå Duegårdens konkurs.