Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Menneske først, muslim så

Esben Lunde Larsen: Både Dansk Folkeparti og Venstres Karen Jespersen ønsker en undersøgelse af religiøse særhensyn i det danske samfund. Men hvad er hensigten? Skal der lovgives mod særhensyn? Det er som om fokus konstant er på, hvordan samfundet kan forhindre muslimske medborgere i at være muslimer, der tager troen alvorligt.

»Danske debattører, der konstant kræver stramninger, glemmer, at muslimske indvandrere også skal have lov til at være muslimer. At de grundet deres samvittighed skal have lov til at bære tørklæde eller sige nej tak til svinekød, uden at det bør være et problem. Muslimerne bliver jo ikke mindre muslimske af at tage tørklædet af – for troen sidder jo i hjertet, ikke i stoffet,« skriver Esben Lund Hansen. Fold sammen
Læs mere

DF kræver nu religiøse særhensyn undersøgt iflg. Berlingske lørdag 13. februar. Peter Skaarup forventer, at det vil vise sig, at det er i islam, udfordringerne er - særligt den fundamentalistiske slags. Imidlertid understreger Birthe Rønn Hornbech samme dag i Berlingskes kronik, at en undersøgelse vil skabe mistro mod alle religioner, ikke mindst til flertallets religion, kristendommen, og til den måde, samfundet er indrettet på som følge af, at Danmark har en 1.000-årig kristen kulturarv.

Debatten om de muslimske indvandrere og deres ret til at praktisere islam har verseret gennem lang tid i det danske samfund. I perioder har tonen været skinger, og når særligt Dansk Folkeparti har haft behov for at kickstarte opmærksomheden om partiet, er det som regel sket med udmeldinger mod den fundamentale del af islam, som vi bl.a. så det med Jesper Langballes udtalelser.

Senest er det så debatten om skolelederes ret til at afholde forældremøder med muslimske mødre, som har faldet en række politikere for brystet, ikke kun medlemmer af Dansk Folkeparti, der dog som de eneste officielt lægger pres på regeringen for at få undersøgt de religiøse særhensyn.

Hvad er så egentlig hensigten med en undersøgelse af religiøse særhensyn? Skal der lovgives imod særhensyn, hvis det står til Dansk Folkeparti? Skal forældreansvaret i skolebestyrelserne eller det kommunale ansvar i kommunalbestyrelserne eksempelvis sættes ud af kraft, for at Dansk Folkeparti kan få stillet sin sult i jagten på muslimer og deres særhensyn? Ja, udmeldingen går på, at kortlægningen af religiøse særrettigheder bl.a. skal vise, i hvor stort et omfang forældre i folkeskolen af religiøse årsager beder om at få fritaget deres børn fra seksualundervisning, biologi, religion, svømning, lejrskole. I gymnasierne skal det klargøres, om elever har bedt om bederum eller mulighed for at for at holde fredagsbøn. I kommunale svømmehaller og ungdomsklubber skal det klargøres, om der er særlige åbningstider for kvinder. Og på offentlige arbejdspladser skal det frem, om der er ansatte, som bliver fritaget fra arbejde for at deltage i fredagsbøn eller stiller som krav for at tage et job, at de må bære tørklæde. De ledige går heller ikke fri, idet jobcentrene skal indberette, om der er ledige, som af religiøse årsager siger nej til job, hvor de eksempelvis skal arbejde tæt sammen med det modsatte køn eller skal røre ved svinekød eller alkohol.

Det nærliggende spørgsmål rejser sig om hvorvidt der ingen bundgrænse er for, hvad Folketinget skal blande sig i?

I 1814 udgiver N.F.S. Grundtvig skriftet Om Polemik og Tolerance. Heri giver han udtryk for sit syn på samtidens forståelse af begrebet tolerance, der efter Grundtvigs opfattelse kun rummer de anskuelser, som man selv er enig i. Grundtvig er i sit opgør med samtidens toleranceforståelse bevidst om, at tolerance ikke er at tåle alt, for derved gøres alt ligegyldigt. Derimod kæmper han hele livet for friheden til at være til uden at begrænse andre, hvilket indebærer en rummelighed for etniske og religiøse mindretal, som er bosat i det danske samfund, og deraf for meninger, som ikke korresponderer med Grundtvigs egne. Grundtvig kæmper for baptister og jøders borgerrettigheder i en tid, hvor hetzen mod både baptister og jødiske i 1800-tallets Danmark er præget af en slående lighed med den hetz, visse politikere fører mod muslimerne i dag.

Dagsordenen i 1800-tallet bærer også præg af et ønske om uniformering af samfundet, hvor borgere med anden etnicitet eller religiøs tradition har trange kår. Samme fordomme præget af uvidenhed, samme fordomme præget af mangel på frisind og frihed.

Det er tankevækkende, hvordan vores selvforståelse som oplyste borgere anno 2010 korresponderer dårligt med den nutidige virkeligheds debatter, der i den grad bærer præg af mangel på indsigt, når det gælder landets muslimske mindretal og deres religiøse og kulturelle skikke.

Det er som om fokus konstant er på, hvordan samfundet kan forhindre muslimske medborgere i at være muslimer, der tager troen alvorligt. Danske debattører, der konstant kræver stramninger, glemmer, at muslimske indvandrere også skal have lov til at være muslimer. At de grundet deres samvittighed skal have lov til at bære tørklæde eller sige nej tak til svinekød, uden at det bør være et problem. Muslimerne bliver jo ikke mindre muslimske af at tage tørklædet af - for troen sidder jo i hjertet, ikke i stoffet.

Akkurat samme tendens gør sig gældende i 1800-tallets Danmark, hvor Grundtvig netop argumenterer for, at jøden ikke bliver mindre jøde af at blive tvangsdøbt.

I den forbindelse ville det være skønt, hvis danske 'kravs-parlamentarikere' læste lidt om Grundtvigs frihedssyn, og i stedet for forbud, krav og kontrol, satte fokus på frisind, oplysning og uddannelse, så polemikken mod muslimer kunne erstattes af ægte tolerance over for borgere, der blev set på som menneske først, muslim så.