Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Medinas flygtninge-bling

Det er et slæb, men nogen skal gøre det. Så her får De en lille gennemgang af musikanten Medinas optræden i et af Clement Kjersgaards 100 talkshows på DR. Ikke specielt spændende, men til gengæld både frygteligt og repræsentativt for den perverse dyrkelse af gratis godhedsholdninger, der cirkulerer evigt mellem kendisser, journalister og medier. Vi er i prime time, scenen er Clements talkshowbord, hvor Nikolaj Coster-Waldau netop har beriget publikum med sine indsigter vedrørende drager eller derhenad. Medina kommer ind, og Clement spørger straks til hendes ferie på Kos sidste år, der gjorde hende bekendt med migrationskrisen, hvorefter hun blev aktiv i Folkekirkens Nødhjælp.

Og her begynder den gribende fortælling. Første kosmiske uretfærdighed i den forbindelse er nemlig, at de billeder, hun tager af sig selv som velgørenhedsperson, får for få likes:

»Folk gider ikke se på andre mennesker, der laver velgørenhed… og det ramte mig så hårdt. Hvordan kan du være ligeglad med en du kender, der er nede og gøre ting?«

Præcis. Hovedsagen her er likes og opmærksomhed på Medina som velgører. Hvordan kan I være ligeglade med det, Danmark? Grænsebomstabere!

Nå, men der tales videre om, at Medina vil missionere for de unge, på »en ikke-politisk måde« [sic!] Og så erfarer vi, at hun skal til Uganda for at »mærke på egen krop, hvordan det er i en af de sikreste lejre«. Gad vide, hvorfor det er vigtigt? De nødstedte har vel brug for hjælp, ikke for en sangers kvalitative oplevelse af at være i en lejr. Spændingsturisme eller promoveringsplatform?

Klimaks er dog Medinas politiske raptus, der er kort, men potent: »Jeg føler rigtig meget, at folk herhjemme er blevet sure og trætte af hele den her flygtninge-’problematik’, der finder sted… Det, som jeg tænker allermest på fra den tur, var faktisk, at jeg ikke mødte en eneste flygtning, der ville til Danmark. Dét synes jeg var rigtig hårdt at høre… og det skal simpelthen laves om.«

Medina er med andre ord præcis så ligeglad med den vold, der følger med indvandringen, som den gennemsnitlige kulturradikale. Altså, iskold over for voldtægterne, overfaldene, røverierne og den generelle forråelse, der breder sig på kontinentet. For sangeren, såvel som for de øvrige migrantvenner, handler det ikke om at gøre noget godt – så havde man jo som minimum sat sig ind i konsekvenserne af den politik, man forlanger – men om at se god(t) ud.

Det, der adskiller Medina i mellemlaget og en fra den øvre kulturklasse, er blot, at hun helt selv udstiller de narcissistiske bevæggrunde. Flygtningeomsorg er en accessory, der skal give åndelig stråleglans til resten af projektet med umtji-umtji, øjenvippe-ekstensions og Chaneltasker. Godheds-bling i bedste sendetid. Mens man taler for at indføre mere af det, der har så store omkostninger for netop de mennesker, man med sin forkvaklede moral, funderet i dyb uvidenhed, føler sig hævet over.

Der går jo ikke en dag uden en kendis, der siger det samme som Medina. I Mediedanmark må man gerne moralisere, selv om ens egen moral er mere hullet end den barnagtige logik, den fremsættes med. Man må også godt udskamme andre, mens man selv er skamløs. Bare man tramper på de rigtige. Forskellen er blot, at i dette tilfælde er forlorenheden, ignorancen, bøjet i neon. De kulturelle og retoriske kompetencer, kulturklassen camouflerer selviscenesættelsen med, har Medina ikke til sin rådighed.