Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Medietørretumbleren

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En mand kører rundt inde i en tørretumbler. Han kan ikke komme ud, og der bliver varmere og varmere derinde. Man kan roligt sige, at han ikke er gået derind frivilligt, men for det meste er det kun ham selv, der kan sørge for, at han kommer ud. Ja, det kan også være en dame, der kører rundt derinde. Det er set før. Det er ikke nogen almindelige tørretumbler. Det er en Medietørretumbler. Jeg ved det godt: det er ikke noget ord. Men det er det bedste ord, jeg kan komme på til at beskrive, hvad det er for en maskine, man kommer ind i, når det, som alle andre kalder mediestormen, raser. Det er vist sikkert at sige, at hvis man rent faktisk befandt sig inde i en tørretumbler, så stod det stramt til med at holde fast i noget. Der er to måder at komme ud af medietørretumbleren. Jeg er sikker på, at læseren kan genkende flere af tidens største sager i det følgende, uden at vi behøver nævne navne. Ingen nævnt. Ingen glemt. Den ene måde at komme ud på er, hvis tørretumbleren går i stå af sig selv – måske fordi nogle andre tørretumblere går i gang. Det er bare ikke en anbefalelsesværdig exitstrategi, især ikke, hvis det man, har gjort, enten koster taburetter eller ferie i Hotel Gitterly. Den anden metode kræver flere ting af ham eller hende i tørretumbleren, og de fleste har luret et par af dem:

For det første skal man ’påtage sig ansvaret’, som det hedder. ’Det er mit ansvar. Og mit alene’. De fleste har ikke fået styr på den lille tillægsregel, der ligger indlejret i denne regel, nemlig at det er ufint samtidig at sende aben videre. Hvis man gerne vil have en tur rundt til, så skal man bare sige at ’ansvaret er mit, men det var de andre, der enten udbetalte pengene, skrev historierne, eller formulerede svarene til Folketinget.’ Dernæst skal man undskylde. Ikke beklage. Undskylde. Beklagelse er nemlig lidt for vagt, og kan f.eks. ikke rigtig siges med schwung 45 gange på et firetimers pressemøde. Ansvarspåtagelse og undskyldning skal komme hurtigt efter, at man er blevet stoppet ind i tørretumbleren – ellers er der rimelig mange hænder, der rækker ud efter termostatknappen, og det bliver ikke koldere derinde. Længden af tid der går, før der kommer en undskyldning, kan få fatale konsekvenser. Det nytter heller ikke at undskylde for ’det mindre i det mere’. Er sagen stor, men man skyder skylden på sjusk eller uopmærksomhed på forholdene, så skal man ikke regne med at blive undskyldt fra tørretumbleren.

Den sidste ting, som skal til, er straks sværere især for dem, der har meget høje tanker om egne evner ud i at sno folk om deres lillefinger med varianter af ovenstående. Det er et krav, som kommer i højere og højere kurs, fordi de, der ryger i tørretumbleren, er blev så gode til at – forsøge at – styre tørretumbleren indefra. Vi bliver derfor i tvivl om, hvorvidt både ansvarspåtagelsen og undskyldningen er oprigtigt ment. Derfor lytter vi mere og mere efter anger. Anger hos den ene part er nemlig en tilgivelsesudløser hos den anden. Næppe heller noget urimeligt krav fra en offentlighed, der efterhånden hører beklagelser, pseudo-ansvarspåtagelser, abe-videresendelser, og rolle-formindskning i én pærevælling om umoralske eller ligefrem kriminelle handlinger. For der er en ting, som dog stadig ikke kan fås på dåse i Spin-supermarkedet: Ægte anger.