Som krop og sjæl bliver, hvad den spiser, formes et samfund efter, hvilke medier det har. Danskerne yder årligt 6,5 mia. kr. til de danske medier. I al ubemærkethed drøftes i disse dage, hvordan midlerne skal fordeles i den nye, digitale virkelighed.

Kulturministerens mediestøtteudvalg skal senest 1. oktober komme med modeller for, hvordan milliarderne (licens, nulmoms på print, distributionsstøtte mv.) kan omfordeles, så den gives uafhængig af teknisk platform bare mediet arbejder for at opretholde det danske demokrati. Mediestøtte er folkestyrets kirkebøsse.

Udvalgets formand, tidligere finansminister Henning Dyremose (K), gav bolden op her i Berlingske i sin kronik 16. januar, da han efterlyste en debat om »mest demokrati for mediepengene«.

Jeg var skeptisk. Som TDC-direktør var den tidligere toppolitiker kendt for at bede sin sekretær bringe mails ind på print. Hvad kunne Dyremose mon gøre for onlinemedierne? Men udvalgets sekretariat og arbejdsgrupper har vist sig særdeles hurtigarbejdende og resultatorienteret.

Derfor: Debat-debat-debat - nu. Mediestøtte handler ikke kun om platform, men også om værdier, og her er det, jeg savner, at Europa drages ind. For et gældspræget, konkurrencesvagt Danmark er ingenting uden sine venner i EU.

Europa er i dyb finansiel krise - læs ungdomsarbejdsløshed. Faldende realløn. Udhulede pensionsopsparinger. Faldende boligpriser. Eurozonen, især vores grænsevenner i Tyskland, har udvist en tålmodig, omend tøvende solidaritet med de sydlige EU-lande, der reelt er bankerot. Det turde sige sig selv, at kursen på europæisk samarbejde burde være omvendt proportional med de faldende aktiekurser.

Tilbage til Dyremose-udvalget som arbejder med et overordnet støttekriterium for fremtiden:

»Mindst 50 procent af det egenproducerede redaktionelle indhold skal behandle mindst et ud af følgende to emner: politik eller samfund - samt mindst et ud af følgende emner: kultur, sundhed, erhverv, naturvidenskab eller teknologi.« Ikke et ord om Danmark i Europa.

Det udtrykkes et andet sted i et notat fra Bibliotek & Medier under Kulturministeriet:

»Støtte tildeles som udgangspunkt følgende formål:

• Fremme samfundsmæssig og kulturel oplysning
• Styrke demokratisk debat i samfundet
• Sikre alsidighed og mangfoldighed i danske medier.

Ved danske medier forstås også f.eks. en avis helt eller delvis på arabisk/tyrkisk, der udgives i Danmark om danske samfundsforhold.«

Hov - hvor var det lige, Europa blev af? Sætter Kulturministeriet islam og Tyrkiet over Sverige, Tyskland og EU?

I en ny udgave af klassikeren Håndbog i EU for journalister (udgivet af Dansk Journalistforbund og betalt af Europa-Kommissionen) siger DRs allestedsnærværende EU-korrespondent Ole Ryborg, en af de få danske journalister tilbage i EU-institutionerne:

»Europa-Parlamentet er i dag EUs mest magtfulde institution. Der sidder medlemmer i parlamentet, der har mere indflydelse på dansk politik end noget medlem af Folketinget inklusive statsministeren.«

Altinget.dk belyste i anledning af toårs-dagen for sidste valg til samme Europa-Parlament det kendte fænomen, at Europa-politikere har langt sværere ved at få ørenlyd i nationale medier end de folkevalgte i nationale parlamenter.

Undersøgelsen bekræftede, at mere end halvdelen af folketingsmedlemmerne er mere synlige i de danske medier end selv det allermest omtalte danske Europa-parlamentsmedlem.

Ordet »Folketinget« optræder ifølge mediearkivet InfoMedia næsten syv gange oftere i danske medier end »EU-Parlamentet« og »Europa-Parlamentet«. Selv om der altså »sidder medlemmer i parlamentet, der har mere indflydelse på dansk politik end noget medlem af Folketinget inklusive statsministeren.«

MEP Morten Løkkegaard (V), der som tidligere DR-vært har en særlig forståelse for denne kedelige tendens, har gjort det til en mærkesag at få mere EU i de danske medier, men hør nu: Tidligere på året sendte DR2 nogle glimrende programmer, der konkret og personligt fortalte, hvad nogle af de tretten danske medlemmer af Europa-Parlamentet arbejder med. Filmene var blevet til med massiv økonomisk støtte fra - ja, gæt selv: Europa-Parlamentet.

Hov igen: hvor blev lige licensmidlerne af? Der står ellers i DRs public service kontrakt, at over halvdelen af den sendetid i tv, der ikke består af nyheder og sport mv., skal bruges på europæiske programmer!

Så nej, det er ikke de danske EU-politikeres skyld, at de har svært ved at få plads i danske medier. Det er det redaktionelle skøns skyld. Men det kan præges over pengepungen - med skyldig hensyntagen til det såkaldte armslængde-princip, læs: Politikerne betaler og bestemmer, hvilken art musik, der skal spilles. Redaktørerne bestemmer de enkelte numre.

Jeg vil opfordre ikke bare Dyremose-udvalget, men også de politikere, der i næste folketingssamling skal omsætte forslagene til fremtidens mediestøtte til lov og regler, at inkludere den europæiske dimension.