Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Medierne retter de små fejl - ikke de store

Hans-Henrik Holm:Vi ser dem hver dag: De daglige små notitser i avisen om, at det ikke var Peter Hansen på billedet i gårsdagens avis, men Søren Jensen. Rettelser der gør klart, at en dansk finansieret koranskole i Afghanistan først var færdigbygget i 2010 og ikke som anført i 2009.

Hans-Henrik Holm Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

På mediernes internetsider rettes fejl løbende. Mange af henvendelserne fra læserne fører til daglige ændringer i artikler. Der rettes mange »fejl« ikke alene i egne artikler, men også oplysninger, man bringer fra andre kilder, bliver rettet, hvis man bliver opmærksom på fejl. Faktisk rettes der så meget, at det kan være svært at finde ud af, hvad den oprindelige historie var.

Også de elektroniske medier retter løbende fejl, og de fleste medier har i dag en læser/lytter/seer-redaktør, som man kan klage til, hvis et medie eller en journalist har begået en fejl. Endelig har vi Pressenævnet, der løbende tager stilling til klager over medier, der begår fejl. Her behandles årligt et stort antal sager, hvoraf mange får medhold. Fejl sker, men i dagens medieverden rettes og korrigeres de løbende.

Det lyder mere imponerende, end det reelt er. Medierne retter gerne og hurtigt de små og ubetydelige faktuelle fejl. Et navn der er forkert stavet eller et forkert årstal. Sværere er det at få medierne til at forholde sig til, om udtalelser er citeret i en sammenhæng, der giver budskabet en ny mening eller anden drejning.

Endnu vanskeligere er det for medierne at tage selvkritisk stilling til, om vinkling og prioritering af en historie viser sig at være fejlagtig og giver offentligheden skæv og misvisende information. Efter Irak-krigen erkendte flere amerikanske medier med New York Times i spidsen, at deres ukritiske accept af regeringens påstande om masseødelæggelsesvåben i Irak ikke levede op til deres egne normer for god journalistik.

Der findes også enkelte eksempler på, at danske medier har gået bodsgang for fejlagtige historier, som da Danmarks Radio måtte indrømme fejl i en dokumentar om dagplejeren fra Mors. TV 2 havde sin Triple A-sag om en opdigtet indvandrergruppe.

Ofte sker de store fejl ved, at medierne lytter for ukritisk til kilderne. Man accepterer, hvad regeringen siger om situationen i Irak. Man accepterer, når bankerne siger, at de har styr på deres udlån. Man accepter politiets oplysninger i terrorsager. Og måske allervigtigst så accepterer man ukritisk historier fra andre medier. TV 2 oplyser ... Ekstra Bladet skriver i dag ... Det er alt, hvad man behøver for at have ryggen fri.

Presset for hurtige og dramatiske nyheder fører til, at dårlig journalistik spredes. Konsekvensen er, at fejl, misforståelser eller bevidste fejltolkninger lynhurtigt findes i mange medier. Det bliver næsten umuligt at rette, hvis de viser sig at være forkerte. Vi har bare citeret kilderne, lyder argumentet.

Men er medierne ikke ansvarlige for de oplysninger, de vælger at bringe? Er det ikke deres ansvar at forhindre, at fejlagtige oplysninger bliver spredt?

Hvad hjælper det at rette fejl i navne og årstal, hvis mediet gentager fejl fra andre medier eller fra enkeltkilder? Det ville være rart, om ønsket om at undgå fejl blev til både et indholdskrav og et formkrav.