Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Medier skal give reel oprejsning til uskyldige

Det duer ikke, at man får skudt i skoene, at vil ophæve pressefriheden, når man stiller relevante spørgsmål og forslag i forhold til mediers ansvar, skriver Socialdemokraternes medieordfører, som håber på en mere fornuftig dialog.

Der er behov for, at medierne tager deres ansvar mere alvorligt, end de gør i dag, når det drejer sig om meget alvorlige historier, der på et usandt grundlag kan smadre menneskers liv eller f.eks. virksomheders omsætning. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når jeg har rejst en debat om medieansvarsloven og Pressenævnets virksomhed, som kommenteres af Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, i en klumme her i avisen 15. Januar, og samme dag af Danske Dagblades Forenings direktør, Ebbe Dal, i Jyllands-Postens kronik, så har det alene to formål: At sikre at mennesker, der uretmæssigt udhænges i medierne med alvorlige konsekvenser for deres liv og omdømme får den nødvendige oprejsning og berigtigelse i selvsamme medier, og at sanktionerne for disse medier har et sådant omfang, at det reelt forebygger, at der opstår og bringes historier, som bygger på en løgn.

Det har derfor absolut intet med begrænsning af pressefriheden eller for den sags skyld den offentlige mediestøtte at gøre, som Lisbeth Knudsen og kronikørerne synes at antyde. Mediestøtte og medieansvar er adskilte størrelser og hører til i hvert deres ministerium - henholdsvis Kulturministeriet og Justitsministeriet. Sådan skal det være. Medierne skal naturligvis have mulighed for at bringe de historier, de vil, men de skal altså også påtage sig et reelt ansvar for, at mennesker, der uretmæssigt bliver hængt ud, efterfølgende bliver renset. Der er behov for, at det ansvar tages mere alvorligt, end det gør i dag, når det drejer sig om alvorlige mediehistorier, der på et usandt grundlag kan smadre menneskers liv eller f.eks. virksomheders omsætning.

Og selv om disse historier heldigvis ikke er mange, så er hver enkelt af dem meget alvorlig. Ser man på de seneste års kendelser fra Pressenævnet er f.eks. en person hængt ud for at være svindler uden, at det kunne påvises. En børnehaveleder er uberettiget blevet beskyldt for at have kendskab til pædofile overgreb i sin børnehave. En mor er grundløst blevet beskyldt for at have bortført sit barn til udlandet, og et mejeri uberettiget beskyldt for at hælde afføring i sin fløde. Og hertil kommer den uden tvivl mest alvorlige af dem alle: Manden, der blev udråbt som morder uden at være det.

Jeg synes, at der i Pressenævnet burde være den praksis, at medier, der udhænger mennesker eller virksomheder uretmæssigt med en omtale, der er alvorligt skadende, burde forpligtes til at bringe et genmæle eller en berigtigelse af samme omfang og på samme sted som den bragte, usande historie. Og det har Pressenævnet faktisk allerede beføjelse til i dag. I Medieansvarslovens § 39 står der, at »Genmælet skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og skal bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges«.

Spørgsmålet er så, hvad man efter omstændighederne med rimelighed kan forlange, hvad angår både omfang og placering. I meget alvorlige sager er det efter min opfattelse på ingen måde tilstrækkeligt, at en usand historie, der eksempelvis har fyldt en forside eller mange spalter inde i avisen, berigtiges i en enspaltet notits ved siden af kolofonen på avisens side 2. Her må berigtigelsen på forsiden og/eller bringes med samme spalteplads og typer inde i avisen, som den oprindelige historie har fået. Ellers er der ingen, der opdager berigtigelsen, og ofrene bliver reelt ikke renset.

At ændre praksis kræver altså ingen lovgivning. Pressenævnet og medierne kan bare beslutte, at det er sådan, det er. Og det vil jeg opfordre til, at man gør. I dag er praksis sådan, at det genmæle, der bringes, er selve Pressenævnets kendelse, som ofte er en teknisk, juridisk tekst. Også her bør praksis ændres. Det kan være en god idé, at kendelsens ordlyd fortsat bringes, men der bør herudover bringes et journalistisk udarbejdet dementi af den usande historie i en opsætning, der svarer til det tidligere bragte, og hvor forurettigede personer, virksomheder eller organisationer renses.

Jeg har også foreslået, at man overvejer, at beføje Pressenævnet med muligheden for at uddele bøder til medier, der i alvorlig grad overtræder presseetiske regler. Formålet er selvfølgelig at forebygge, at det sker. Og her har en væsentlig bøde selvfølgelig en effekt.

Også dette forslag møder umiddelbar modstand fra Lisbeth Knudsen med argumenter om, at Pressenævnet ikke er en domstol. Det er jeg naturligvis klar over. Man kan altid gå til domstolene, hvis man føler sig krænket af pressen. Men Pressenævnet afgør altså - eller dømmer i - sager om god pressetik, og såvel medier som ofre får mulighed for at forsvare sig i den proces. Derfor er der intet til hinder for at uddele bøder. Det foregår i dag allerede i Advokatnævnet, som holder selvjustits inden for advokatbranchen. Man har sammenlignelige opgaver med Pressenævnet, er også sammensat kollegialt og kan altså uddele bøder. Hvor svært kan det være, hvis man vil?

Der er også grund til at se Pressenævnets arbejdsformer og vilkår efter i sømmene, når det handler om en række andre forhold.

Er tidsfristen på fire uger for kort? Afholder det ressourcesvage mennesker fra at klage, at man i højere grad skal have opbakning, råd og vejledning fra andre, før man tager skridtet? På den anden side må der ikke gå for lang tid, før en sag behandles eller berigtiges. I Advokatnævnet er klagefristen ét år. Et andet spørgsmål er, om klageadgangen er for snæver, når det kun er direkte implicerede, der kan klage? På den anden side skal alle ikke kunne klage over hvad som helst.

Og endelig er der grund til at diskutere, om Pressenævnet i højere grad skal tage sager op af egen drift, hvor de skønnes vigtige, uanset om der er klaget eller ej? Det, synes jeg, ville være en rigtig udvikling og bidrage til, at meget alvorlige sager behandles, uanset om ofrene har haft ressourcer til og mulighed for at klage. Og det ville uden tvivl styrke Pressenævnets autoritet.

Medieansvarsloven og dermed Pressenævnet og de presseetiske regler er historisk skabt i en fælles dialog mellem Folketinget og medierne og bygger i høj grad på mediernes selvjustits. Sådan skal det fortsat være. Men det kan ikke nytte, at man, når man stiller relevante spørgsmål og kommer med relevante forslag i forhold til mediers ansvar og etik, får skudt i skoene, at man nærmest vil ophæve pressefriheden og mediernes uafhængighed af det politiske system. Det er ikke fair. Pressens etik og pressens ansvar kan naturligvis vurderes og drøftes af andre end pressen selv.

Og jeg håber, vi i en kommende fornuftig dialog mellem medierne og Folketinget kan drøfte os frem til, hvordan vi i højere grad kan undgå brud på de presseetiske regler og ikke mindst, hvordan vi sikrer, at mennesker, organisationer eller virksomheder, der uberettiget hænges ud i medierne, får en helt rimelig og nødvendig oprejsning. For det sker ikke i dag.