Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mediepolitikkens blinde vinkler

Anker Brink Lund: Lysten til at vise politisk handlekraft overskygger ofte ønsket om langsigtede reformer.

Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved CBS Fold sammen
Læs mere

På Christiansborg gælder det også mediepolitikken, hvor vi netop nu befinder os i slutspillet om de 5,4 milliarder kroner, som årligt distribueres som offentlig støtte til presse, radio og TV i perioden 2011-2014.
Alt tyder på, at mediepolitikerne helt har opgivet at rydde op i de mange, modsætningsfyldte støtteordninger. De vil hellere profilere sig på nye udspil om gamle radiokanaler.

Desuden har embedsmændene i de forberedende oplæg til forhandlingerne stort set ignoreret de alternative scenarier, som fremgår af den omfattende udredning af offentlig mediestøtte, der for fire år siden blev bestilt af fremsynede folkevalgte.
Det er beklageligt. Ikke bare fordi jeg som medforfatter nærer et forfængeligt håb om at se dele af udredningen udmøntet i praktisk politik. Men i langt højere grad fordi de problemer, udredningen har underkastet konstruktiv analyse, er blevet meget alvorligere i den mellemliggende tid.

Det gælder ikke mindst udfordringer knyttet til mediernes brug af internettet. Både målt i trafik, tidsforbrug og annonceindtægter går pengestrømmene til globale websteder, mens de nationalsprogede indholdsleverandører har svært ved at finansiere aktiviteterne. I cyberspace hersker jungleloven, mens danske lovgivere ser DR som det store dyr i åbenbaringen.

Andre lande, blandt andre Holland og Norge, har erkendt, at hvis man skal tilbyde attraktive alternativer til Google, Facebook og YouTube, kræver det, at man ikke bare støtter de traditionelle medieinstitutioner, men også åbner for tilskud til nye og risikable initiativer. Måske bevilges der en sjat penge til sådanne formål i det aktuelle medieforlig. Men til gengæld kommer der nok til at gå yderligere fire år, inden mediepolitikerne lancerer en samlet strategi for dansk tilstedeværelse i den globale mediemangfoldighed.

En anden blind plet er den lokale nyhedsformidling. Mediepolitikerne vil slet ikke pille ved dagspressens støtteordninger i en tid med annoncekrise og flygtende avisabonnenter, selvom status quo ikke er nogen langtidsholdbar løsning. Bladhusene skal nødvendigvis finde nye måder at finansiere avisdriften, hvis de skal overleve kriser af den slags, som vi på det seneste har været vidne til i Helsingør og på Mors.
Siden strukturreformen har hverken forarmede bladhuse, TV2/Regionerne eller DR formået at give storkommunerne kritisk med- og modspil. 79 procent af kommunalstoffet kan således føres direkte tilbage til de folkevalgte og deres embedsmænd. Det kan måske skabe kortsigtet glæde hos de politiske magthavere.

Men på længere sigt er det en demokratisk katastrofe for det lokale selvstyre, som det fortænkte forslag om en P1-klon næppe kan afværge.
I stedet burde de folkevalgte gå hjem og læse mediestøtteudredningen grundigt og derefter reformere rammebetingelserne for den regionale mediemangfoldighed – eller rettere sagt: mangel på samme.