Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Medieordførere på gal kurs

Lisbeth Knudsen: Et bredt udsnit af mediepolitiske ordførere på Christiansborg har, inspireret af den socialdemokratiske gruppeformand, Mogens Jensen, fået en overordentlig skidt idé, som ser ud til at blive rullet ind i de mediepolitiske forhandlinger om nogle uger.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den går ud på:

1) At gribe direkte ind i danske mediers frie og uafhængige redigeringsret ved lov.

2) Derudover at lade et af justitsministeren nedsat organ uden for de uafhængige domstole, uden normal retslig proces og retssikkerhed for de anklagede og uden ankemulighed pålægge danske medier bøder, hvis dette særlige organ finder det passende ud fra et udefinerligt etisk skøn, at disse medier har gjort noget galt.

3) For endelig at kæde sådanne nye »straffebestemmelser« for medierne sammen med en omlægning af den økonomiske støtte fra staten til medier, der udfører netop en fri og uafhængig opgave i demokratiets tjeneste.

Lyder det her som et eksempel på tilstanden omkring pressefriheden i et af de lande, som danske politikere ellers gerne vil undervise i begreber som demokrati og pressefrihed. Ja, det gør det desværre. Man må håbe af kulturminister Uffe Elbæk godt støttet af sine erfarne embedsmænd i Kulturministeriet holder næsen langt væk fra disse ideer og koncentrerer indsatsen om moderniseringen af den økonomiske mediestøtte.

Nærmere forklaring følger her. Fra socialdemokraten Mogens Jensen til Venstres Ellen Thrane Nørby og Enhedslistens Per Clausen synes der at være enighed om, at politikerne skal kunne bestemme, hvor og hvordan medierne bringer rettelser, foranlediget af kendelser fra et særligt kollegialt nævn - Pressenævnet. Nævnet ledes af en højesteretsdommer men er et kollegialt organ uden domstolsuafhængighed og retssikkerhedsgarantier for de anklagede. Nævnets afgørelser er ikke baseret på retsregler men på etiske skøn, og medierne har frivilligt tilsluttet sig at følge nævnets kendelser for netop at sikre statens og politikernes armslængde til medierne og sikre pressefriheden.

Hvis politikerne griber ind i denne frivillige selvjustits, hvor går så grænsen for andre indgreb i uafhængige mediers pressefrihed? Helt galt går det for politikerne, der også mener at Pressenævnet, som en slags særdomstol skal kunne idømme bøder. De presseetiske regler, som Nævnet forvalter, er udstukket af medierne selv i et kompromis, som er grundlaget for den nuværende medieansvarslov.

Hvis man lovgivningsmæssigt vil gribe ind i redigeringen af det enkelte medie, og hvis det enkelte medie skal kunne pålægges bøder af Nævnet, så må staten overtage ansvaret som smagsdommer på de presseetiske standarder, og domstolene må overtage forvaltningen af dem. Det vil i forhold til pressefriheden være en katastrofe. Det er det enkelte medie, som viser sin etiske standard eller mangel på samme ved villigheden til at korrigere fejl klart og tydeligt for læserne, lytterne eller seerne.

Det er medieforbrugerne der kontant, kan vælge mellem god og dårlig etisk moral. Er det ikke tilfredsstillende for en klager at få en hurtig afgørelse i Pressenævnet som i dag, så har vi allerede efter de gældende regler i dag domstolene til at behandle sager rettet mod medierne, og domstolene til at tage stilling til bøder og erstatning.