Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mediedomstolen

Anne-Marie Dohm: En kedelig tendens til at opfatte sig selv som domstol har sneget sig ind i den tabloide del af pressen - B.T. og Ekstra Bladet.

Anne-Marie Dohm, Journalist Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De to aviser, som tidligere blev skabt med temperament og kant med henblik på at holde magthaverne i ørerne, har udviklet sig til nedrige fejlfindere, som i mange tilfælde bygger deres domme på et særdeles sparsomt bevismateriale.

Lørdag i den forgangne uge kunne de pårørende til en familie fra Roskilde læse på forsiden af Ekstra Bladet, at familiefaderen var skyld i, at familien på turen hjem fra en ferie i syden kolliderede med en lastbil. Under ulykken blev moderen og en femårig dreng dræbt, mens lillesøsteren og faderen overlevede. Ulykken var sket dagen forinden. Ekstra Bladet placerede altså mindre end et døgn efter ulykken skylden hos faderen og baserede denne dom på samtale med tysk politi. Hovedhistorien hed: Barsk besked: Far skyld i konens og sønnens død.

Man kan diskutere, om det overhovedet er relevant for et medie at forsøge at afgøre skyldsspørgsmål. Man kan sagtens mene, at denne historie slet ikke har noget at gøre i medierne - heller ikke den tabloide af slagsen. Man kan i hvert fald let få den mistanke, at historien fandt vej til Ekstra Bladets spalter, alene fordi den var ledsaget af overordentlig makabre billeder.

Der er faktisk kun én relevant oplysning i historien, nemlig at man skal holde afstand og holde pause, når man færdes på de tyske motorveje. Men i dette tilfælde kommer det til at virke som en ondskabsfuld løftet pegefinger i ansigtet på resterne af en familie, som blev slået i stykker på vej hjem fra ferie.

Torsdag var Ekstra Bladet også ude iklædt den store dommerhat i en bogstavelig jagt på kongehuset. Eller rettere: Ekstra Bladet havde allieret sig med en kilde, som lagde sig i halen af en af kongehusets biler. Man satte altså sin lid til en bilist, der valgte at sætte efter en krone-bil hele vejen fra Kolding til Tønder med over 180 km/t, mens vidnet (anonym selvfølgelig) filmede biljagten.

Men ikke nok med, at Ekstra Bladets vanvids­kørsels-kilde fik lov til at levere billeder til biljagten, så fik han også lov til at fortælle, at han troede, han filmede prins Joachim. Men ved nærmere eftertanke mente han nu nok, at det var Marie. Ikke særligt overraskende vælger kongehuset at forholde sig tavst til episoden. For den form for journalistik er så ynkelig, at man som kongehus, magthaver, erhvervsliv, eller hvad ved jeg, kan lade være med at forholde sig til den.

Hvorfor ikke bare være ligeglad med disse historier - Ekstra Bladet og B.T. har jo ikke længere rollen som skarpe kontrollører af magtudøvelsen? Men historierne er bekymrende, fordi de er klædt ud som journalistik. Mange - især unge - ikke har et forbrug af klassiske, lødige og dagsordensættende medier. De høster derimod deres information fra nettet, hvor de to tabloide mediers historier spredes og læses. Det risikerer at efterlade det indtryk hos de nye, uerfarne mediebrugere, at journalistik blot er nedrig fejlfinding på evig jagt efter en ny sag.