Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Medfølelse er ikke millimeter-demokrati

Bylinefoto af Mikkel Andersson, byline. Fold sammen
Læs mere

I dele af offentligheden findes en ide om, at det er urimeligt, at man begræder nogle afdøde mere end andre. TV 2 Livsstils familieblogger Charlotte Højlund skrev onsdag et indlæg med titlen »Det er ikke forkert at begræde Mopper, men hvornår begræder vi Aleppos børn?«

Samme sammenstilling laver Røde Kors’ formand, Anders Ladekarl, i et Facebook-indlæg, hvor han mener, det er en »mærkelig verden«, fordi Linse Kesslers mors død førte til flere reaktioner på sociale medier end et dræbt syrisk barn.

I forbindelse med terrorangreb ser man ofte samme argumentation anvendt. Hvordan kan det dog være, at dræbte i Paris berører folk mere end et terrorangreb i Bagdad, og derfor får mere opmærksomhed?

Imidlertid fungerer mennesker sådan, at jo mere man kender til mennesker og steder, jo mere berørt bliver man af tragedier, der overgår nogen her.

Sådan er det på alle planer. I juli måned døde vel et par hundrede mennesker på Rigshospitalet, men en af dem berørte mig mere end alle de andre tilsammen, for hun var min mor. Det gør mig ikke ligeglad med andre danskeres lidelse og tragedie, men det optager og berører mig ikke desto mindre en hel del mere.

Mopper og Sonnergaard

Jeg har set de sidste mange sæsoner af »Familien fra Bryggen« med stor fornøjelse. Og at Mopper ikke længere skal have sin halve porter på Haraldsborg eller sige herligt situationsfornemmelsesløse ting, synes jeg derfor er trist.

Jan Sonnergaards død berører mig mindre. Ikke fordi, han er et værre eller bedre menneske end Mopper, eller at hans efterladtes tragedie er den mindste smule mindre forfærdelig, men fordi jeg ikke har læst hans bøger, og jeg ikke har noget forhold til hverken hans virke eller person.

Det samme gælder på globalt plan. Min relation til indbyggerne i Paris er større end til folk i Bagdad, fordi det er geografisk nærmere, jeg kender stedet bedre, og jeg deler flere kulturelle referencerammer. Godt nok har jeg mindre tilfælles med pariserne end folk i Gentofte og Viby, hvis tragedier igen ville berøre mig mindre end min familie og venners, men dog stadig mere end folk i Moskva, Beijing eller Bagdad. For dem, der har boet i Moskva eller Bagdad, er det naturligvis oplagt anderledes, når tragedier rammer her. Og i Benin bliver mange utvivlsomt også mere berørt af Boko Harams massakrer i nabolandet Nigeria end skyderier i Paris.

Det betyder hverken, at man skal eller bør ignorere tragedier som borgerkrigen i Syrien, eller at det er den mindste smule kritisabelt at opfodre til større fokus herpå eller politisk handling her – tværtimod. Men det betyder, at forestillingen om, at empati generelt millimeterdemokratisk kan uddeles jævnt til alle overalt på kloden, er illusorisk.

Mikkel Andersson er journalist og debattør.