Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Med venner som Per Stig Møller behøver kapitalismen ingen fjender

»Per Stig Møller påstår, at hans ærinde er at beskytte demokratiet og kapitalismen imod de populistiske strømme, men hans skriverier virker direkte modsat. Han puster til den populistiske refleks på et misforstået og til tider direkte usandt grundlag.«

Per Stig Møller påstår 10. marts om forholdene i de vestlige lande, at »en meget lille befolkningsgruppe beriger sig, mens småsparerne og de ansatte enten står stille eller synker bagud.«

Det er forkert. I stort set alle lande i Vesten stiger lønningerne for helt almindelige mennesker på tværs af indkomstgrupper. I Danmark har middelklassen de seneste 20-25 år haft indkomstfremgang, hvad enten vi taler om arbejdere eller funktionærer.

Den lille befolkningsgruppe, som ifølge Per Stig Møller angiveligt »beriger sig«, er topledelsen i private virksomheder. Alene retorikken er usaglig. Det forholder sig faktisk ikke sådan, at direktører i ordentligt drevne virksomheder er i en position, hvor de kan »berige sig«. Medarbejdere på en direktionsgang er lønmodtagere. Deres løn fastlægges i en forhandling med den administrerende direktør, hvis egen løn forhandles med bestyrelsen på vegne af ejerne. At direktører muligvis kunne være deres (høje) løn værd, ligger tilsyneladende uden for Per Stig Møllers forestillingsevne. Men ejerne har ingen interesse i at udbetale mere til direktøren, end vedkommende er værd. Og hvem skulle egentlig være bedre til at vurdere det end ejerne?

I 2008 offentliggjorde tre forskere en undersøgelse, der på basis af danske data så på sammenhængen mellem private virksomheders overskud og tragiske personlige begivenheder i den administrerende direktørs liv. Undersøgelsen viste, at overskuddet i virksomheden i gennemsnit faldt med en femtedel, hvis direktøren mistede et barn, og med 15 procent ved tab af en ægtefælle.

Forskningen understreger betydningen af god ledelse for en virksomheds præstationer. En administrerende direktør i sorg er dårligere til at passe sit arbejde, og det kan føre til enorme tab i virksomheden. Man må formode, at en administrerende direktør, som bare generelt set er dårlig til at passe sit arbejde, på lignende vis kan føre til enorme tab i virksomheden.

Dette illustrerer, at en topchef kan være tocifrede eller sågar trecifrede millionlønninger værd. I en stor virksomhed med mange medarbejdere kan en topchef, som blot er marginalt bedre end konkurrenterne til jobbet, gøre en kæmpe forskel på bundlinjen.

Topledere modtager dermed ikke en høj løn på bekostning af de øvrige medarbejdere. Tværtimod er den høje løn et udtryk for, at ledere udfører en indsats for deres virksomheder, som har en mindst lige så høj værdi. De bidrager til at øge produktiviteten og dermed lønnen for alle de øvrige medarbejdere i virksomheden samt afkastet for ejerne og dermed også for småsparere med en pensionsordning.

Dette er reglen, men der er selvfølgelig undtagelser. Som enhver konservativ ved, er verden ikke perfekt. Alle steder, hvor der ansættes, sker der fejlansættelser. Jack Welch, General Electrics tidligere CEO, og en af nyere tids mest beundrede virksomhedsledere, vurderer, at selv erfarne ledere med årtiers erfaring i bedste fald hyrer den rigtige person 75 procent af gangene.

Også topposter i erhvervslivet fejlbesættes. Nogle administrerende direktører er dermed ikke den løn værd, som de har forhandlet med bestyrelsen. I disse situationer lider virksomhedens ejere et tab, ligesom de lider et tab ved andre fejlansættelser i virksomheden. Det sker også, at en bestyrelse begår andre fejl. For eksempel at den giver direktionen incitamentprogrammer, som er for generøse. Et eksempel er tilfældet Nets, hvor administrerende direktør Bo Nilsson og andre ledende medarbejdere kan konvertere en forholdsvis beskeden investering af egne penge i virksomheden til meget store gevinster. Det er på sin plads at kritisere den slags. Men Per Stig Møller omtaler disse undtagelser, som om de var reglen. Det er usagligt. Det hører med til historien, at Danmark har en meget lille lønspredning sammenlignet med andre vestlige lande. De laveste lønninger ligger højere end i andre lande, og aflønningen af administrerende direktører ligger generelt lavere.

Per Stig Møller påstår, at hans ærinde er at beskytte demokratiet og kapitalismen imod de populistiske strømme, men hans skriverier virker direkte modsat. Han puster til den populistiske refleks på et misforstået og til tider direkte usandt grundlag. 24. november fremsatte han således i denne avis en slet skjult antydning om urent trav, da han skrev, at Bjarne Corydon solgte aktier i DONG til Goldman Sachs og herefter »blev ansat af Goldman Sachs«. Men det passer ikke. Corydon blev ansat i konsulentvirksomheden McKinsey, ikke i Goldman Sachs.

Per Stig Møller ønsker at fremstå som beskytter af kapitalismen i en tid, hvor populismen er på fremmarch. Men med venner som Per Stig Møller behøver kapitalismen ingen fjender. Sandheden er, at han tværtimod understøtter de populistiske strømninger. Det er ikke første gang, han lader sig forføre af en stærk tidsånd. I 1970 skrev han således i Berlingske Aftenavis: »Konservatismen bør lære af de dårlige erfaringer med liberalismen og vende sig mod Mao og kollektivismen efter ny inspiration.« Per Stig Møllers konservative kompas var dengang som nu ude af kurs.