I Japan kan man adoptere en robot og gøre den til et fuldgyldigt medlem af familien. Eksemplet stammer fra en ny bog af journalisten Niels Ebdrup. Med »Sandheden om robotter« vil han have os væk fra kun at se de økonomiske fordele ved robotter. For de påvirker i relationerne i samfundet og familierne mere, end vi måske tror. Efter deres seneste aftale med regeringen skal kommunerne spare en halv milliard på omsorgsområdet frem mod 2017. Vil det så ikke være fristende for dem at investere i såkaldt velfærdsteknologi, altså at få robotter til at udføre større dele af ældreplejen fremover?

Debatten om robotteknologien bør sættes ind i en større sammenhæng. Vi lever i et samfund, hvor såkaldt sociale medier erstatter fysisk nærvær og ansigt-til-ansigt-kontakt mellem mennesker. Hvis vi ikke allerede rent intuitivt måtte forstå, hvad det indebærer for vores liv, livstilfredshed og helbred, så kan nyere psykologisk forskning og den såkaldte sociale hjernevidenskab fortælle os det.

Det viser den canadiske psykolog og videnskabsjournalist Susan Pinker i sin bog, The Village Effect, »Landsbyeffekten«, som udkom for et par måneder siden. Titlen skyldes, at livet i den traditionelle landsby var præget af talrige ansigt-til-ansigt-relationer mellem dens beboere. Pinker mener ikke, at vi alle burde leve i landsbyer. Hun bruger landsbyen som en metafor for et samfund, hvor mennesker oplever sig som en del af et socialt fællesskab, fordi de interagerer og taler sammen. Hun mener, at det er muligt at skabe »landsbyer« i storbyen.

Men af de mange studier, hun refererer, stammer de positive dog for det meste fra landsbysamfund, f.eks. på Sardinien, og de negative fra storbyer, hvor ordet »lokalsamfund« er blevet meningsløst. Resultaterne af menneskelig isolation og ensomhed har rystet hende og motiveret hende til at skrive bogen. Og det er vel at mærke ikke kun ældre, der er ensomme i dag. I USA er det de midaldrende, der lider mest af ensomhed. I Storbritannien er det aldersgruppen mellem 18 og 34.

Problemet er ikke kun psykisk. Ensomhed gør os også fysisk syge. Én forsker har vist, at ensomhed får cortisol-niveauet og blodtrykket til at stige, med deraf følgende skader på de indre organer. Et andet studie viser, at mennesker med nære venner har langt mindre risiko for at dø i en ung alder end mennesker uden. I 2004 opdagede en svensk epidemiolog, at personer med store sociale netværk har lavere risiko for at pådrage sig demens. Og 55-årige mænd med venner får færre blodpropper i hjertet end ensomme mænd. De, der har fået et hjertetilfælde, er bedre beskyttet mod komplikationer af et tæt, støttende socialt netværk end af medicin. Ensomhed svækker immunforsvaret, osv. osv.

Pinker gengiver et væld af sådanne undersøgelser og forklarer, hvorfor det er nødvendigt for os at indrette dagligdagen og samfundet på en sådan måde, at vi rent fysisk er nærværende med og for hinanden, både i og uden for familien. Et forlag burde oversætte bogen til dansk. Den kunne blive et vægtigt indlæg i debatten om de etiske problemer, der er forbundet med den nye velfærdsteknologi og digitaliseringen af menneskelige relationer. Det er en debat, vi knap nok kan siges at være begyndt på. Bl.a. fordi der ikke er tradition i Danmark for, at vore politikere diskuterer etiske spørgsmål.