Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Massemennesker

Vi lever i en tid, hvor det, man ikke kan sige om alle, helst ikke må siges om nogen. Det gælder i særdeleshed, hvis man udtaler sig om mænd og kvinder. I den britiske avis The Telegraph skælder skribenten Martin Daubney ud på feministen Caroline Criado-Perez, fordi hun har tweetet, at mænd skal omprogrammeres. De er for voldelige, som det er nu. Ifølge Martin Daubney er hun uretfærdig. Det kan godt være, at det primært er mænd, der myrder kvinder, men faktisk er der mange flere mænd end kvinder, der bliver myrdet hvert eneste år i Storbritannien. Så er mænd måske ikke også ofre?

Jo da. Der er bare det ved det, at de mænd, der bliver myrdet, også bliver myrdet af mænd. Og derfor har Caroline Criado-Perez jo stadig ret i, at mænd er mere voldelige end kvinder. Det er de. De er også i højere grad ofre for vold, men det ene udelukker ikke det andet.

Men nu er det ikke kun mænd, man ikke må sige noget generelt om. Det må man da heller ikke om kvinder. Da Rasmus Jarlov skrev på Facebook, at karrierekvinder har sværere ved at finde en partner end karrieremænd, fordi karrierekvinder helst ikke gifter sig nedad, mens mænd er ligeglade, brød helvede løs. Var de fleste karrierekvinder måske ikke gift? Så hvad bildte han sig ind at problematisere karrierekvinders kærlighedsliv?

Sagen er bare, at Jarlov har ret i, at der er flere singler blandt karrierekvinder end karrieremænd relativt set (relativt fordi der stadig er flere mænd, som gør karriere end kvinder). Det viser statistikken nemlig. Og hvad i alverden skulle forklaringen være, hvis ikke at karrierekvinder og –mænd stiller forskellige krav? Jarlov udtalte sig ikke om, hvorvidt det skyldes biologiske eller kulturelle faktorer. Eller eventuelt begge dele, hvilket er en alt for sjældent diskuteret mulighed.

Når så mange tager anstød af generaliseringer, selv når de stemmer overens med den menneskelige erfaring, er det formentlig, fordi de strider mod individualismen, der gør enhver til en specie for sig. Mange misforstår derfor, hvad en generalisering er. De kender en, der ikke er på den måde. Men en generalisering er ikke kun rigtig. Den er bare mere rigtig end den er forkert. Den gælder for de fleste, men ikke for alle. Der er mænd, som bliver myrdet af deres koner, parteret og gravet ned i baghaven. Og der er kvindelige topledere, som taber deres hjerte til lollandske jordbærplukkere. Derfor kan man ikke ophæve en generalisering til en naturlov; samfundet kan ændre sig over tid, ellers fandtes der i øvrigt ikke karrierekvinder.

Hvis vi forbød generaliseringer, ville al offentlig samtale forstumme. Så ville enhver kun kunne henvise til sig selv, og en diskussion ville bestå af enkeltudsagn, som ingen kan indvende noget imod, fordi det jo kun er den enkelte, der ved, hvordan han eller hun er. Som samfund har vi brug for generaliseringer: For uden dem kan man slet ikke diskutere de problemstillinger, som man gerne vil have ændret.

Det er derfor tåbeligt at flippe ud over generaliseringen i sig selv. I stedet må man enten påvise, at det er en forkert generalisering – selvfølgelig findes der forkerte generaliseringer – eller også må man dybt beklage, at det forholder sig netop sådan.