Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Maskulinitet

Tom Jensen: Der sker mange ting under festivalen i Cannes, men blandt de mere opsigtsvækkende var meldingen om, at den metroseksuelle mand er død. Ham, I ved, der voksede frem i 00erne som repræsentant for en mandegeneration, for hvem det ikke var fremmed med en lille manicure eller en forlænget aftale hos frisøren.

Tom Jensen, chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nybruddet var, at den slags, som før var feminint territorium, kunne mændene nu indtage uden at give køb på maskuliniteten. Men nu er det slut. Hvorfra ved jeg det? Jo, det sagde den engelske skuespiller Tom Hardy i forbindelse med præsentationen af gangsterfilmen Lawless i Cannes. I stedet er den rigtige mand nu på vej frem. Sådan en, må man forstå, som Tom Hardy selv: »Jeg vil være som et livsfarligt dyr, du bliver låst inde i et rum med. Jeg vil være den, der kan tage farve af omgivelserne, og netop som du tror, at du ved, hvor du har mig, er jeg i struben på dig. Jeg er en kriger«, lød det fra skuespilleren som et konkret bud på den nye manderolle. Hvorefter vi hellere straks må droppe manicuren. Den går vist dårligt til slige sager.

Nu skal en tilfældig skuespiller jo ikke bestemme, hvordan alle klodens mænd skal opføre sig. Der er dog det særlige ved netop dette bud på, hvordan manden bør opføre sig, at det er udtalt af en mand. Gennem fire-fem årtier har vi mænd ellers vænnet os til, at det er kvinderne, som hele tiden er fulde af gode ideer om, hvordan vi skal gebærde os, se ud, sige, føle og leve, hvis vi mænd skal være helt rigtige. Det har vi efterhånden hørt så mange meninger om fra kvindeside, at ingen moderne mand vel vil være i stand til på ti sekunder at definere, hvad det vil sige at være et hankøn i 2012, hvis man blev vækket om natten og bedt om det. I stedet har vi spejlet os i kvindernes definitioner af den korrekte manderolle og tilpasset os lidt hist og her, og så kan det jo være ganske forfriskende, når der kommer en enkelt Cannes-skuespiller og giver sit eget, offensive bud på, i hvilken retning vi mon skal udvikle os.

Men spørgsmålet er dog samtidig, om vi mænd er mere forvirrede over vores køn og kønsrolle end de kvinder, der nu har brugt en betragtelig del af et halvt århundrede på at diskutere sig selv, kvinderollen, frigørelsen, balancen mellem arbejdsliv, fritid og børn - og os. Mit indtryk er, at den store universelle afklaring ikke er mere fremherskende blandt kvinder, end den er blandt mænd. Det kan der være flere årsager til. Men grundlæggende har kvinder og mænd det til fælles, at begge køn siden 1950 er blevet rystet fri af faste forestillinger om, hvordan tingene skal være. Det skete med friheden og frigørelsen som mål, men den slags kan naturligvis også udløse usikkerhed. Og minsandten, man møder usikkerhed rundt omkring.

Blandt kvinder, blandt mænd. Om hvor meget man bør arbejde. Om opdragelse. Om forholdet til hinanden. Om stort set alt i en grad, så det i sig selv er medvirkende til, at ægte og falske profeter konstant kan få opmærksomhed på at fortælle os, hvordan vi i stedet bør være. Ikke mange ønsker at skrue tiden tilbage i forhold til kønnenes rolle. Men hvordan vi kommer ud af forvirringen og identitetsløsheden er ikke desto mindre muligvis tidens mest presserende kønsspørgsmål.