Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Martin Henriksen: »Her bor danskerne – skik følge eller land fly«

»Det skal gøres fuldstændig klart, at her i landet er samfundet ikke indrettet efter fundamentalistiske islamiske forskrifter.«

Dansk Folkepartis 20. årsmøde 2015. Martin Henriksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Forleden fastslog en rapport fra Kraks Fond Byforskning, at beboersammensætningen i landets ghettoområder stort set ikke har ændret sig de seneste 30 år.

Tidligere på året afdækkede TV2 i dokumentarserien »Moskeerne bag sløret«, hvor grelt det står til nogle steder her i landet med muslimske parallelsamfund, hvor man ønsker sharialovgivning indført i Danmark og hvor man går ind for flerkoneri og stening af utro kvinder.

Det er blot et par eksempler på, hvordan 30 års integrationspolitik er slået fejl. Tilstrømningen af især ikke-vestlige indvandrere har i en lang årrække været alt for voldsom, og der er alt for mange indvandrere her i landet, som reelt ikke ønsker at være danske. Det er de triste realiteter.

En anden årsag til tingenes triste tilstand har været, at man gennem mange år har været alt for dårlig til at stille krav til de mennesker, som kom til landet. Især de mange ikke-vestlige indvandrere, der kommer fra en kulturel, social og økonomisk baggrund, som adskiller sig meget fra livet og værdierne her i landet, har man gjort en bjørnetjeneste ved ikke fra dag ét at gøre det klart hvilket værdigrundlag, det danske samfund er baseret på.

Det skal gøres fuldstændig klart, at her i landet er samfundet ikke indrettet efter fundamentalistiske islamiske forskrifter. Imamens udtalelser er ikke lov.

Vi skal også skære det ud i pap, at mænd og kvinder betragtes som værende lige meget værd.

Og selvom der er forskellige religioner, og nogen, der slet ikke tror på noget, så skal vi være langt bedre til at bibringe en forståelse af, at vores fælles historie, kultur, værdier og lovgivning er dybt præget af Danmarks 1.000 år som kristen nation. Vi skal genopdage Danmark som en nation, der er dybt præget af kristendommen.

Men tiden er desværre løbet fra kun at stille krav om det ene og det andet. Det vigtigste er at få antallet ned, for nu er det samlede antal blevet så voldsomt, at vores nationale sjæl er truet på grund af masseindvandringen. Derfor er den eneste løsning at begrænse indvandringen yderligere, ligesom der skal hjemsendes i tusindvis af såkaldte flygtninge og deres familier, ligeså snart der er mulighed for det.

Jeg kan stadig undre mig

Hvad vil det sige at være dansk? På overfladen et enkelt spørgsmål. Som alligevel kan vække voldsom debat. Det hilser jeg velkommen. For det er en væsentlig debat.

Jeg kan stadig undre mig over, at det vakte så stor opsigt, da jeg for nogle uger siden i et debatprogram gav udtryk for, at det at være født og opvokset i Danmark ikke nødvendigvis betyder, at man er dansker.

Hvis danskhed skal være et begreb, der giver mening, så må det nødvendigvis handle om mere og andet end bare jura.

For mig handler danskhed om, at man skal være dansk i hjertet. Man skal føle sig dansk og være loyal over for Danmark. Man skal identificere sig med Danmark, højtiderne og traditionerne.

Vi skal stille klare krav

Det er helt åbenlyst, at der i dag er store grupper af personer af udenlandsk afstamning, som bor her i landet, men som ikke er danskere. Og heller ikke ønsker at være det. Vi ser ofte, at efterkommere af muslimske indvandrere er mere muslimske end deres forældre, og dermed bliver de mindre danske.

Og en af nøglerne til at modvirke denne kedelige udvikling er naturligvis at stille klare krav og gøre det klart, at vi forventer, at udlændinge, som ønsker at bosætte sig her, har det mål, at de med tiden vil være danske. At målet er assimilation snarere end integration.

Læs også: »Jeg har altid tænkt, at jeg var for hvid til at blive diskrimineret«

Det er udlændingene, der skal tilpasse sig Danmark og vores samfundsform, normer og værdier. Ikke omvendt.

Der er selvfølgelig ikke nogen præcis facitliste, men man skal tage en stor del af den danske kulturpakke til sig, hvis man vil være dansk. Sprog, kultur, traditioner, højtider, deltagelse i samfundslivet, normer, værdier etc. Måske er det ikke muligt at tage hele kulturpakken til sig i første generation, men målet skal være, at man vil være dansk og at ens børn skal være danske.

Skik følge eller land fly

Danmark er et lille land, og det medfører voldsomme og uoverskuelige problemer, hvis alt for mange lever, som om de befandt sig et helt andet sted. Konsekvenserne kender vi kun alt for godt. Parallelsamfund, utryghed, kriminalitet, bande-konflikter, Syriens-krigere og terrorisme. Danskere føler sig som fremmede i eget land, og det er især fordi Danmark bliver mere og mere muslimsk, men også fordi den samlede indvandring er for voldsom.

Ikke alle kan og skal være danske. Der er grænser. Der er en ramme, man skal holde sig indenfor. Det er et valg at bosætte sig i Danmark. Med det valg skal følge krav om, at man tilpasser sig forholdene her i landet.

Ellers må man finde et andet sted at være.

Skik følge eller land fly.

  • Martin Henriksen er formand for Folketingets Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg (DF).