For mig at se har debatten om danskhed været årets væsentligste. Og overordentlig tiltrængt. Det er den, fordi det er helt afgørende for vores fremtid som samfund, at vi har en klar ide om, hvem og hvad vi er som danskere. Vi skal være tro mod os selv.

Vi skal være klare og tydelige i mælet i forhold til fremmede, som kommer hertil, om, hvad det er for et samfund, de er kommet til, og hvad vi forventer af dem. Hvis du vil bosætte dig her, skal du tilpasse dig kulturen og traditionerne. Du skal lade dig assimilere.

At være dansk betyder, at man er dansk i hjertet. Man indtræder i den lange historie, hvor slægt har afløst slægt på denne vores helt egen vidunderlige plet på kortet. Danskhed stikker dybt. Det er ikke noget overfladisk pjat, som nogen vil gøre det til.

Man kunne fristes til at citere L.C. Nielsen, som skriver om de bøgelyse danske øer:

Jeg ved det, som de ligger der, så er der kun så kort

fra grænse og til grænse. Men dette land er vort.

En anden vigtig grund til at fremhæve danskhedsdebatten er, at den i virkeligheden er et væsentligt element i så mange andre vigtige debatter. Se bare afsløringerne i TV-dokumentaren »Moskeerne bag sløret« om, hvor grelt det står til i de muslimske parallelsamfund her i landet. Er problemerne her ikke i høj grad et udtryk for fraværet af danskhed?

Men det er også vigtigt at understrege, at debatten om danskhed handler om positivt at kæmpe for vores egen kultur og traditioner. Det skal danskerne blive bedre til.