Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Marlene Wind: EU-kabalen blev Macrons triumf og de Konservatives selvmål

Emmanuel Macron står efter maratonforløbet om de europæiske topposter som vinderen. Taberen er den konservative gruppe og spidskandidatsystemet.

»Flere af de iagttagere, der peger på Macron som den helt store vinder af dette års topjobkabale, er samtidig enige om, at den store taber ikke bare er Merkel ...« Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL New

Mange havde dømt ham ude efter et år med gule veste og vold i gaderne i Paris. Hertil kom et stadigt dårligere forhold til den tyske forbundskansler Angela Merkel, der siden sit katastrofale valg til forbundsdagen i 2017 har været opslugt af indenrigspolitiske problemer. Men nu er den franske præsident Emmanuel Macron og hans europæiske projekt som genopstanden fra de døde.

Det Europæiske Råds topjob-maraton-møde i sidste uge endte nemlig med Macron som den ultimative triumfator. Selvom han i første omgang havde accepteret den plan, som Merkel møjsommeligt havde strikket sammen ved G20-topmødet i Osaka få dage forinden, endte topjobbene til sidst med en gruppe fransktalende Macron-allierede.

Marlene Wind Fold sammen
Læs mere
Foto: Marlene Wind SH Fo2graf Carsten .

Men hvad var det så, Macron fik i hus – udover en flok frankofile støtter, der tænker ligesom han? Ifølge den franske avis Liberation og netavisen Politico fik han nærmest alt det, han kunne drømme om: to erfarne og stærke kvinder i den absolutte top, samt Margrethe Vestager som en – sandsynligvis – magtfuld næstformand for Kommissionen. En respekteret franskmand (kvinde) Christine Lagarde i ECBs præsidentstol, hvilket ifølge rygtebørsen faktisk var det allervigtigste for ham.

Og så von der Leyen – en tysk superkvinde som kommissionsformand, der tænker langt mere europæisk end Merkel både hvad angår eurozone- og forsvarsintegration. Valget af hende bringer uden tvivl den tysk-franske akse mere i overensstemmelse, end den har været længe. Macrons triumftog bundede dog ikke primært i en snu strategi. Der var også en del held involveret. Blandt andet fordi der pludselig skulle findes et alternativ til Timmermanns, efter at Visegrad-landene sammen med italienerne og Irland havde vendt tommelfingeren nedad.

Timmermanns, der taler syv sprog flydende, har ellers haft en meget høj stjerne hos Macron, ikke mindst på grund af hans konsekvente kurs over for de postkommunistiske medlemslande, der ikke bare er plaget af et utal af korruptionsskandaler, men som også har stadigt vanskeligere ved at forstå, at demokrati og retsstat hører sammen. Men Timmermans får alligevel – sammen med Vestager – en plads i Europa-Kommissionens absolutte top. Selvom Timmermans også tidligere har bestredet næstformandsposten, regner de fleste med, at rollen bliver yderligere styrket, og at ledelsen af kommissionen de næste fem år kommer til at udgøre et hollandsk, dansk og tysk triumvirat.

»Mange frygter nu, at hun for at få stemmer nok, risikerer at blive afhængig af det yderste højres stemmer.«


Ganske vist kan triumviratet, sammen med den erfarne spanske udenrigschef Josep Borrell, stadig risikere at blive skudt ned i Europa-Parlamentet, hvor man stadig slikker sårene efter Spitzenkandidat-processens endeligt. Von der Leyen skal have mindst 375 stemmer for at få et flertal. Men mange frygter nu, at hun for at få stemmer nok, risikerer at blive afhængig af det yderste højres stemmer, hvis hun ikke får De Grønne med om bord. Faktisk har flere eksperter derfor anbefalet hende at vente til efter sommeren med den egentlige godkendelse og så i stedet bruge de næste måneder på at udvikle sit politiske program i samarbejde med de partier i parlamentet, som hun gerne vil bakkes op af.

Flere af de iagttagere, der peger på Macron som den helt store vinder af dette års topjobkabale, er samtidig enige om, at den store taber ikke bare er Merkel og EPP-spidskandidaten Manfred Weber selv, men den kristendemokratisk-konservative partifamilie som sådan. De bærer et selvstændigt og tungt ansvar for at Spitzenkandidat-systemet nu ligger i ruiner. For det første valgte de trods advarsler og mod bedre vidende med åbne øjne en uendelig svag kandidat som Weber som deres Spitzenkandidat i stedet for den langt mere erfarne tidligere finske statsminister Alexander Stubb. For det andet tvang de Merkel til ikke at gå på kompromis før til allersidst, hvor hun tilmed fejllæste situationen i Rådet, da hun søgte opbakning til kabalen med Timmermans.

Endelig var EPP hovedansvarlig for at lægge systemet i graven ved at foretrække den konservative von der Leyen, snarere end at bakke op om en socialdemokratisk »Spitzen« som Timmermanns. Så nok kan Macron og Det Europæiske Råd (indtil videre) se sig selv som sejrherrer i dette års topjob-kabale, men noget tyder på, at det kræver mere end kunstigt åndedræt at genoplive Europa-Parlamentets Spitzenkandidat-system om fem år.