Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Margrethe II - den populære dronning

Foto: Thomas Lekfeldt

Danmark ligger – sammen med Storbritannien - suverænt nr. 1 på listen over de mest populære monarkier i Europa. En stor del af æren herfor må tilskrives dronning Margrethe 2., som fylder 75 år torsdag.

Der er især fire punkter, hvorpå monarkiet i Danmark i dronning Margrethes regeringstid har adskilt sig fra monarkiet i andre europæiske lande, og som er stærkt medvirkende årsager til den danske befolknings store opbakning til institutionen.

For det første har dronning Margrethe som regel været meget upolitisk. Det er uhyre sjældent, at hun er blevet kritiseret for at tage stilling til konkrete politiske spørgsmål. I lande som Holland, Belgien, Luxembourg og Sverige har monarkerne i samme periode i langt højere grad meldt ud politisk om alt lige fra miljø- og naturbeskyttelsesspørgsmål til EU. Dette har gjort dronning Margrethe til en samlende figur for nationen i stedet for til en figur, som har splittet.

For det andet er dronning Margrethes taler – selv om de ikke er politiske – berømte for deres substans, deres væsentlige, alment menneskelige betragtninger og samfundsmæssige relevans. Nytårstalerne har efterhånden fået en helt særlig status. Men også Dronningens øvrige taler året rundt i alle mulige forskellige sammenhænge har de samme karakteristika. I modsætning til f.eks. i Storbritannien og Sverige, hvor monarkens taler ofte er mere formelle og mindre indholdsrige.

For det tredje har dronning Margrethe gennem hele sin regeringstid udvist en stor interesse for alle dele af samfundslivet. Hun er bredt interesseret i mange forskellige emner. I både kunst, musik, teater, ballet, sprog, historie, arkæologi, samfundets politiske institutioner, den danske natur, skole- og uddannelseslivet, erhvervslivets vilkår, de sociale og sundhedsmæssige forhold og i det hele taget: Danmark. Hun har en levende interesse for alle dele af sit land, og synes, det er lige interessant at besøge små og store byer, steder i Jylland og steder på øerne, samt Grønland og Færøerne, når hun sammen med Prinsgemalen drager på sommertogt med Kongeskibet. En tradition, som i dag kun findes i Danmark og delvis på samme måde i Norge. Ingen andre af de europæiske kongehuse har længere et kongeskib.

DRONNING MARGRETHE er med andre ord dronning for alle sider af det danske samfund og for hele landet.

Endelig for det fjerde har dronning Margrethe videreført den gradvise modernisering af kongehuset, som hendes far og mor, kong Frederik 9. og dronning Ingrid, påbegyndte. Hun har holdt fast i mange af de vigtige, gamle traditioner, men har samtidig fornyet sig, f.eks. ved efterhånden at lade pressen komme tættere på. Til sammenligning er moderniseringen af monarkiet andre steder enten gået for hurtigt, f.eks. da den spanske kronprins (den nuværende konge) blev gift med en kendt spansk TV-værtinde, eller for langsomt, f.eks. da prins Charles blev gift med prinsesse Diana, måske primært fordi hun var adelig.

Dette er fire af de vigtigste årsager til, at den danske dronning i disse dage kan fejre sin runde fødselsdag som en af Europas mest populære monarker.