Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Marcus Knuth: Det er gået for vidt, når et barn bliver kaldt dansker-svin i skolen

Der er huller i danmarkskortet, hvor Danmark ikke længere er Danmark. Det voksende problem med ghettoer og parallelsamfund bliver jeg bekræftet i igen og igen. Senest skete det forleden, hvor jeg fik endnu en chokerende henvendelse fra en bekymret dansker, som skrev: »Tænk, at min datter bliver kaldt dansker-svin i skolen«. Og tro mig, jeg er selv bekymret – meget bekymret. Faktisk frygter jeg, at problemerne er langt, langt større, end de fleste politikere aner.

Integrationen er gået katastrofalt galt de sidste årtier. Danmark er ved at opdele sig selv i to forskellige samfund. Der er os helt almindelige danskere og tilflyttere, mens der på den anden side er en del af det muslimske mindretal, som ikke ønsker at være en del af Danmark. Og kløften bliver kun større og større.

Jeg hører fra danskere om, hvordan nogle muslimske forældre helst ikke ser, at deres børn har danske venner eller leger med danske børn. Om hvordan mange muslimske børn bliver sendt på arabisk skole i weekenden i stedet for i danske sportsforeninger. Om at de islamistiske kræfter målbevidst modarbejder integrationen, fordi de på ingen måde ønsker at blive danske.

Hvor ligger så skylden? Den ligger til dels hos de politikere, som har åbnet for sluserne for asylansøgere og indvandring fra ikke-vestlige lande. Hos røde partier som de Radikale, der målrettet går efter at lempe asylpolitikken med ukontrolleret masseindvandring som resultat.

Dog er det i mine øjne for nemt at lægge hele skylden hos Folketinget. Så simpelt er det ikke. Jeg mener, at vi også er nødt til at kaste et alvorligt blik på dem, det hele handler om. På de dele af det muslimske mindretal, som er vandret hertil fra Mellemøsten og Afrika for at etablere sig i parallelsamfund og ghettoer.

Selvkritik i stedet for krav

Jeg mener nemlig, at vi bruger alt for meget tid på at kritisere os selv og for lidt tid på at stille krav til dem, som vi har budt velkommen til Danmark. Bare tag, da jeg for nylig var i Debatten på DR2, hvor emnet var den fejlslagne integration. Her indikerede SFs Pia Olsen Dyhr og Socialdemokratiets Mattias Tesfaye, at en del af årsagen ligger i en fejlslagen boligpolitik, mens løsningen ligger i uddannelse.

Helt ærligt!? Det er da ikke ene og alene på grund af en skæv boligpolitik, at dele af det muslimske mindretal foragter Danmark og danskerne. Jo, boligpolitikken har indflydelse, især de almennyttige boligblokke, som venstrefløjen elsker. Det skal vi selvfølgelig imødegå. Men grundlæggende er problemet, at en del af dem, der er vandret til Danmark, ikke ønsker at tage de danske værdier til sig. De ønsker ikke at blive som vi.

Uddannelse er selvfølgelig vigtig. Men vi kan se på målinger, at første, anden og nu tredje generation af ikke-vestlige børn klarer sig lige dårligt i de danske skoler. Kort sagt – ingen positiv udvikling over generationerne. Det var trist læsning, for vi har jo et af verdens bedste uddannelsessystemer, men det slår bare ikke igennem for denne gruppe af tilflyttere.

Ikke danskernes skyld

Jeg mener ikke, at problemerne med parallelsamfund er danskernes skyld. Faktisk har Danmark en stolt historie med at byde udlændinge velkommen som del af vores samfund. Jeg kommer selv fra Lolland, hvor vi over generationer har budt velkommen til masser af bl.a. polakker og andre fra Østeuropa, der kom hertil for at hjælpe i landbruget. De er i dag lige så danske som du og jeg.

Jeg kunne fortælle lignende historier om andre danskere, der har tyrkiske, iranske, tyske, russiske eller britiske forfædre, eller som er del af vores jødiske, katolske eller visse dele af det muslimske mindretal. Fællesnævneren er, at de har taget Danmark til sig, de er blevet danske. Men det er desværre ikke tilfældet, når det gælder den gruppe af muslimer, der ikke ønsker at være en del af Danmark.

Derfor er tiden kommet til, at vi tager fløjlshandskerne af og begynder at stille krav. Krav om, at hvis man bor i Danmark, så er man en del af Danmark. Ellers kan man finde sig et andet sted at bo. Derfor er jeg glad for, at Lars Løkke nu lægger op til en helt ny kurs i indsatsen mod parallelsamfund og ghettoer. Her tænker jeg på statsministerens udmelding tidligere i september, hvor han bad tre af sine nøgleministre, Inger Støjberg, Søren Pape og Simon Emil Ammitzbøll, om at gennemgå området med lup for at finde nye, håndfaste særregler på området. Den indsats ser jeg frem til at være en del af.

Fortidens bløde »mere af det samme« har ikke virket, så der er vitterlig brug for en helt ny tilgang. En tilgang, hvor vi ikke accepterer, at man lever uden for det danske samfunds regler og værdier. Hvor vi ikke blot sætter massivt ind over for de fejlslåede muslimske friskoler, indvandrerbander og rabiate moskeer, men over for samtlige mørke afkroge af de samfundsundergravende parallelsamfund.

Hvis vi ikke gør det, svigter vi vores ansvar over for danskerne – uagtet religion – og fremtidens Danmark.