Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Manglende pluralisme på danske universiteter

Kun omkring 15 procent af landets magistre stemmer borgerligt. Den samme tendens ses på amerikanske universiteter.

15DEBSt-vring-105322.jpg
Kasper Støvring. Fold sammen
Læs mere

I min seneste Perspektivklumme viste jeg, at venstreorienteret ideologi gennemsyrer medierne. I dag vil jeg se på den vel nok vigtigste institution, nemlig uddannelserne, for det er herfra, at den venstreorienterede ideologi glider ind i ikke kun medierne, men også det politiske system.

Det er ideologi, der bestemmer samfundsudviklingen. Men ideologi er ofte uudtalt og ubevidst og kan derfor være svær at opdage, kritisere og ændre. Lad os se på den ideologiske ensidighed, den manglende pluralisme, på universiteterne. Hvad ved vi?

En meningsmåling i Magisterbladet for nogle år siden viste, at kun omkring 15 procent af landets magistre stemmer borgerligt. Den samme tendens ses på amerikanske universiteter, hvor der er lavet flere undersøgelser. En undersøgelse fra sidste år, baseret på data fra Higher Education Research Institute, viser, at kun lidt over ti procent af amerikanske akademikere er »konservative« (herhjemme ville vi sige borgerlige).

Ifølge en anden undersøgelse i tidsskriftet Behavioral and Brain Sciences, også fra 2015, skyldes denne ensidighed diskrimination mod borgerlige akademikere, der har svært ved at få ansættelse. Hele 79 procent af de ansatte indrømmer, at de er mindre villige til at ansætte en borgerlig ansøger end en venstreorienteret, selv om den borgerlige kandidat er lige så kvalificeret. Ifølge en spritny undersøgelse i Econ Journal Watch er den manglende pluralisme især et problem på de mest prestigiøse universiteter, hvor der for hver borgerlig akademiker er ansat 30 venstreorienterede.

Det opsigtsvækkende er ikke kun, at der er meget lidt pluralisme på universiteterne, og at der år efter år bliver mindre af den. Nej, det opsigtsvækkende og paradoksale er, at man på universiteterne i stigende grad dyrker studier i minoriteter – sociale klasser, race, etnicitet og køn – og forsvarer groteske tiltag som »safe spaces«, der skal beskytte minoriteter mod såkaldte mikroaggressioner, dvs. kritisk diskussion.

Med andre ord: Aldrig har man hyldet mangfoldighed så meget på universiteterne, men aldrig har der været så lidt mangfoldighed på universiteterne. Eller som Thomas Sowell, en sort, borgerlig akademiker, har sagt: »Når akademikere hylder mangfoldigheden, så spørg dem, hvor mange borgerlige kolleger, de har.«

Den samme venstreorienterede dominans findes på de danske universiteter, om end ikke så grotesk politisk korrekt. Denne dominans medfører ofte, at forskningen politiseres. Det ses måske tydeligst i emner om indvandring. I foråret udkom sociologerne Mehmet Necefs og Torben Bech Dyrbergs antologi »Multikulturalismens fælder«, der bl.a. viser, at forskningen er styret af angsten for at blive stigmatiseret som højreorienteret.

Konsekvensen er en forskning, der fremmer både multikulturalisme i form af »en blød totalitarisme«, men også konformitet, offerdyrkelse, moralisme, intimidering, sindelagskontrol, indskrænkning af ytringsfriheden og i det hele taget mørklægning af problematiske aspekter ved indvandringen.

Den manglende pluralisme medfører en ringere forskning. Især inden for de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser støder man på en omfattende uvidenhed om emner, der opfattes som borgerlige. Det kan være konservatismens idéhistorie, kulturens betydning i integrationsspørgsmål og andre brede emner vedrørende nation og nationalstat samt kristendom.

En stor værdi ved pluralisme på et universitet er, at man tvinges til at sætte sig ind i modpartens synspunkter. Så når venstreorienterede akademikere befinder sig i et ekkokammer, forskånet for borgerlige synspunkter, kan uvidenhed meget let blive resultatet.

Universiteter er ikke – eller bør ikke være – ideologiske tænketanke for venstrefløjen, men skattebetalte institutioner, der er forpligtet på den almene søgen efter det sande. Metodisk må man derfor søge at holde alle vejbaner for erkendelsen åbne, og det gør man bedst ved at sikre pluralismen.

Hvorfor denne ensidighed? Jeg er selv en borgerlig akademiker og har trods adskillige ansøgninger aldrig opnået fast ansættelse på universitetet. Min vurdering er, at det ikke primært skyldes en bevidst beslutning om at holde bestemte synspunkter ude.

Konformiteten skyldes snarere, at den ideologiske selvbekræftelse er stærk: Man indgår i mere eller mindre uformelle netværk med personer, der deler samme interesser og ser på verden på samme måde, hvilket så betyder, at man ansætter dem, der ligner en selv. Ideologi virker netop ofte ubevidst: Man er slet ikke klar over, at man er venstreorienteret, for ens egne overbevisninger føles naturlige, ja, som den rene fornuft.

Eftersom vi har at gøre med ideologi, med en tavs viden og skjulte dagsordener, er problemet både stort og svært at gøre noget ved. Pluralisme kan og skal ikke dekreteres gennem kvotesystemer eller politisk styring i forhold til ansøgernes politiske overbevisninger. Måske skulle man prøve med en appel til samvittigheden: Vis noget åbenhed, tolerance og generøsitet – ikke kun i teorien.