Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Man spørger sig selv: Hvad sker der her?

Hvis man læser artiklen, »Tyskland, vor fjende!«, færdig, går det op for en, hvad Søren Hviid Pedersen i virkeligheden mener: Det er Europa, der er fjenden, fordi Europa fortrænger nationalstaten.

08debClausRobertKrumrei.jpg

Den 22. september 2015 offentliggjorde Berlingske Søren Hviid Pedersens artikel »Tyskland, vor fjende!« Den intetanende læser studsede og læste overskriften en gang til, men ja, det stod der virkelig. Det sker virkelig meget sjældent, at man overhovedet bruger ordet »fjende« i offentligheden, og det sker endnu mere sjældent i en aktuel europapolitisk kontekst – og, så vidt jeg kan sige det som læser af de danske medier: I dag ser man det nok aldrig i forbindelse med Tyskland. Man spørger sig selv: Hvad sker der her?

Dette sprog hører Gud ske tak og lov ikke længere til vor europæiske verden. Mange danskere tager hvert år til Tyskland. Inden for de sidste tyve år er antallet tredoblet. Selvfølgelig kan jeg ikke bevise det, men jeg vil vove at påstå: Her har disse danskere aldrig mødt en tysk fjende. I Tyskland er Danmark et af de mest populære lande. Som diplomat kan jeg ikke være så præcis, men jeg kan sige så meget: Måske er Danmark tyskernes yndlingsland. Det ville ikke undre mig. Danmark er ofte et forbillede for os.

Hvis man ønsker at kritisere Tyskland, er man velkommen til at gøre det: Vi bekender os til vort historiske ansvar, og vi er naturligvis parat til at diskutere, hvad der i dag er rigtigt og forkert. Men bortset fra nogle vovede formodninger om selvhad og moralisme, står der i artiklen intet om det virkelige Tyskland, som danskerne kender det. Hvis man læser artiklen færdig, går det op for en, hvad Søren Hviid Pedersen i virkeligheden mener: Det er Europa, der er fjenden, fordi Europa fortrænger nationalstaten.

Jeg tror, at hele artiklen bunder i en stor misforståelse om, hvad Den Europæiske Union står for i dag. Den Europæiske Union er jo ikke skabt af ideologer eller imperiale drømme – Den Europæiske Union er resultatet af nøgterne interesser, vo- re alle sammens nationale interesser – og vore fælles demokratiske og humanistiske værdier.

Siden 1957, da de seks stiftende lande underskrev Romtraktaten, er det europæiske samarbejde gentagne gange blevet bekræftet ved utallige valg i de forskellige medlemslande – i nogle tilfælde er samarbejdet også blevet korrigeret. Hvis ikke alle europæiske regeringer havde tilsluttet sig, ville der i dag hverken være noget, der hed EU eller EU’s aktuelle beslutninger. Enstemmighed er grundprincippet, og kun i få tilfælde kan flertallet af vore regeringer træffe en beslutning. Systemet med de europæiske nationalstater er og bliver grundlaget for Den Europæiske Union.

Maastrichttraktatens ordning bygger på, at medlemslandene er villige til at samarbejde for en fælles fordel, ikke blot i enkelte tilfælde, men også ved permanente problemer, som bliver ved med at beskæftige os: Hvor finder vi afsætningsmarkeder for vore varer? I nabolandene, og derfor burde ingen toldgrænser skille os ad. Hvordan kan vi gardere os bedre mod storkriminalitet? Ved at lade vort politi arbejde tæt sammen. Hvordan kan vi gennemtrumfe vore handelspolitiske interesser over for andres tungtvejende interesser? Med en fælles handelspolitik har vi meget mere gennemslagskraft.

I de sidste årtier er vi derfor alle sammen blevet meget rigere, og vi har fået nye muligheder for at forme vort liv. Det har Den Europæiske Union, der bliver ved med at videreudvikle sig og som støttes af vore demokratiske regeringer, bidraget til.

Hvis der opstår kriser, så er det en fælles udfordring for hele Europa – som det f.eks. var tilfældet med finanskrisen eller flygtningestrømmene, som før i tiden kom fra Jugoslavien, da det gik i opløsning, og som nu kommer fra Mellemøsten. Naturligvis vil der altid være diskussioner om, hvordan vi i EU’s medlemslande skal reagere, men netop disse – til tider hårde – diskussioner er med til at bevise, at vi stadig er selvstændige lande. Skal vi derfor opgive vor fælles fremgangsmåde, der indtil nu har været så stor en succes? Vi gør sikkert klogt i at bevare dette tætte samarbejde og ikke sætte det på spil.

Hvis man tror, at Den Europæiske Union fører ind i en »mørk tid«, ind i et europæisk imperium, hvor der hverken findes nationale stater eller folkedemokrati, forveksler man virkeligheden med et computerspil eller »House of Cards«. Og hvis man kender så lidt til Forbundsrepublikken Tyskland, så burde man prøve at tage derned engang.