Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Man er ikke tilhænger af pædofili, fordi man er imod lovbrud

Foto: Ida Marie Odgaard. Fold sammen
Læs mere

De politiske ungdomsorganisationer sætter dagsordener. Vi kender det fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, når medlemmerne driller de siddende pampere i Folketinget med deres fesne politiske kompromisser. Eller fra Dansk Folkepartis Ungdom, der fra tid til anden ytrer de holdninger, som partiets siddende politikere i Folketinget, trods alt, ikke nænner at sige højt.

Sommetider udtrykker nutidens unge sig endog meget skarpt – og det kan være stærkt befriende. Det var det på det konservative landsråd i 2015, da tidligere økonomi- og erhvervsminister og nuværende medlem af Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen, gik på talerstolen. I en pinlig feberredning forsøgte han at få folket til at stemme for forslaget om, at EU-retsforbeholdet skulle erstattes af en tilvalgsordning – noget, der splittede partiet – og pludselig gik Bendtsen for vidt.

»Hvis man har en sympati for pædofile, så kan jeg forstå dem, der overvejer et nej 3. december,« sagde han.

Den bizarre kommentar udløste, at samtlige vandkæmmede medlemmer af Konservativ Ungdom, der fyldte et stort bord lige nede foran taleren, omgående rejste sig og forlod salen. Det hele skete uden et ord. Hvilket kun gjorde demonstrationen stærkere.

Europa-parlamentarikerens bovlamme argument går igen i udlændinge- og integrationsministerens sag om barnebrude, hvor beskyldninger om pædofili fyger frem og tilbage på de sociale medier. Hvis man kritiserer ministerens brud på minister­ansvarslovens bestemmelser, er man lige pludselig tilhænger af, at gamle mænd begår modbydelige overgreb på små piger.

Den logiske kortslutning er frustrerende. Inden man har set sig om, er man på hele Facebook og Twitter slået i hartkorn med afskyelige seksualforbrydere, fordi man har en nærmest ekstremt normal holdning til et helt almindeligt politisk emne. Det er strengt. Især fordi argumentet er en gammel traver.

At målet aldrig helliger midlet ved enhver. Men hvis man har bare en lille smule empati, kan man jo sagtens følge ministerens tankegang – også selv om man ikke sympatiserer med den. Ministeren er simpelthen så meget imod ægteskaber mellem børn og voksne, at hun hellere vil opfinde sine egne regler end overholde den gældende lovgivning, der sætter visse grænser for, hvad ministre må og ikke må. Og hvis man ved noget som helst om pædofili, kan man faktisk godt forstå hendes ønske om, at den slags relationer skal undgås for næsten enhver pris. Men også netop kun næsten enhver pris. For der er stadig visse regler, der skal overholdes. Der er stadig række­følger, som ting skal foregå i. Som minister må og skal man gøre tingene efter bogen.

Noget, der forhindrer, at man kan sætte en effektiv stopper for barnebrudene, er internationale konventioner. Dem må man melde sig ud af eller se at få ændret, hvis de skaber situationer, der er i konflikt med dansk lovgivning. Alternativet er, at man gør vold på sig selv, som ministeren åbenbart har gjort. Og det går ikke. For målet helliger aldrig midlet.

Eksemplerne på, at det ellers kan virke rimeligt nok, at et mål kan hellige et middel, er lette nok at finde. Voldtægt er for eksempel en helt forfærdelig forbrydelse – og sammenligningen er formentlig ikke engang grebet helt ud af luften, når man taler om barnebrude. Når snakken falder på vold­tægter, er det meget nærliggende at mene, at det da måske kunne være en meget god idé for en ung kvinde at bære og bruge en peberspray, hvis hun føler sig truet, når hun går i byen en lørdag aften.

På samme måde er det virkelig farligt at ryge ud i et godt gammeldags slagsmål under en bytur som ung mand i vore dage. For hvor der tidligere blev uddelt hånd­madder, er der nu kommet andre boller på suppen. Og hvad nu, hvis modstanderen har en kniv – så ville det måske være meget fornuftigt, hvis man også selv havde en?

I begge tilfælde vil det ikke desto mindre være et eklatant brud på våbenloven. Og selv en helt reel fare for at blive voldtaget eller ligefrem dræbt – eller begge dele – helliger altså ikke midlet. At bære og bruge en peber­spray eller en kniv i nattelivet, er og bliver en lovovertrædelse. Den slags sammenligninger kan man selv finde på mange flere af. Konstruktionen er altid den samme. Hvis man mener, at målet helliger midlet, har man formentlig selv en kriminel tankegang.

I barnebrudesagen bliver det endog meget tydeligt, hvorfor Bendt Bendtsen og lignende politikeres skingre måde at bygge et argument op på må anses for at være en decideret fejlslutning. Sandheden er nemlig, at det sådan set er to sider af samme sag. Hvis man er imod, at straffelovens paragraffer om pædofili overtrædes, og man tillige er imod, at ministeransvarslovens paragraffer overtrædes, så er man sådan set bare tilhænger af, at lovens paragraffer overholdes. Altid – og uanset hvad.

Det Konservative Folkeparti er et samfundsbærende parti, og som sådan burde partiets medlemmer altid være tilhængere af, at loven overholdes.