Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Man er god til matematik, når man kan »regne med store tal«

»Manglen på matematiske kompetencer er et demokratisk problem, der er kommet for at blive, hvis ikke der arbejdes på, at flere skal kunne lide faget.«

For et par uger siden stillede jeg mine elever i 4. klasse to spørgsmål: Hvornår er man god til matematik? Og hvorfor skal man lære det? På baggrund af deres svar vil jeg her belyse, hvorfor jeg kæmper en hård kamp for at vække interessen for matematik.

I 2012 stod jeg for første gang med organisationen Matematikcenter og ydede gratis lektiehjælp. Min nysgerrighed på uddannelsessystemet blev for alvor vakt, da jeg indså, hvor katastrofalt det stod til med kompetencerne i matematik.

Efterfølgende har min nysgerrighed bragt mig videre. Først i gymnasiet som lærer og dernæst folkeskolen. 6. januar 2014 pegede jeg i en kronik i Berlingske på problemet med at drive uddannelse i et visionsforladt samfund. I kronikken havde jeg en fornemmelse af, at noget er galt et sted i samfundet – lysten til fordybelse og grundighed er væk.

Jeg vil ikke påstå, at jeg på nuværende tidspunkt har fundet kilden til problemet, men jeg er blevet klogere. Jeg har udskiftet fornemmelserne med oplevelser fra hverdagen i uddannelsessystemet.

Jeg har set en læreruddannelse, der er yderst problematisk, jeg har set en manglende konsensus, når det gælder lærergerningens kernebegreb, didaktik, og jeg har set en nærmest uigennemtrængelig mur af frygt for matematik. Men hvad er sammenhængen mellem en systemfejl og samfundets skæve syn på matematik?

Hvornår er man god til matematik?

4. februar i år viste DR et show kaldet Danmarks Indsamling. Blandt virksomhederne, der støttede med 100.000 kr., var Danske Bank. Lad os forsøge at være lidt kritiske.

To dage inden det store TV-show kunne Danske Bank præsentere et overskud fra 2016 på intet mindre end 19,9 milliarder kr. efter skat. For at undersøge donationen relativt til deres indtægt, skal vi blot dividere de to tal. 100.000 divideret med 19,9 mia. giver fantastiske 0,000502 %.

Denne omregning sætter unægtelig bankens donation i et lidt andet lys. Hvis vi tager denne procentsats og bruger den på en dansker, der tjener 300.000 kr. om året efter skat, vil denne person have doneret mere end Danske Bank, hvis vedkommende gav over 1,50 kr. Danske Bank slipper altså helt ufatteligt og i øvrigt usmageligt billigt. Det værste er dog, at alle disse donationer på ukritisk manér bliver ført frem i lyset som store. Illusionen er let at skabe i et samfund, hvor kritisk matematisk sans er ved at være helt væk.

Men hvornår er man god til matematik? Ifølge mine elever er man god, når man kan »regne med store tal«, »lide det«, »forklare det« eller »finde ud af plus, minus, gange og dividere«.

Man kan inddele svarene i to kategorier: De åbenlyse og de geniale. De tre åbenlyse beskæftiger sig med et syn på matematik, hvor målet er at omdanne sig selv til regnemaskine, som er i stand til at gennemføre opgaver, computeren har haft overtaget i årtier. Nuvel, det at kunne forklare, er computeren ikke helt i stand til endnu.

Det geniale svar rammer derimod netop hovedet på sømmet, for hvordan i alverden bliver vi i stand til at hæve niveauet i matematik, når samfundet i bund og grund ikke kan lide faget?

En systemfejl

Politiske kræfter ser ud til konstant at kæmpe for at reducere matematik til noget, der handler om at styre et madbudget, vide hvorfor man ikke skal tage quick-lån eller i det hele taget styrke unge mennesker i at kunne gebærde sig i de arenaer, der førhen lå i almen opdragelse.

Matematik handler dog om noget andet – det handler om refleksion, nysgerrighed, leg, fordybelse, kreativitet og om at være kritisk i alle situationer, der indebærer tal.

Det er ikke mine hovedregningsevner, der gør mig i stand til at anskue Danmarks Indsamling fra en anden vinkel – det handler om kreativitet og kritisk sans. Jeg ved, at tal ikke bare er tal. Alle tal har en historie, der bliver fortalt gennem deres kontekst. Dette ved jeg, fordi jeg kan lide faget.

Til spørgsmålet om, hvorfor man skal lære matematik, er mine elever enige. Det handler om job og om at kunne tjene flere penge. Eleverne har opfattelsen, at matematiske evner i form af hovedregning fører direkte til højere løn. Men det er tydeligt, at det ikke kommer fra dem selv. De aner ikke, hvad man i virkeligheden bruger matematik til, og jeg har en mistanke om, at det gælder for størstedelen af vores befolkning.

Man kan dog ikke bebrejde eleverne, at de besidder denne opfattelse. Trods deres lave alder har de hørt historien om matematik som grobund for at skabe højt betalte job i mange år. Manglen på matematiske kompetencer er et demokratisk problem, der er kommet for at blive, hvis ikke der arbejdes på, at flere skal kunne lide faget.

Manglen på matematiske evner er ikke udelukkende en systemfejl – det handler også om det, vi sætter pris på i samfundet. Det er meget svært at flytte en ny generation af unge, når deres forældre i vid udstrækning er præget af årtiers mangel på at kunne lide faget.