Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Man begår sjældent selvmord på stranden.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den politiske hovedmodsætning i dette samfund er ikke den mellem rød og blå, mellem borgerlig og socialdemokratisk-socialistisk, den er et for længst forældet politisk sprogs modsætning, der i virkeligheden blot handler om at vinde magten. Den politiske hovedmodsætning i denne fase af det moderne velstandssamfunds udvikling står mellem dem, der vil styrke kvaliteten, og dem, der vil styrke kvantiteten. På et vist højt niveau ophæves modsætningen. Dette er min grundforståelse af det moderne samfund og dets politiske udtryk, og det er denne – tør jeg sige filosofiske? – grundforståelse, der har ligget bag Læst og Påskrevet i de omkring 13 år, den foreløbig har eksisteret. Jeg tør også påstå, at det er denne konflikt, der – på varierende områder – optager de fleste mennesker uden for den politiske klasse langt mere, end om en regering nu er rød eller blå.

På visse områder er konflikten mellem kvalitet og kvantitet særlig tydelig. Det gælder uddannelsen: Er det et gode, at så mange som muligt kommer så hurtigt som muligt gennem uddannelsessystemet, hvis uddannelsens kvalitet samtidig forringes? Det gælder det sociale område: Er det et gode, at vi har et meget omfattende offentligt forsørgelsessystem, hvis det fremmer passivitet og forhindrer kvalitative investeringer på andre samfundsmæssige områder? På et helt aktuelt område er konflikten mellem kvalitet og kvantitet overordentlig skarp og koncentreret om planlovgivningen, landbrugsloven, miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven, et lovgivningskompleks, der i sin helhed medvirker til, at vi med føje kan betragte Danmark som en kulturnation.

På trods af, at det doceres inden for samfundsvidenskab, at kønnet er en konstruktion, at menneskets natur er en konstruktion, har mennesket stadig en natur. Ikke alt i mennesket forandres med tiden. Noget er varigt. Vi forstår middelalderdigteren Francois Villons »Le grand testament«, fordi vi har noget uforanderligt til fælles med ham. Nymarxisterne i 1968 proklamerede, at kærligheden, troen på den eneste ene, var en borgerlig konstruktion, men Shakespeares Romeo og Julie er over 400 år gammelt, troubadourdigtningens kærlighedshymner er 1000 år gamle og Højsangen fra Det Gamle Testamente formentlig næsten 2000 år gammel. Moderne historikere påstår, at nationalfølelsen, fædrelandskærligheden er en konstruktion fra napoleonstiden. Men for over 800 år siden skrev Saxo i sit forord til Gesta Danorum, danernes bedrifter, henrevet om Danmark og en munk digtede »Ak, Danmark, på rænker du aldrig dig forstod«. Fædrelandskærligheden er urkærligheden til stedet. Mennesket har en natur. At hævde andet er akademisk tankespind. H.C. Andersen skrev »I Danmark er jeg født«, han, den evigt rejsende, kosmopolitten, vidste, hvad stedet betyder. Og det er i den sang, vi kan læse linierne: »Du danske, friske strand/med vilde svaners rede«.

Når danskere føler trang til at få hovedet luftet igennem, går de en tur på stranden. Man kan sidde i en klit og glo på havet i timevis. Stress forsvinder. Bekymringer forsvinder. Man begår sjældent selvmord på stranden. Den er en effektiv kur mod depressive tanker. Intet er mere livgivende end at sove på stranden og vågne op med brændingens rytme i underbevidstheden. Når du sidder på stranden og ser ud over havet, bekræfter du dit slægtskab med 100, måske 1.000 generationer før dig, der også har siddet og kigget ud over havet og følt en sær tilfredsstillelse ved det.

Bedre end i alverdens vandlande leger børn ved stranden. Rastløsheden forlader dem. De skal ikke styrte fra forlystelse til forlystelse. På stranden kan de lege i timevis. De graver og bygger, sanser og pjasker. Stranden er det kreative sted, der får al kunstighed fra børnehave til vandland til at blegne. Barnet leger ved stranden, en romantitel af H.C. Branner, pyskologiens mester i dansk litteratur, men han vidste også meget om det grundlæggende, det arketypiske. Det, vi har til fælles. Naturen taler i et sprog, der opfattes og forstås af det dybeste i os. Min tro er, at hvis mennesket mister forbindelsen til naturen, mister det forbindelsen til det dybeste i sig selv. Naturen er det urbaniserede menneskes, bymenneskets korrektiv. Min frygt er, at den syntetiske verden, vi har skabt, og som øver en tiltrækning på os, der er svær at modstå, ender med at besejre os.

Uden glæden ved regnen i ansigtet, uden den mærkelige befrielse, man sanser, når havet kommer til syne over den sidste klittop, uden fryden ved at se den milevide, uberørte kystlinie bliver mennesket som fluen, der er fanget i flasken, bliver til lutter meningsløs energi, uden naturens korrektiv, kun overladt til sig selv, bliver mennesket vanvittigt. Det er, hvad der står på spil, det er dette og intet andet, det handler om, når vi nu tager fat på den lange og seje diskussion om naturen og pengene, kvaliteten og kvantiteten, som regeringen har åbnet med sit angreb på Planloven. Næste søndag vil jeg konkretisere diskussionen, men jeg synes, det var vigtigt at få en større baggrund med som ouverture til slaget om naturen, som i alt for høj grad domineres af borgmestre med en horisont som pandekager.