Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Majbritt Maria Nielsen: »Du skifter mening. Vi tales ved om fem år«

Foto: Asger Ladefoged.
Læs mere
Fold sammen

Jeg har de sidste par måneder forestået et eksperiment, jeg faktisk kendte udkommet af på forhånd. Hvis man som barnløs, fødedygtig kvinde rejser sig og deklarerer, at man ikke ønsker sig børn, er man direkte årsag til en nedsmeltning hos mange mødre og fædre.

»Du ved ikke, hvad du taler om,« fik jeg at vide af moderkvinden over for mig. Og det er da fuldstændig rigtigt, tænkte jeg. Moderskabet er jo ikke noget, man kan afprøve og afvise, hvis det ikke lever op til forventningen, men man kan vel have sine forestillinger i fred. På samme måde som jeg ikke har prøvet at brække begge arme, har jeg en forestilling om, hvordan det må være.

»Du skifter mening. Vi tales ved om fem år,« sagde hun selvsikkert og afsluttende. Og det gør vi måske, men hvorfor irriterer det folk så akut, når nogle mennesker ytrer, at de ikke ønsker at blive forældre?

Simon Kvamm har allerede sunget, at folk, der ikke vil have børn, ikke fatter en skid, og det synes at være en udbredt holdning blandt dem, der har sat børn i verden.

Lange bryster

Forleden deltog jeg dog i en lang og kompetent samtale om forældrerollen. Her var der anderledes højt til loftet på børneværelset.

En kvinde, der selv er mor, pointerede, at det var lidt ligesom en meget dyr ferie: Den var nødt til at være god, for ellers var pengene spildt. På samme måde kunne hun føle sig presset til at elske alt ved sin egen moderrolle, for »det er jo det største i livet.« Hun skammede sig over at nyde tiden væk fra sine børn, for hun »nød det lidt for meget.«

Fortællingen om at sætte børn i verden skal altså være rigtig god, og den skal ikke fyldes med angerfulde flash backs til tiden, før det massive ansvar indtrådte.

Der var også én, der mente, at det var fordi, det var så hårdt at være forælder, at »så skulle alle lide!« En anden fortalte, at ældre mennesker, der bliver spurgt, hvornår de var gladest i deres liv, næsten altid svarer »da børnene var små.« Sideløbende med det, skulle det være småbørnsforældre, der synes, at livet er mest uvejsomt lige nu, når de spørges. »De har det jo rædsomt, de nye forældre!« sagde han til et selskab, der grinede med cava-ånde en børnefri fredag aften.

Ovenstående selskab var rummeligt. Det var moderkvinden ikke. Eftersom jeg på det tidspunkt stadig var i gang med mit eksperiment, sagde jeg endvidere, at mit liv simpelthen var for privilegeret til, at jeg ville sætte et andet lille menneske før mig selv. Hendes øjenbryn forsvandt op i hårgrænsen, men jeg afbrød hendes indånding, før hun kunne komme til. Jeg fortsatte med, at jeg ikke var klar til at overlade hovedrollen til nogen på tre-fire kg, og at jeg hverken ville undvære spontane ferier, hyppige fester eller muligheden for at være en lille smule uansvarlig sådan helt generelt. Jeg krydrede det afslutningsvis med, at jeg heller ikke gad have strækmærker, lange bryster og at jeg under ingen omstændigheder havde tænkt mig at presse en håndbold ud af min brevsprække. Hun blev faktisk rasende, men nøjedes med at ryste på hovedet ad mig. Det kan man vel svært tillade sig, bare fordi man gøres bekendt med andres livsvalg?

Hvorfor er det så provokerende? Sat på spidsen – hvorfor er forældre for barnløse, hvad eksrygere er for rygere? Vi kan vel være lige gode venner, selvom vi ikke er enige om, at alle skal være nogens mor?

Sandheden er naturligvis, at jeg meget gerne vil være nogens mor en dag, og at jeg for længst har beroliget den sure moderkvinde. Men jeg håber, når den dag kommer, at jeg fortsat kan fejre andres valg om ikke at sætte børn i verden. Også selvom jeg er stoppet med at sove og har fået lange bryster.

Majbritt Maria Nielsen arbejder med politisk kommunikation og interessevaretagelse.