Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mainstream-partiernes ansvar for populismen

»Man kan kun gennemføre kommende store og nødvendige reformer, hvis der er tillid til den politiske klasse.«

Peter Nedergaard Fold sammen
Læs mere

De moderate politiske partier lige til venstre eller højre for centrum taber stemmer i disse år til de såkaldte populistiske partier i de fleste demokratier. Ofte bliver de moderate partier selv påvirket af populismen.

Populismen er kendetegnet ved en kraftig modstilling mellem folket og den politiske klasse. Populistiske partier påstår at varetage folkets interesser over for en magtglad, selvglad og måske endda korrumperet politisk elite.

Med de populistiske partier følger ofte en retorik, som er postulatorisk, urealistisk og til tider direkte i modstrid med de faktiske forhold i jernindustrien. Mange har påpeget disse forhold.

Færre har imidlertid beskæftiget sig med, om mainstream-partierne også selv har et ansvar for, at populisterne vinder frem. Hvad kunne de eventuelt gøre for, at det ikke skete?

Modstillingen mellem folk og elite bunder bl.a. i påstande om, at politikerne er blevet stadigt mindre repræsentative, at de efterhånden udgør et lag uden den store erhvervserfaring, som altid har befundet sig i den »politiske boble«, at deres uddannelsesbaggrund er helt forskellig fra befolkningernes, og at de giver sig selv meget gode løn- og pensionsforhold.

Det interessante er, at disse påstande langtfra altid er ukorrekte. De gode løn- og pensionsforhold er ofte retfærdiggjort med, at vi må give politikerne gode vilkår, for det er kun herigennem, at vi får de bedste til at påtage sig hvervet.

Der er imidlertid ikke meget, som tyder på, at politikernes arbejdsvilkår er demokratiernes største problem for tiden. Det er derimod den manglende tillid mellem borgere og politikere, som populismen er udtryk for. Derfor burde tiden være inde til for mainstream-partierne at kigge indad og selvkritisk reflektere over, hvorfor populismen har sådan fat i borgerne.

En mere ydmyg linje

Næste skridt ville så forhåbentlig være, at man opgav ideen om, at politikerne ligger i konkurrence med administrerende direktører om løn- og arbejdsvilkår, og at partierne begyndte at vælge kandidater langt bredere, end de gør i dag. I den forbindelse kunne man også håbe på, at erhvervs- og livserfaring kom mere frem som et opstillingskriterium.

Nogle vil indvende, at en sådan mere ydmyg linje vedrørende politikerne er ren symbolpolitik, da den ikke betyder noget rent statsfinansielt. Det sidste er rigtigt, men det er det første ikke, da manglende tillid har meget store konsekvenser for politikernes handlemuligheder. Man kan kun gennemføre kommende store og nødvendige reformer, hvis der er tillid til den politiske klasse.

Derfor ville det være politisk uhyre positivt, hvis mainstream-partierne selvkritisk tænkte over, hvad man selv kan gøre for at løse nogle af de spørgsmål, som populismen er et symptom på.