Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mai Mercado rammer bunden for borgerlig anstændighed

Det er et problem, når der ikke reageres hensigtsmæssigt på de myndighedssvigt, der har muliggjort svindel. Som regel »belønnes« de myndigheder, der har svigtet, med større bevillinger. Der er allerede foreslået større bevillinger til SØIK, der snorksov i »Britta-sagen«.

Britta Nielsen i retten i Johannesburg. Endnu inden hun er dømt har minister reageret følelsesladet og moraliserende, mens der er skøjtet hen over de svigt, der har muliggjort svindlen. Foto: Themba Hadebe/Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere

Pengene fosser ud af statskassen, sagde Anders Fogh Rasmussen. Det gør de stadig på tilsigtede og utilsigtede måder. De fleste af de 1.100 milliarder, der årligt fosser ud, er tilsigtet, men der smutter også utilsigtet millioner/milliarder. Aktuelt er en ydmyg kontorfunktionær i Socialstyrelsen sigtet for over en lang årrække at have bedraget styrelsen for 111 mio. kr. I Thorning-regeringens tid lykkedes det svindlere uberettiget at få refunderet for 12 mia. udbytteskat.

Ole P. Kristensen. Tegning: Kate Copeland Fold sammen
Læs mere

Den slags sager vækker naturligt nok vrede og undren i folkedybet. Hvorfor er myndighederne ikke i stand til at passe bedre på de surt optjente penge? Det er et godt spørgsmål, det er også det mest relevante spørgsmål, der kan rejses i forbindelse med svindelsager mod det offentlige. I enhver virksomhed, der forvalter værdier, må man have systemer og procedurer, der forhindrer svindel og som sikrer, at forsøg på svindel hurtigt bliver opdaget. Det er her, der skal fokuseres i kølvandet på svindelsager.

Man kan selvfølgelig også vælge at fokusere på svindlerne og det forargelige i det, de har gjort. Men herregud, der er i realiteten tale om banale svindelsager, hvor de skyldige naturligvis skal have deres straf, hvis man kan få fat i dem. Det bør ikke komme bag på nogen, at hvis det er muligt at bedrage, er der mennesker, som falder for fristelsen til at gøre det. Det kan man blive både vred og forarget over, men vrede og forargelse oven i den straf, der efter loven tilkommer bedragerne, tjener ikke noget konstruktivt formål.

Lavpunkt fra minister

Alligevel har vi her på det seneste set hele to ministre reagere følelsesladet og moraliserende på svindelsager i deres ministerium, hvor vreden rettes mod svindlerne, mens der skøjtes hen over de svigt i deres ministerier, som har muliggjort svindlen. Børne- og socialminister Mai Mercado stod for et lavpunkt ved at karakterisere kvinden, der er sigtet for svindel i Socialstyrelsen, som »virkelig gennemgående et dårligt menneske«. Ministeren har næppe mødt den pågældende, og kvinden er ikke dømt, ja, vi har ikke engang hørt hendes forklaring. Så meget for den anstændige borgerlighed.

Det virkeligt forargelige er, at det har været muligt gennem 17 år at svindle sig til 111 mio. uden, at det er blevet opdaget. Det er et systemsvigt af ufattelige dimensioner, og det er det svigt, ministeren skulle koncentrere sig om. Det undskylder naturligvis ikke svindlerens handling, men det forklarer, at svindlen kunne få det omfang, den fik.

Det er ikke bare Socialstyrelsen, der har svigtet i den sag. Det har SØIK, i daglig tale kaldet bagmandspolitiet, også. Det viser sig, at Danske Bank i 2012, 2014 og 2016 har indberettet store og mistænkelige transaktioner på den sigtedes konti til SØIK. SØIK sendte bare sagen videre til Skat, som heller ikke reagerede.

Skats svigt

Skatteministeren indkaldte forleden til et pressemøde, hvor han ud af det blå og under megen dramatik bekendtgjorde, at nu skulle Finanstilsynet undersøge nogle bankers og et advokatfirmas rolle i sagen om udbytteskat, en sag som har været kendt i mere end tre år. Formålet kan kun være at bortlede opmærksomheden fra Skats svigt. Skatteministeren syltede det hele ind i oppustet forargelse ved at tale om »den mest forargelige svindelsag i nyere Danmarkshistorie«.

»Det er uhensigtsmæssigt, når de ansvarlige ministre reagerer med forargelse og moraliseren. Det er det specielt, når forargelsen rettes mod svindlerne og ikke mod de systemer, der muliggør svindlen.«


Det er svært at forstå skatteministerens behov for at flytte fokus væk fra Skats ansvar i betragtning af, at svindlen udelukkende fandt sted under »røde« skatteministre. Skats svigt skyldes i den sag ikke mangel på ressourcer eller organisatoriske ændringer. Indikatorerne på, at noget var helt galt, var så markante, at det ikke kan undskyldes, at de blev overset. Der var en voldsom stigning i de refunderede beløb, og en voldsom stigning i deres andel af den samlede udbytteskat. Den unge skatteminister Thor Möger Pedersen, der dengang var SFer, havde fyret mange af de ledende medarbejdere i Skatteministeriet. Måske bidrog det til, at der ikke var intellektuel kapacitet til at få øje på advarselslamperne.

Det er et problem, når der i offentlige myndigheder sker svigt, som muliggør svindel i stor skala. Det er et større problem, at der ikke reageres med tiltag, som effektivt retter op på fejlene. Det er uhensigtsmæssigt, når de ansvarlige ministre reagerer med forargelse og moraliseren. Det er det specielt, når forargelsen rettes mod svindlerne og ikke mod de systemer, der muliggør svindlen. Det mest almindelige er, at de myndigheder, der har svigtet, bliver »belønnet« med flere bevillinger.