Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Magtkamp på kinesisk

Jesper Beinov: USA og Kina kæmper om, hvem der er verdens mægtigste stat. Sidst på året afgør vælgerne i USA, hvem der skal stå i spidsen, mens det i Kina formelt set er de 2.270 delegerede fra Kinas Kommunistiske Parti (KKP), der afgør slaget. Hvor vi, og USAs vælgere, kender mange af USAs ledende politikere, er den kinesiske magtelite ukendt. Men debat på nettet og i Kinas sociale medier gør det svært for magthavernes censorer at holde debat nede.

Jesper Beinov, redaktør, kultur, debat & navne Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Begge landes retning har tillige direkte betydning for såvel verdensøkonomi, samhandel som evnen til at gribe ind i verdens brændpunkter. Hvor barske politiske opgør i USA afgøres af vælgerne, foregår det i Kina i lukkethed, men den netop afsagte betingede dødsdom over erhvervskvinden Gu Kailai giver et glimt af magtkampe.

Formelt set handler sagen mod Gu Kailai, der er en del af Kinas absolutte elite, om giftmord på en britisk forretningsmand, der fungerede som en slags mellemmand for Gu og ægtefællen, Bo Xilai. Bo er kendt i Kina og blev samtidig med sagen suspenderet som medlem af politbureauet og som partileder i det folkerige Chongqing-område.

Bo Xilai, som ingen har set i månedsvis, kendes i udlandet mest som karismatisk tidligere handelsminister og en stærk, engelsktalende, fortaler for frihandel med Vesten. Bo er i de senere år blevet set som fortaler for en »venstrefløj« i KKP, og som fortaler for større omfordeling af de vældige rigdomme skabt af hyperkapitalisme og entreprenørånd, der gennemsyrer Kina, og som har skabt store forskelle mellem personer og regioner. Bo’s skæbne er uvis, men en art politisk »deal« med hans allierede er sandsynlig.

KKPs ekstreme tillukkethed gør det vanskeligt at fortælle præcis, hvad der foregår i nomenklaturaen. I mangel af bedre benævnes magtgrupperingerne som markedsreformkræfterne til »højre« og skeptikerne til »venstre«. Tillige tales om »Ungdomsligaen«, »Prinsebørn« og »Shanghai-gruppen«, alt efter om partilederne er rekrutteret fra KKPs ungdomsorganisation, er børn og børnebørn af revolutionens fremmeste folk, eller fra frimarkedszonerne langs kysten. Fælles for alle KKP-ledere er dog, at de deler smertelige erfaringer fra den blodige kulturrevolution 1966-76 og for enhver pris vil undgå en genopførelse af fortiden.

Jeg tror, det giver mere mening at se Kina som en civilisation bestående af mange provinser på størrelse med store vesteuropæiske lande, og hvor der eksperimenteres ud fra devisen, at hvad der kan holde sammen på riget, er godt. Siden Kina åbnede sig for omverdenen i 1978 har der været talrige sådanne eksperimenter i afgrænsede områder, og fordelen er, at hvis noget virker, kan det eksporteres, og går det galt, kan det lukkes ned. F.eks. fik økonomiske zoner som Shanghai tidligt en fri markedsøkonomi. Det virkede, og kapitalismens velstandsskabelse og vækst har siden lånt KKP legitimitet. Nye eksperimenter går f.eks. på, at man vil prøve at give bankerne konkurrence ved at tillade privat lånekapital. Og i en provins er der blevet talt om, at der ved lokalvalg skal være flere kandidater at vælge imellem, ganske vist inden for rammerne af KKP.

Selvom Kina har en markedsøkonomi med stærke private og statslige selskaber, ledes landet af et leninistisk parti, der har hemmelighedskræmmeri som program, undtagen som når der gøres kort proces i en spektakulær retssag. Sagen om Gu Kailai og Bo Xilai viser, at KKPs lukkethed i længden er umulig, hvilket eksplosionen i (mikro)blogs, sociale medier og ny teknologi viser.