Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Magtfordrejning

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har netop for Gud ved hvilken gang set The Tudors fra ende til anden – altså BBCs storslåede serie om Henry den 8. og hans hof. Min historiske interesse er generelt fokuseret omkring hoffer, og det skyldes ikke en faible for pibekraver og guldbroderier, men nærmere en fascination af, hvordan magtbegær, grådighed og skørlevned har huseret som primus motor for historiens ofte voldsomme gang. Har man læst eller set tilstrækkeligt vil man vide, at det har været småt med Dalai Lamaer ved hofferne i Europa eller andre steder: Der er blevet indgået alliancer, blevet lovet, snydt og forrådt. Der er blevet presset og mast: fremad og fremfor alt: opad. Jo tættere på regentens øre, desto større magt, og dermed et liv i større velstand – nå, ja, medmindre man blev presset ud af en stærkere alliance, og dermed endte sine dage et hoved kortere.

Meget af det, vi ser omkring os i dag, kan anskues gennem denne historiske prisme: De samme drifter mod magten styrer, men forstyrres også voldsomt af, at vi har demokratiske tilstande her til lands: desværre kan man ikke rende og forgifte sine modstandere, men kun prøve at forgifte luften for dem. Det ser vi f.eks. i forløbet bag Skattesagen, som for mig er et udtryk for præcis den kultur, vi kender fra historien, når hof-kulturen er allermindst rask. Men måske ser vi også noget tilsvarende i dag i et sted som Forsvaret, oppe i toppen. Helt deroppe, hvor man, hvis de havde levet på Henrys tid – ville have være placeret på udsigtspodiet ved siden af kongen, hvor man bekvemt kunne stå på afstand og observere, mens fodfolket blev slagtet eller sprængt i luften under indtagelse af fordums franske besiddelser.

Siden har toppen fået plads i første parket i bunden, altså i bunkers under jorden og særlige situation-rooms, nu bare med kort og computere, men ’same-same’. Det er stadig fodfolket, der er ude i en virkelighed, hvor jeg personligt er hver eneste af disse taknemmelig for, at de vil løfte den opgave frivilligt.

Det er ikke for det – nogle skal styre og koordinere både i krigs- og fredstid, og der er ingen tvivl om, at vores øverste forsvarschefer har uddannelser og karrierer af fineste karat. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at vi nu har igen har brugt mange, mange skattekroner på at få afdækket, at der er optaget en film i Irak (vidste vi godt), at videoen viser mishandling af irakiske fanger (vidste vi også godt), og at det sandsynligvis er optaget af en dansker (No shit, Sherlock, tænker jeg, når man har set den tilgængelige video og hørt lydsporet). Det er dét lidt, forsvarsledelsen ønsker at indvie Folketinget og offentligheden i (altså det vi godt vidste i forvejen). Ikke, hvem der vidste hvad, på hvilket tidspunkt. Eller endnu vigtigere, hvem der sad på relevante oplysninger og ikke sendte dem videre, sådan som man burde?

Dermed har redegørelsen flere blinde vinkler end en lastbil uden sidespejl. Hvor vi dog har fået valuta for skattekronerne – desværre – er gennem den efter min opfattelse indirekte afsløring af en magtfordrejet kultur, der opererer på hemmeligholdelse og fortielser. Man kan snildt få den tanke, at de sammenknebne læber i forsvaret kun har til formål at bevare guldet på skuldrene. Men det kan vise sig at have været en halsløs (!) gerning, for den slags undladelser kan i sidste ende få som konsekvens, at hovederne ruller af samme skuldre.