Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Magt og selvglæde

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Martin Krasniks nye bog »Fucking jøde!« rummer hovedsagelig en beskrivelse af den jødiske identitet og voksende antisemitisme herhjemme. Men derudover forsøger Krasnik ganske bramfrit at karakterisere journalisten som individ. Deadline-værten, der ikke selv er journalistisk uddannet, holder egentlig meget af journalister, men ser også deres begrænsning. Læs blot disse udsagn: »Jeg ved godt, at journalister ikke er de klogeste mennesker i verden. Det er rigtig nok og ikke en fordom; det er sådan, det er, hvis man kun har en journalistisk uddannelse.« Og: »Derfor glider idealismen nemt over i kynisme, selvglæden over i selvhad hos pressens folk, der er virkelig ikke langt mellem begejstring og apati…« Det er en befrielse ikke igen selv at skulle formulere kritikken, som jeg tidligere har gjort i en debatbog, og jeg kan betro Krasnik, at man ikke bliver populær på pressens Palæbar, når man udråber den slags. Den journalistiske selvfølelse fylder meget i lokalet, men den er skrøbelig.

Imidlertid skal tingene siges, for Krasniks bombastiske melding vidner om reelle problemer. Seneste eksempel så vi med det rædsomme DR-indslag, hvor Henrik Qvortrup fik lov til efter sin rolle i Se og Hør-sagen at optræde som en bevæget skoledreng, der besøger sin gamle arbejdsplads på Christiansborg. Hvor han blandt andet gemte sig på gangen for Lars Løkke Rasmussen og sagde hej til tidligere kolleger. Dette dybt pinlige optrin er blevet kritiseret, men jeg overvejer nu stadig, hvad der mon blev sagt på redaktionsmødet, da ideen blev til. Der blev sikkert talt om »følelser« og »stærkt TV« og hjemkomsten af »den fortabte søn« i den grovkornede stil, hvor journalister lukrerer på store fortællinger, som de færreste af dem seriøst forstår indholdet af. Jeg har selv i flere år siddet der og nok desværre også bidraget på tvivlsom vis, og med Qvortrup-indslaget blev jeg brutalt mindet om, hvor selvbenovet den journalistiske tankegang kan være.

Problemet er dog ikke blot, at journalister således kan forfalde til selvdyrkelse. Problemet er også, at de i dag har stor magt og døgnet rundt præger vores sprog og tilgangen til politik, livsstil og prioritering af informationer. Alt imens de nyder en status som filmstjerner. I denne ulyksalige medietidsalder kan journalister boltre sig på så stor en scene, at det ofte er ude af proportioner med deres viden, og skønt Krasnik næppe mener det alvorligt, giver hans forslag om simpelthen at lukke landets journalistuddannelser en vis mening. På den måde kunne kommende journalister tvinges til at tage en rigtig uddannelse, inden de slippes løs i medierne. Personligt fik jeg kun et lille fagligt udbytte af min journalistuddannelse, for faget lærer man primært ved at udføre det. Påfaldende er det da også, at tre skarpe TV-værter som Krasnik selv, Adam Holm og Clement Kjersgaard alle har undgået den officielle journalistuddannelse. Hvad de ikke har i klassisk interviewteknik, har de i begavelse og sans for væsentlighed, og de ville næppe mene, at det er i befolkningens interesse at se Henrik Qvortrup besøge Christiansborg. De ville vide, at den slags kun kan udarte til en tragikomisk påmindelse om, hvordan visse journalister har for lidt format, for megen selvglæde og alt for stor magt.