Det er lykkeligt for Tyskland og Europa, at kansler Angela Merkel er kommet styrket ud af det tyske forbundsdagsvalg. Vælgerne lod desværre ikke koalitionen med det liberale FDP fortsætte, så nu får de tyske socialdemokrater i SPD formentlig chancen, hvis dets kongres fredag ellers giver klart mandat hertil.

I det øvrige EU har vi brug for stabilitet i Tyskland, men den vil komme uanset udfaldet af den kommende tids forhandlinger. Den socialdemokratiske kanslerkandidat Peer Steinbrück udtrykte det således klart søndag aften, at der i forhold til det europapolitiske engagement eksisterer en konsensus mellem tyske socialdemokrater og kristdemokrater, hvilket også inkluderer De Grønne og de nu hedengangne liberale i FDP. Den konsensus kender vi alt til i Danmark, hvor de EU-ansvarlige partier samler sig om en erkendelse af, at vi afgiver suverænitet til EU, men til gengæld vinder indflydelse i verden.

Danmark har i flere årtier været tæt på Tyskland i en række af de overordnede spørgsmål. Både når det gælder samhandel med Tyskland og politisk fællesskab: Den tyske europapolitik bygger på, at man accepterer at bære en række økonomiske og politiske byrder på vegne af fællesskabet. Som den største økonomi har Tyskland påtaget sig et lederskab, der også omfattede en generøsitet over for de mindre velstående lande. Danmark har også her ydet sit bidrag. Det er i dansk interesse, at den tyske EU-linje er klar.

Hidtil har ræsonnementet været, at velstand og stabilitet fremmes gennem et forpligtende europæisk samarbejde. Tillige har der i kriseårene været en stædig insisteren på, at alle økonomier i EU skal sikre orden i eget hus. En række strukturelle og politiske tiltag er blevet formuleret i forlængelse heraf. Således har en række redningsaktioner for lande, der har opført sig økonomisk og politisk løsagtigt i en årrække, forudsat strukturreformer. SPD har ikke her været slet så fast i kødet, når det gælder en klar økonomisk styring og i spørgsmålet om offentligt forbrug. Her må forventningen dog klart være, at SPD i forhandlinger accepterer den konsensus, som den hidtidige tyske regering og dens nordeuropæiske og nordiske allierede har formuleret om, at der skal sættes tæring efter næring, og reformpolitikken fortsættes.

Imidlertid er der lagt op til et forløb, der vil vare et stykke tid. Der venter således stor socialdemokratiske selvransagelse, efter at partiet har opnået det andet ringeste valgresultat i Forbundsrepublikkens historie. Kanslerkandidat Peer Steinbrück har på forhånd i valgkampen udelukket sig selv som medlem af en Merkel-regering, men det udelukker på ingen måde, at SPD bliver partner. Nye konstellationer må imidlertid afvente fredagens kongres. Den store koalition i Merkels første periode førte en bred midterpolitik, men det gav ikke mandatgevinst til SPD. Derfor er risikoen stor for SPD ved regeringsdeltagelse, men ellers vil Merkel kunne true med at skubbe SPD ud i kulden ved at satse på De Grønne, der rummer midtsøgende elementer. Lige nu venter vi på Merkel, som fortsat vil være et anker af stabilitet, og hendes sejr er et gode for Europa.