Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mærsk-gaven der ikke kan byttes

Jens Jonatan Steen, Analysechef i tænketanken Cevea Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Næppe er julens gaveræs overstået, før et nyt begynder: Det store gavebytteri, hvor mormors sokker bliver byttet og vekslet til noget, som vi rent faktisk havde på ønskesedlen.

Gaver og gavegivning er en naturlig del af den menneskelige handling. Faktisk begyndte vi allerede for 2.500 år siden at holde solhvervsfest – forløberen for vore dages jul – hvor vi ofrede gaver til de hedenske guder. Ideen var at sætte guderne i så stor »forlegenhedsgæld«, at de var nødsaget til at give en gave den anden vej.

Med kristendommen har traditionen bredt sig til juleaften, hvor millimeterdemokratiet hersker, og hver familie præcis ved, hvor store beløb vi giver for og automatisk sættes i forlegenhed, hvis én giver for 300 kroner mere end modtageren.

Pointen er, at en gave ikke »bare« er en gave, men også bør betragtes som en økonomisk transaktion. Derfor kan man heller ikke give en gave, uden at det forventes, at der kommer noget retur. Gavegivning vil ofte være »en noget for noget-relation«. Selv om man sikkert ikke bryder sig om det, bygger gaverne under træet alligevel i et vist omfang på egennytte-maksimering.

Netop denne form for transaktionel tilgang til gaveræset, er måske værd at huske på, når man tænker på årets allerstørste gave: »Gaven« fra A.P. Møllers familiefond på en milliard kroner til den danske folkeskole, som det meste af landet helt forståeligt faldt i svime over i oktober.

Ingen kan tillade sig at være andet end glad for en generøs gave, og vi bør derfor også fejre den unikke mulighed for at styrke vores fælles folkeskole. Alt andet ville på det nærmeste kunne betegnes som landsforræderi.

Men samtidig kunne man måske alligevel driste sig til at spørge: Hvad er Mærsks forventning, og hvad kræver selskabet retur for den storsindede gave til det danske samfund? Hvis nu den danske rederigigant ikke bare gav denne foræring af altruistiske hensyn – hvad skal vil der så skulle til for at tilfredsstille Mærsks egennytte?

Der kan næppe være tvivl om, at Mærsk har og skal have en form for – mere eller mindre berettiget – særstatus i det danske samfund. Men hvis vi kigger alene på de seneste ti år, så er den danske statskasse allerede gået glip af op mod 124 milliarder kroner – 12 milliarder kroner om året – som en konsekvens af Nordsøaftalen fra 2003. Et beløb der kun vokser med den favorable aftale for de kommende år. Det er måske værd at tælle med i det samlede regnestykke? Og måske samtidig værd at tænke på i forhold til den fortsatte magtforskydning og ulighedsskabelse i det danske samfund.

Vi må aldrig være for fine til at takke Mærsk ærbødigt, men heller ikke være for naive til at stille de kritiske spørgsmål. Mærskgaven er netop en gave, som ikke kan byttes.