Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mænd skal ikke påtage sig en offerrolle

Birgitte Asmussen Fold sammen
Læs mere

I Henrik Day Poulsens klumme 1. juli problematiseres den påståede »feminisering« af samfundet, bl.a. eksemplificeret ved at børn i den pædagogiske verden næsten kun er omgivet af kvinder, og ved at der er flest piger på de videregående uddannelser, ikke mindst på medicinstudiet, hvor der er en »kraftig overvægt« af kvinder. »Vi ønsker vel ikke et samfund, hvor ingen læger er mænd?« skriver HDP. Disse forhold kan for drenge og mænd føre til f.eks. »radikalisering«, mener han og citerer en artikel i The Economist for, at det skaber »en hel generation af vrede mænd«.

Mennesker er blandt andet sat på Jorden for at udvikle sig, og det nedsættende ord »feminisering« dækker over, at mennesker i vores del af verden omsider er nået dertil i deres udvikling, hvor kvindekønnet er begyndt at få medindflydelse i beslutningsprocesser, synlighed på uddannelsesinstitutioner m.v. Det eneste mulige svar på den udvikling ses altså at være, at man melder sig ind i et »højrepopulistisk parti«, sakker bagud i skolen, får ADHD, melder sig ind i islamistiske grupperinger eller på anden måde bliver »radikaliseret«?

Det er for lidt. Det er ingen naturlov, at frustrationer skal udmønte sig i vrede. De kan også bruges som igangsætter til, at man ser på sig selv, sine mønstre, regler og holdninger og ad den vej finder ud af, hvordan de kan ændres. Må det være tilladt at foreslå den tilgang? Eller skal krigene fra det seneste årtusind bevidstløst fortsættes hen over det næste? Er det mere konstruktivt?

For det køn, som gennem historien har været født med retten til at få plads, er det selvsagt en udviklingsmæssig udfordring at skulle lære at tage pladsen selv. Den udfordring skal nutidens moderne mand vide at tage op ved modigt og modent at se på sig selv og arbejde med det, han får øje på. Det kan lade sig gøre – vi har al viden til rådighed, og vi har al mulighed for at arbejde med os selv, takket være bl.a. psykologerne.

Den, som vil vide, hvordan man lærer at tage plads, kan studere kvindernes historie. De har i århundreder levet i samfund, defineret af et maskulint værdisæt, de har oplevet et samfund, hvor ingen læger var kvinder, de har oplevet en virkelighed, hvor mænd ikke alene dominerede, men havde eneadgang til uddannelser. Når det har ændret sig, er det bl.a., fordi der er foregået et stykke smertefuldt, men nødvendigt menneskeligt udviklingsarbejde, og der er lagt mange personlige kræfter i at skabe en anden realitet.

Offerrollen er ingen god rolle, hverken for kvinder eller mænd. Jo mere mennesker aflægger den rolle, og i stedet tager ansvar for selvudviklingen, jo mere nærmer vi os et samfund, som alle kan holde ud at være i, fordi det med tiden ikke mere er nødvendigt at tale om skyld i erkendelse af, at alle har medansvar for tingene.

Den frygtelige »feminisering« indebærer reelt ikke andet, end at mandekønnet også skal til at arbejde med egen udvikling, så det, den enkelte mand indeholder, kan komme i spil. Sammen med alt det, kvinder repræsenterer.