Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mænd i høje hæle

25debHenrikDayPoulsen.jpg
Henrik Day Poulsen.
Læs mere
Fold sammen

 

Centro culturel de Belém i Lissabon har i marts og april en bemærkelsesmæssig udstilling om lighed mellem kønnene og mænds behandling af kvinder. Redaktøren af kvindemagasinet Máxima står bag en udstilling af 100 kendte mænd i høje hæle iklædt deres sædvanlige maskuline tøj. Det er bla. kendte kokke, forskere, sportsstjerner, modeller, sangere og komikere. Oversat til danske forhold vil det svare til at se Rene Redzepi, Nicklas Bendtner, Ralf Hemmingsen, Oliver Bjerrehus, Outlandish og Omar Marzouk i høje hæle.

Fotografierne er professionelt lavet med reference til, hvilken profession mændene har. Forskerne har således hvide kitler på og kokken står med en fisk. Skaberne af udstillingen har naturligvis været nødt til at fabrikere stiletter i størrelse 45 for, at mændene kunne være i dem.

Hvorfor nu al den postyr? Mændene er jo hverken bøsser eller drag queens, men »blot« kendte personer i Portugal. Jo, kataloget tilhørende udstillingen citerer Victor Hugo, som har sagt, at første lighed er retfærdighed. Og vold mod kvinder kan aldrig retfærdiggøres. Men naturligvis handler det ikke kun om retfærdighed. Udstillingen er også en provokation mod selve begrebet maskulinitet og tabuer omkring det. Og netop her bliver udstillingen »100 homens sem preconceitos – um passo pela igualidade« (100 mænd uden fordomme – et skridt mod lighed) relevant for danske forhold.

DANMARK HYLDER sig selv som frisindets land. Vi frigav pornoen som de første og i hjemmet hedder det sig, at mændene hjælper lige så meget til som kvinderne. Men i 2015 kom der pludselig malurt i ligestillingsbægeret med to efter min mening banebrydende indlæg i Berlingske omhandlende nydanske mænds kvindesyn. Yildiz Akdogan og Fatma Øktem skrev, at mange nydanske mænd af deres mor opdrages til et middelalderligt kvindesyn og medicinstuderende Ahmad Walid Rashidi beskrev, at nydanske mænd er underlagt et ekstremt pres fra forældre og muslimske kvinder om at leve op til et macho-billede af en anden verden.

 

DERFOR ER DET ekstra interessant, at Sydeuropa, hvor macho-kulturen jo om noget sted har hersket, nu har overhalet det frisindede Danmark ved at iklæde kendte mænd høje hæle. Altså feminisere manden ud i det ekstreme. Uden at gøre grin med ham vel at mærke. Madonna iklædte også muskelfyre høje hæle i musikvideoen »Girl gone wild« i 2012, som i en tid blev censureret på YouTube. Så mænd i stiletter sætter altså sindene i kog. Udstillingen viser mænd, der hviler så meget i deres egen maskulinitet, at de har overskud til at turde det, mange mænd aldrig ville turde. Og netop derfor er Sofia Lucas idé genial og noget, som kønsrollediskussionen i Danmark, ikke mindst blandt nydanske mænd, trænger til. Sydeuropæisk macho-kultur har altså bevæget sig ud af sin egen frygt for at virke feminin og angst for at tabe kontrol til at sætte et statement i lighedens navn. De deltagende mænd sender jo også et vigtigt signal om, at de ikke vil sættes i bås i en enøjet macho-kultur.

Under alle omstændigheder har jeg nu givet magasinet Máximas idé videre til såvel danske kunstere, museer samt både danske og nydanske mænd.

Jeg må dog indrømme, at kvinder er langt mere elegante i høje hæle end mænd!